AaB’s U/15 Ligahold vandt i weekenden 2-0 over FC Midtjylland, mens U/17 Ligaholdet tabte 3-1.
U/17 Ligaen: AaB-FC Midtjylland 1-3
AaB’s U/17 Ligahold var lørdag i aktion mod FC Midtjylland på AaB’s anlæg på Hornevej.
I en kamp der bølgede meget frem og tilbage med to angrebsivrige hold, var det efter 36 minutter gæsterne, der kom først på tavlen, da AaB ikke fik ordentligt clearet efter en dødboldssekvens.
I anden halvleg var AaB mest på kuglen, og efter en times spil udlignede Oliver Ross til 1-1 på et skabelonangreb, der startede helt nede fra AaB’s målmand og endte med et flot mål af Oliver Ross efter oplæg fra Gustav Dahl.
Men få minutter senere slog FC Midtjylland igen til med scoringen til 2-1, da et fladt indlæg fra baglinjen blev sendt over stregen fra tæt hold.
Kort før tid scorede FC Midtjylland opgørets sidste mål til 3-1 på en omstilling.
- Overordnet set var det en fin kamp, der var åben og bølgede frem og tilbage med to hold, der ville angribe, men FC Midtjylland fik skabt mere i deres tid på bolden, end vi gjorde, siger U/17 Ligatræner Nikolaj Hørby.
- Vores spillere leverede en brav indsats, men i forhold til FC Midtjylland manglede vi noget aggressivitet og handlehurtighed, og deres individuelle kvaliteter blev afgørende, siger Nikolaj Hørby.
AaB ligger i U/17 Ligaen på 11. pladsen. Der resterer tre runder af sæsonen. Næste kamp spilles tirsdag 8. juni på hjemmebane mod Vejle Boldklub.
U/15 Ligaen: AaB-FC Midtjylland 2-0
AaB’s U/15 Ligahold vandt lørdag over det gæstende mandskab fra FC Midtjylland.
Efter en målløs første halvleg, hvor AaB havde det svært, sendte Marcus Emil Sørensen i 52. minut AaB på sejrskurs med målet til 1-0 efter oplæg fra Emil Borup.
Et kvarters tid før slutfløjtet udbyggede Emil Ryttersgaard den nordjyske føring, da han afgjorde opgøret med scoringen til 2-0.
I U/15 Ligaen ligger AaB på niendepladsen med fire spillerunder igen af sæsonen. Næste U/15 Ligakamp spilles på lørdag på udebane mod Lyngby Boldklub.