Unikke sæder fra Aalborg Portland Park kommer til salg
De blå sæder fra Aalborg Portland Park skal udskiftes og sættes derfor til salg. Overskuddet geninvesteres i forbedringer af fanforhold på Aalborg Portland Park.
Få et unikt minde med en rig historie
Da Aalborg Portland Park i foråret 2002 blev genindviet til den nuværende udgave, blev det, vi i dag kender som Complea Tribunen installeret med røde og blå sæder. Efterfølgende er der også blevet monteret blå sæder på 3F Tribunen, ligesom der på Vesttribunen har været monteret blå sæder når vi har deltaget i europæiske gruppespil. En del af disse blå sæder bliver nu sat til salg, og overskuddet geninvesteres i forbedringer af Aalborg Portland Park.
Prisen for et sæde er 150 kr., hvor det er muligt at købe op til ti sæder per ordre.
Sæderne har været benyttet i perioden 2002-2021 og har derfor været vidne til en række store højdepunkter i AaB’s historie:
- UEFA Cup-gruppespil 2007/2008
- Dansk mesterskab 2007/2008
- UEFA Champions League-gruppespil 2008/2009 og efterfølgende 1/16- og 1/8-finale i UEFA Cup
- Dansk mesterskab 2013/2014
- UEFA Europa League-gruppespil 2014/2015 og efterfølgende 1/16-finale
Sæsonkortholdere har forkøbsret
Idet der er begrænsning på antallet af sæder, vil sæsonkortholdere få forkøbsret til at sikre sig et unikt minde. Forkøbet varer fra onsdag 12. maj kl. 14.00 til torsdag d. 13. maj kl. 14.00. Er der efterfølgende sæder tilbage, vil disse blive sat i åbent salg fra fra 13. maj kl. 14.00. Salget slutter mandag d. 17. maj kl. 8.00.
Alle sæsonkortholdere kontaktes onsdag direkte via e-mail med nærmere information om hvordan, man kan købe sæderne.
Få dit navn på dit sæde
Når du bestiller et sæde, bliver der lavet et klistermærke med navnet, som oplyses i navnefeltet, der kommer frem i købsprocessen. Navneklistermærket er selvfølgelig magen til dem, som har prydet sæsonkortholderes sæder på Complea Tribunen.
Således får du personliggjort dit sæde, som er et element fra AaB’s og Aalborg Portland Parks historie.
NB: Man er selv ansvarlig for at navnefeltet er udfyldt korrekt.
Forbedringer af fanforhold
Der er allerede gang i flere forskellige projekter, der skal være med til at højne tilskueroplevelsen på Aalborg Portland Park. Processen omkring udskiftning af sæder er i fuld gang, anlægningen af ny fanzone er ligeledes i fuld gang og allerede nu er er blevet installeret LED-lys i passagen under tribunerne, som kan lyse rød og hvid, og er med til at højne kampoplevelsen med den helt rigtige AaB-belysning. Der arbejdes derudover på yderligere udsmykning af Aalborg Portland Park, der skal gøre det til en bedre oplevelse at komme på stadionet og benytte dets faciliteter.
Røde sæder gemmes
De røde sæder på Complea Tribunen vil blive gemt til fremtidig brug, hvorfor disse sæder ikke bliver sat til salg.
Det betyder samtidig, at sæsonkortholdere i de afsnit, hvor der er monteret blå sæder, med overvejende sandsynlighed kan sikre sig lige præcis dét sæde, de har siddet på. Det kan ikke garanteres, at man som sæsonkortholdere i sektion med blå sæder kan få sit sæde, men vi tilstræber os, at så mange som muligt får deres sæde, hvis de bestiller.
Sæder skal afhentes lørdag d. 22. maj
Alle købte sæder skal afhentes ved AaB Tyren foran Complea Tribunen lørdag d. 22. maj. Nærmere information kommer i en efterfølgende mail til alle købere.
Bemærk:
- Alle sæder købes som beset
- Købte sæder kan ikke returneres/ombyttes
- Der medfølger ikke beslag eller ben til montering af sædet
- Det er kun muligt at købe sæderne i forsalg online, det vil ikke være muligt at købe sæderne på dagen for udlevering.