SønderjyskE-AaB vises på TV3 Sport

21. maj 2021 kl. 10:12 af Rasmus Estrup

På mandag spiller AaB på udebane mod SønderjyskE i sidste runde af 3F Superligaens Kvalifikationsspil. Inden kampen ligger AaB på andenpladsen i Kvalifikationsspillet med 43 point, mens SønderjyskE topper Kvalifikationspillet med 44 point. 

Mandagens kamp kan følges i tv på TV3 Sport eller i radioens Liga på P3. Kickoff er kl. 14.00. 

Bemærk at der fortsat kun er adgang for hjemmeholdets fans til 3F Superligakampe i øjeblikket.  

Tags på denne nyhed

AaB i jakkesæt fra Shaping New Tomorrow

20. maj 2021 kl. 14:00 af Rasmus Estrup

Shaping New Tomorrow bliver guldpartner i AaB, og AaB’s spillere, stab og administration vil i første omgang for hele næste sæson være iført jakkesæt fra Shaping New Tomorrow på kampdage og til andre officielle arrangementer.

AaB’s salgschef Morten Brinkmann udtaler:

- Shaping New Tomorrow har på kort tid taget ikke bare Aalborg, men også resten af landet med storm. De unge, lokale iværksættere har imponerende høj fart på, og det er med stor stolthed, at vi kan byde endnu en fremadstormende Aalborg-virksomhed velkommen i AaB-familien. 

- Vi ved, at vores spillere glæder sig til at skulle bære det klassiske, superholdbare og ikke mindst behagelige jakkesæt fra Shaping New Tomorrow, når de ankommer til hjemmekampe på Aalborg Portland Park, forklarer Morten Brinkmann.   

Shaping New Tomorrow blev grundlagt i 2015, da tre Aalborg-drenge fik idéen til skabe The Perfect Pants - et par klassisk stilede, men samtidig yderst komfortable herrebukser. Siden har de udvidet sortimentet massivt og åbnet butikker i Aalborg, Aarhus, København og Odense. 

Nu står firmaet foran åbningen af deres første butik uden for landets grænser, når Shaping New Tomorrow slår dørene op til en butik i Hamburg inden længe.

- AaB er et flagskib i Nordjylland, og som en virksomhed med rødder og hovedkontor i Aalborg, glæder vi os til at klæde AaB’s spillere, stab og administration i en helt ny jakkesætskollektion fra Shaping New Tomorrow, når der er kampdag i Aalborg, siger medstifter og CCO i Shaping New Tomorrow, Christian Aachmann.

- Som en lokal virksomhed er det både naturligt og stærkt interessant for os at bakke op om klubben og lokalsporten i Aalborg. Og sportsverdenen ligger i naturlig forlængelse af vores DNA, hvor vi rent faktisk indbygger sportstøjets fleksibilitet og komfort i det klassiske herretøj, siger Christian Aachmann.

Fysisk har Shaping New Tomorrow butik i Aalborg på adressen Østerågade 4A. Online finder man deres webshop på www.shapingnewtomorrow.dk.

Tags på denne nyhed

Ekstra solidaritetsbidrag til Østervrå I.F. og Aalborg Freja

20. maj 2021 kl. 11:37 af Rasmus Estrup

I pausen af 3F Superligakampen mellem AaB og Vejle Boldklub overrakte AaB solidaritetschecks på træningsudstyr til partnerklubberne Østervrå I.F. og Aalborg Freja. 

- Barndomsklubberne får selvfølgelig automatisk nogle penge, når en spiller bliver solgt fra en klub til en anden. Men det beløb vi overrakte i går, er et ekstra bidrag, som vi gerne vil give til barndomsklubber for spillere, der bliver solgt fra AaB, fortæller AaB's akademichef Anders Damgaard. 

- Nordjyske spillere er kernen i AaB's Superligatrup og på AaB Akademiet, og derfor vil vi gerne på denne måde hylde og værdsætte det fine talentudviklingsarbejde, der foregår i vores nordjyske partnerklubber. Det er noget, vi har ønsket at markere i en længere periode, men vi har ventet på, at der igen måtte være tilskuere på Aalborg Portland Park, siger Anders Damgaard. 

I forbindelse med sidste års salg af Oliver Abildgaard til russiske FC Rubin Kazan valgte AaB i går at overrække en check på 40.000 kroner til Oliver Abildgaards barndomsklub Aalborg Freja. 

Jan Daucke og Gustav Vernal fra Aalborg Freja modtog det synlige bevis, og pengene skal bruges på selvtræningsudstyr. 

Østervrå I.F. blev i samme omgang overrakt en check på 30.000 kroner, der ligeledes skal bruges på selvtræningsudstyr.  

Østervrå I.F. er Joakim Mæhles barndomsklub, og Joakim Mæhle blev i 2017 solgt til belgiske KRC Genk, hvorfra han i december 2020 blev solgt videre til italienske Atalanta.

