- Fantastisk at se holdets sammentømring
Anfører Lucas Andersen nød at være tilbage i startopstillingen i den fede atmosfære mod Lyngby Boldklub, og han håber, holdet kan genfinde takterne fra præstationen på fredag.
- Det var fantastisk at være tilbage. Især med den atmosfære der var omkring kampen med et udsolgt stadion, god fodbold og en fantastisk holdindsats. Det var noget af det bedste, vi har spillet i lang tid.
Sådan lyder det fra Lucas Andersen, når han kigger tilbage på fredagens 4-0-sejr over Lyngby Boldklub.
Kampen i fredags var hans første i startopstillingen siden 8. december sidste år, og AaB-anføreren spillede 64 minutter i fredagssejren.
- Jeg er kommet godt ud af genoptræningsforløbet, og vi har gjort alt for, at jeg kan stå skarpere end nogensinde. Den følelse havde jeg også på banen. Det er forrygende at kunne gå fra at sidde på tribunen, til nu igen at kunne være på banen, hjælpe holdkammeraterne og ovenikøbet score et mål med 3.000-4.000 tilskuere på tribunerne. Det vækkede alle de følelser, der er omkring fodbold, og mindede mig om, hvorfor jeg startede til fodbold, forklarer Lucas Andersen.
Oplevede målet i slowmotion
AaB’s nummer 10 åbnede selv målscoringen i fredags med 1-0-træfferen efter 10 minutter.
- Da jeg så, at deres målmand var fem-seks-syv meter ude, gav jeg den chancen. Derfra gik det hele lidt i slowmotion, hvor jeg så at den ryge over ham, ramme jorden og gå ind ved stolpen. Og så var det bare megafedt at mærke jublen fra publikum og mine holdkammerater, forklarer han om målet.
Det var ikke kun målene og resultatet, der var i top i fredags. Også præstationen var god.
- Det betyder meget, at vi leverede stærkt både i første halvleg og i anden halvleg, hvor indskifterne også gjorde en forskel. I en komprimeret sæson som denne, har vi brug for alle i truppen, og så er det fantastisk at se denne sammentømring af holdet og spillestilen. Folk kender deres opgaver, når de kommer ind.
- I fredags var det med til at lukke kampen, mens vores indskiftninger i seneste kamp mod OB var med til at ændre kampens momentum og køre sejren hjem. At vi på den måde kan ændre kampbilledet er rigtig vigtigt i denne fase, hvor alle point er vigtige i kampen om kvalifikationspladsen til Europa, siger Lucas Andersen.
Svær kamp mod OB
I den henssende er den forestående udekamp mod OB fredag også vigtig. AaB ligger lige nu på førstepladsen i Kvalifikationsspillet med 39 point. Lige efter ligger SønderjyskE med 38 point, og dernæst følger OB med 33 point.
- Der venter os en svær kamp. Men for os gælder det om at læne os op ad de præstationerne fra de seneste to hjemmekampe, hvor vi har været gode spillemæssigt og scoringsmæssig. En sejr over OB vil kunne give os afstand til dem i forhold til førstepladsen, men det kræver, at vi leverer en præstation, som minder om den mod Lyngby, siger Lucas Andersen.
Fredagskampen spilles kl. 19.00 i Odense. Der er ikke adgang for udefans til opgøret, der i stedet kan ses på TV3 Sport med optakt fra kl. 18.00.