AaB søger læringsparate assistenter til analyseafdeling omkring Superligastaben

3. juni 2021 kl. 09:25 af Rasmus Estrup

AaB søsætter fra starten af næste sæson et undervisningsforløb for nye assistenter til AaB’s analyseafdeling, hvortil vi søger de rette kandidater. 

Som assistent i analyseafdelingen kommer du til at arbejde i en af Danmarks førende klubber inden for brug af data til performance-analyse og scouting. 

Assistenterne vil i første omgang indgå i et internt uddannelsesforløb i AaB, hvor du lærer relevante teorier og metoder, som benyttes både til analyse og scouting i Superligastaben.

Vi tilbyder:

  • Mulighed for at arbejde i et af Danmarks førende analyse- og scouting-setup
  • Indblik og erfaring i et professionelt elitemiljø, hvor du vil have din base omkring AaB’s Superligastab.
  • Mulighed for at arbejde med branchens førende produkter som eksempelvis Hudl sportscode, Fullcrum Angles, Spiideo, Matchtracker, Statssports, Kitman Labs, Wyscout samt vores interne scoutingplatform. 

Det er en fordel, at…

  • du har erfaring inden for fodbold. Enten som træner eller spiller.
  • du har en analytisk tilgang fodbold.
  • du har en baggrund inden for matematik, økonomi eller datalogi (eventuelt som studerende).
  • du har kendskab til et eller flere af følgende programmer: Python, R, Power BI, Tableau, Excel, SQL eller lignende.
  • du er fleksibel i forhold til arbejdstider. 

Arbejdsforhold:

Vi forventer, at kandidaterne ugentligt kan arbejde 7-15 timer, hvilket indbefatter én fast ugentlig dag på AaB’s anlæg på Hornevej. Enten på AaB Akademiet eller hos Superligastaben. 

Stillingerne er ulønnede, men assistenterne vil indgå i tøjordning og madordning. 

Stillingerne besættes, når vi har fundet de rette kandidater. Derfor er der ingen ansøgningsfrist. 

Kontakt AaB’s analytiker Jim Holm Larsen på jhl@aab-as.dk for at søge stillingen eller for nærmere information.

Tags på denne nyhed

Feher stopper i AaB – Würtz fortsætter

2. juni 2021 kl. 12:30 af Brian Andersen

Peter Feher tiltrådte i AaB som assistenttræner i august 2020, ligesom han i november og december udfyldte rollen som midlertidig cheftræner i samlet ni officielle kampe.

AaB’s sportschef Inge André Olsen udtaler:

- Peter har i en sæson med mange omvæltninger og udefrakommende faktorer gjort et godt job i forskellige roller, og vi har været glade for at have Peter i AaB.

- Imidlertid er vi efter at have evalueret sæsonen og sammensætningen i staben stille og roligt blevet enige om, at det for begge parter vil være bedst at prøve noget andet, og vi ønsker Peter tak for indsatsen og alt det bedste i fremtiden, siger Inge André Olsen.

Peter Feher supplerer:

- Jeg har virkelig været glad for at være i AaB og Aalborg, men nogle gange er tiden alligevel den rette til at komme videre.

- En stor tak skal lyde til spillere, trænerekollegaer, administrationen og folkene i AaB Akademiet for samarbejdet – det har været et godt og et lærerigt år, og jeg ønsker alle i klubben held og lykke fremover, siger Peter Feher.

Würtz forlænget til 2023
Klublegende og assistenttræner Rasmus Würtz har derimod forlænget sin aftale indtil 30. juni 2023.

- Rasmus’ status og personlighed er jo velkendt i AaB, og det er vores vurdering, at han i sin første sæson som assistenttræner har taget store skridt i sin udvikling, hvorfor det er meget glædeligt at have en ny aftale på plads, konstaterer Inge André Olsen.

Også Rasmus Würtz ser frem til de kommende år i rollen:

- For det første, så elsker jeg at komme på AaB hver dag og bidrage så godt, jeg overhovedet kan, og jeg føler, at jeg som træner allerede har lært meget.

- Martí (Cifuentes, AaB’s cheftræner, red.) er for mig en super læremester, hvorigennem jeg virkelig kan dygtiggøre mig, og så synes jeg, at vores hold som foråret skred frem gennemgik en positiv udvikling såvel spille- som resultatmæssigt, og den del skal vi fortsætte i den kommende sæson, lyder det fra Rasmus Würtz.

AaB håber inden længe at have en erstatning for Peter Feher på plads.

AaB TV: Far-jokes med Andersen og Kusk

2. juni 2021 kl. 11:19 af Rasmus Estrup

Har du endnu ikke styr på en fars dags-gave, kan du smutte ind på AaB Shoppen, hvor vi har samlet de bedste gavemuligheder

Der er blandt andet tilbud på seks flasker AaB-fanøl til 199 kr. 

Se alle tilbuddene på www.aabshoppen.dk og glæd din far med en AaB-gave. 

Tags på denne nyhed

AaB udløser ikke frikøbsklausul for Samuelsen

2. juni 2021 kl. 09:59 af Brian Andersen

Martin Samuelsen vender dermed i første omgang tilbage til Hull City, der for få uger siden sikrede sig oprykning og tilbagevenden til den næstbedste engelske fodboldrække.

AaB’s sportschef Inge André Olsen udtaler:

- Martin har ydet sit bidrag og har momentvis demonstreret sit store potentiale, men i første omgang har vi valgt ikke at kigge hans vej i forbindelse med planlægningen af fremtiden.

Martin Samuelsen forlod Norge allerede som 15-årig, hvor Manchester City stod klar med en aftale, og tre år senere skrev Samuelsen i 2015 kontrakt med West Ham.

I London-klubben blev det til to officielle kampe på førsteholdet, inden en række lejeophold fulgte i engelsk, hollandsk og norsk fodbold. I Norge var det i fødebyen Haugesund i kalenderåret 2019, at Martin Samuelsen slog sine folder med 14 scoringer og fem assists i 39 officielle kampe for FK Haugesund.

I sommeren 2020 skrev Martin Samuelsen kontrakt med Hull City, hvor det er blevet til to mål og tre assists i 18 kampe.

- Jeg synes, jeg har haft en god halvsæson i AaB, hvor jeg har mødt mange fine mennesker, som jeg vil have kontakt med resten af livet, lyder det fra Martin Samuelsen.

24-årige Martin Samuelsen, der er noteret for to A-landskampe og 36 U-landskampe for Norge, opnåede 14 officielle kampe for AaB.

Tags på denne nyhed

AaB'er udtaget til færøsk U/19-landshold

2. juni 2021 kl. 08:24 af Rasmus Estrup

Det færøske U/19-landshold med Jens J. Olsen i truppen står foran en træningslejr og en venskabskamp mod Island 6. juni.

Jens J. Olsen, der er forsvarsspiller, er en af syv spillere i den færøske U/19-landsholdstrup, der til dagligt spiller i Danmark.

Tags på denne nyhed