Til at modtage checken fra akademichef Anders Damgaard var Østervrå I.F. repræsenteret af Emma Irgend og Karina Kristensen.

Tidligere har også Hjørring I.F. modtaget et ekstra solidaritetsbidrag i forbindelse med salget af Mikkel Kaufmann til FC København. 

Tags på denne nyhed

U/19 Ligasejr over AGF

20. maj 2021 kl. 09:57 af Rasmus Estrup

U/19 Ligaen: AaB-AGF 2-0

Det var ikke kun AaB’s 3F Superligamandskab, der snuppede en sejr onsdag aften. Også U/19 Ligaholdet vandt, da AGF besøgte Hornevej.

AaB leverede overordnet en god præstation, og efter 11 minutter scorede hjemmeholdet et flot mål, da Mathias Vægter fandt Oliver Ross, som scorede til 1-0.

Selvom AaB var i kontrol, havde nordjyderne svært ved at skabe nok chancer til at lukke kampen, og i stedet fik AGF i løbet af anden halvleg nogle muligheder. Men med 12 minutter igen lukkede Oliver Børstings langskud kampen med målet til 2-0.

- Det var en helstøbt og rigtig fin præstation. Vi var dominerende både med og uden bold. Vores opbygningsspil var fint, og vi havde også styr på vores pres, siger U/19 Ligatræner Kim Leth Andersen.

- Desværre fik vi ikke kreeret tilstrækkeligt med chancer til at lukke opgøret tidligt, og i anden halvleg sneg der sig nogle fejl ind hos os, men AGF straffede dem ikke, og i stedet havde vi kynismen til at tage tre point, siger Kim Leth Andersen.

AaB ligger på syvendepladsen i U/19 Ligaen med 29 point efter 22 runder og spiller igen på lørdag kl. 13.00 mod Silkeborg I.F. Den kamp livestreames på nordjyske.dk.

U/17 Ligaen: AaB-AGF 1-2

I U/17 Ligaen blev det desværre til et nederlag i onsdagskampen mod AGF.

Selvom AaB over det meste af banen kontrollerede spillet, kom gæsterne foran allerede efter syv minutter, da et hjørnespark ikke blev clearet og kunne sendes ind fra kort afstand.

En håndfuld minutter senere udlignede AaB’s Marius Jacobsen dog på et fornemt frispark, der blev sendt over muren og op i højre målhjørne.

Kort inden pausen blev det dog også 2-1 til AGF, der sparkede bolden i nettet uden for feltet. Og da AaB ikke kunne skabe tilstrækkeligt med chancer, endte opgøret med et nederlag på 2-1.

- Kampen i går mindede om seneste kamp, fordi vi igen lykkedes med vores spil på de første to tredjedele af banen, men afslutningsspillet er ikke vores ven i øjeblikket, siger U/17 Ligatræner Nikolaj Hørby.

- Vi har svært ved at genere de chancer, der skal til for både at score, men også presse modstandernes defensiv tilstrækkeligt, så de ikke får mulighederne for at slå til på omstillinger, siger Nikolaj Hørby.

I U/17 Ligaen indtager AaB 11. pladsen før lørdagens hjemmekamp mod Silkeborg I.F.

Tags på denne nyhed

AaB TV: AaB-Vejle Boldklub 2-1

20. maj 2021 kl. 07:14 af Rasmus Estrup

AaB vandt i går 2-1 over Vejle Boldklub i sæsonens sidste hjemmekamp. Se et sammendrag af kampen i videoen øverst. 

AaB lagde godt fra land med en stor mulighed til Jacob Ahlmann, og venstrebacken nåede efter ti minutter også at sende bolden i nettet, men scoringen blev efterfølgende annulleret for offside. 

Selvom AaB dominerede i første halvleg, kunne gæsterne gå til foran ved pausen, da en fejl af Kristoffer Pallesen gav en friløber til Vejle Boldklubs German Onugkha, der udplacerede Jacob Rinne med målet til 1-0. 

Et kvarter inde i anden halvleg blev Vejle-målscoreren presset i en hovedstødsduel med Mathias Ross på et langt indkast fra Kristoffer Pallesen, og det endte med et udlignende selvmål. 

Efter 71 minutter modtog Saeid Ezatolahi sit andet gule kort, og dermed var AaB i overtal resten af kampen. Nordjyderne skulle dog kun bruge få sekunder på at udnytte overtallet, da Tom van Weert headede et præcist indlæg fra Kristoffer Pallesen i nettet til en nordjysk 2-1-føring. 

Efter 82 minutter troede Vejle Boldklub, at de havde udlignet til 2-2 efter et hjørnespark, men AaB fik tilkendt et frispark i situationen, og dermed endte det med en nordjysk 2-1-sejr. 

AaB ligger inden dagens kampe på førstepladsen i 3F Superligaens Kvalifikationsspil, der afgøres på mandag, når AaB gæster SønderjyskE kl. 14.00. 

Tags på denne nyhed