Sent Kusk-hovedstød sikrer sejr i generalprøven

9. juli 2021 kl. 16:09 af Martin Stigaard Skammelsen

I den sidste testkamp før premieren i 3F Superliga var AGF dagens modstander på AaB’s træningsanlæg på Hornevej.

Begge hold lagde energisk fra land med højt pres og stor intensitet, og allerede i tredje minut var AaB tæt på at tage teten. Mathias Ross fik ikke afsluttet på et hjørnespark i feltet fra Iver Fossum, men i den efterfølgende sekvens headede Daniel Granli bolden på trekantsammenføjningen.

Den gode start blev fulgt op af tilløb til chancer fra Louka Prip og Tim Prica, inden AGF første gang fik afsluttet på Jacob Rinne efter 10 minutters spil.

Herefter viste AaB igen tænder, og Louka Prip blev noteret for AaB’s anden afslutning på træværket, da et indlæg fra Kristoffer Pallesen blev headet forbi Jesper Hansen i AGF-målet, men desværre også på den ene opstander.

Et hjørnespark efter en lille halv time gav AaB’s tredje træffer på træværket. Tim Prica havde sneget sig fri ved fjerneste stolpe, og firsttimede Iver Fossums hjørnespark i jorden med retning mod målet, men en refleksredning fra Jesper Hansen betød af bolden i stedet ramte undersiden af overliggeren og sprang tilbage i spil.

Efter 36 minutter kom AGF’s største mulighed i halvlegen, da Jón Dagur Thorsteinsson fik afsluttet på Jacob Rinne, hvis returbold endte hos en fri Gift Links, men afslutningen fra sydafrikaneren ramte Daniel Granli, der fik blokeret skuddet på målstregen.

Umiddelbart herefter valgte kampens dommer at afbryde kampen på grund af et nærliggende tordenvejr og hensynet til spillernes sikkerhed. Holdene besluttede at springe de resterende otte minutter af første halvleg over og holde pause.

Fra anden halvlegs begyndelse tog gæsterne initiativet, og havde flere halve chancer og blokerede afslutninger. AaB’erne fik i modsatte ende lavet tilløb til muligheder, men manglede at få slutproduktet med.

AGF’s Søren Tengstedt blev efter 62 minutter spillet fri i feltet, men det afsluttende vip over Jacob Rinne sneg sig heldigvis akkurat forbi den fjerneste stolpe.

Fem minutter senere var indskiftede Pedro Ferreira tæt på at levere en smuk scoring, da en retur efter et hjørnespark blev sendt mod mål med et halvtliggende saksespark, der tvang AGF-keeper Hansen til at vippe bolden over mål for at afværge.

I kampens tillægstid fik begge hold mulighed for at afgøre kampen til egen fordel. En misforståelse mellem Casper Gedsted og Jacob Rinne betød at AGF’s Patrick Olsen fik en friløber på AaB-målet, men Rinne hev en sublim redning ud af ærmet og fik afværget.

I stedet blev det så AaB der til sidst tog sejren, da Louka Prip fik slidt sig fri på venstrekanten og sendte et indlæg i feltet, som Kasper Kusk headede i mål.

Med sejren fik AaB et godt udgangspunkt inden inden det søndag 18. august gælder sæsonpremieren i 3F Superliga, hvor FCK er modstanderen i Parken.

Matchfacts – testkamp

AaB-AGF 1-0 (0-0)

92. min. 1-0 Kasper Kusk

AaB (3-5-2): Jacob Rinne, Mathias Ross, Rasmus Thelander, Daniel Granli (68. Anders Hagelskjær), Kristoffer Pallesen (76. Casper Gedsted), Magnus Christensen (58. Pedro Ferreira), Iver Fossum, Malthe Højholt (58. Rufo), Jakob Ahlmann (58. Marcus Hannesbo), Louka Prip, Tim Prica (68. Kasper Kusk).

Billetsalg åbent til AaB-FC Midtjylland

9. juli 2021 kl. 09:01 af Rasmus Estrup

Det er nu muligt for alle AaB-fans at købe billet til sæsonens første hjemmekamp på Aalborg Portland Park. Opgøret spilles lørdag 24. juli kl. 18.00 mod FC Midtjylland. Køb billet her. 

Fra tirsdag eftermiddag og frem til i morges kl. 8.00 har sæsonkortholdere haft førsteret på billetter, og nu er de resterende billetter sat i åbent salg. 

Under de gældende Covid-19-retningslinjer er der plads til ca. 4.600 tilskuere på Aalborg Portland Park, og der er fortsat billetter tilbage på både Vesttribunen, Complea Tribunen og 3F Tribunen. På Complea Tribunen og 3F Tribunen er der sat nye, røde sæder op, mens tilskuere på Vesttribunen skal sidde på en pude på betonunderlaget. 

Ingen adgang for fans af udeholdet

Inden 1. august er det fortsat ikke muligt for tilhængere af det gæstende hold at overvære kampe i 3F Superligaen. Dette gælder således også 24. juli, hvor tilhængere af FC Midtjylland må se kampen hjemmefra. Såfremt der dukker FC Midtjylland fans op til kampen, vil de omgående blive bortvist.

Ligeledes gælder det selvfølgelig, at AaB-fans ikke må støtte AaB til udekampe i 3F Superligaen før 1. august - altså har AaB-fans ikke adgang til sæsonpremieren på udebane mod FC København 18. juli. 

Husk gyldigt coronapas

Til kampe i 3F Superligaen er det et krav, at alle tilskuere har et gyldigt coronapas. Anvender man ikke Coronpas-app’en skal der også medbringes ID.

Et gyldigt coronapas kræver, at man har fået første vaccinestik for 14 dage siden, er tidligere smittet, har gennemført en negativ PCR-test inden for de seneste 96 timer eller en negativ kviktest inden for de seneste 72 timer før ankomsten til Aalborg Portland Park. 

Ved dokumentation for nedenstående er følgende grupper undtaget coronapas: 

  • Børn under 16 år
  • Personer, der af medicinske årsager ikke bør få foretaget en Covid-19-test.
  • Personer, der som følge af fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse ikke før få foretaget en Covid-19-test.

Læs mere om de øvrige retningslinjer her. 

Særlige ankomst- og afgangstider

Tags på denne nyhed

AaB klar til sidste test

8. juli 2021 kl. 15:36 af Rasmus Estrup

Fredag kl. 14.00 gælder det opstartens femte og sidste testkamp inden sæsonpremieren næste søndag mod FC København.

Modstanderen i morgen er AGF, og AaB’s cheftræner Martí Cifuentes har udtaget følgende 20 spillere til kampen:

1 Jacob Rinne, 2 Kristoffer Pallesen, 3 Jakob Ahlmann, 4 Mathias Ross, 5 Daniel Granli, 6 Pedro Ferreira, 8 Iver Fossum, 11 Tim Prica, 14 Malthe Højholt, 15 Anders Hagelskjær, 16 Magnus Christensen, 17 Kasper Kusk, 18 Louka Prip, 22 Andreas Hansen, 23 Robert Kakeeto, 26 Rasmus Thelander, 28 Jeppe Pedersen, 30 Rufo, 32 Casper Gedsted og 35 Marcus Hannesbo. 

Ukampdygtige er Frederik Børsting, Vladimir Prijovic, Anosike Ementa og Lucas Andersen.

På grund af de gældende Covid-19-retningslinjer er der ikke adgang for udefans til kampen. Samtidig er der maksimalt plads til 440 AaB-fans, da forsamlingsforbuddet på 500 personer inklusive spillere, stab og dommere skal følges.

Kampen livestreames på nordjyske.dk og på AaB’s officielle Twitterkonto vil der være liveopdateringer undervejs.

Tags på denne nyhed

Sidste frist for førsteret til sæsonkortholdere

8. juli 2021 kl. 15:01 af Rasmus Estrup

Siden tirsdag eftermiddag har AaB's 3120 sæsonkortholdere haft førsteret på billetter til AaB-FC Midtjylland 24. juli kl. 18.00. Førsteretten udløber i morgen kl. 8.00, så har du som sæsonkortholder endnu ikke hentet din billet til kampen, kan du gøre det på www.billet.aabsport.dk.

Her kan du se, hvordan du som sæsonkortholder hente billet til kampen. 

Billetsalg åbner for alle fredag kl. 9.00

De resterende billetter vil en time efter førsterettens udløb blive sat til salg for alle.

Dermed vil alle AaB-fans kunne købe billet til kampen fra fredag morgen kl. 9.00.

Ingen sæder på Vesttribunen

Mens der er opsat helt nye, røde sæder på Complea Tribunen og 3F Tribunen, er der ingen sæder på Vesttribunen. Her vil man i stedet skulle sidde på en pude på betonunderlaget.

Husk gyldigt coronapas

Der er ikke længere krav om mundbind til kampe i 3F Superligaen, men det er fortsat et krav, at alle tilskuere har et gyldigt coronapas. Anvender man ikke Coronpas-app’en skal der også medbringes ID.

Et gyldigt coronapas kræver, at man har fået første vaccinestik for 14 dage siden, er tidligere smittet, har gennemført en negativ PCR-test inden for de seneste 96 timer eller en negativ kviktest inden for de seneste 72 timer inden ankomsten til Aalborg Portland Park. 

Tag gerne en test i god tid, så du er sikker på at få svar, inden du skal ind på Aalborg Portland Park. 

Ved dokumentation for nedenstående er følgende grupper undtaget coronapas: 

  • Børn under 16 år
  • Personer, der af medicinske årsager ikke bør få foretaget en Covid-19-test.
  • Personer, der som følge af fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse ikke før få foretaget en Covid-19-test.

Læs mere om de øvrige retningslinjer her.

Ingen adgang for gæstende holds tilskuere

Inden 1. august er det fortsat ikke muligt for tilhængere af det gæstende hold at overvære kampe på Aalborg Portland Park. Såfremt dette sker vil man omgående blive bortvist.

Ligeledes gælder det, at AaB-fans ikke må støtte AaB til udekampe i 3F Superligaen før 1. august.

Særlige ankomst- og afgangstider

Tags på denne nyhed

AaB TV: Teambuilding på Hornevej

8. juli 2021 kl. 08:49 af Rasmus Estrup

I en opstartsfase med en masse hårde træningspas var den sædvanlige fodboldtræning onsdag aflyst.

I stedet skulle AaB-spillerne gennem adskillige teambuildingøvelser.

Spillerne skulle blandt andet kaste med æg og gennem et kapløb med luftmadrasser og en glidebane.