Lucas Andersen fortsætter som anfører for AaB, mens Rasmus Thelander bliver ny viceanfører. Med i anførergruppen er også Jacob Rinne og Mathias Ross.
Efter afskeden med viceanfører Tom van Weert ved udgangen af sidste sæson har cheftræner Martí Cifuentes nu udpeget en anførergruppe med fire spillere.
Lucas Andersen fortsætter som AaB’s anfører, Rasmus Thelander bliver ny viceanfører, mens Jacob Rinne og Mathias Ross også indgår i anførergruppen.
- Lucas er klubbens anfører. Han er ikke alene en ekstremt talentfuld spiller, men han har også logoet, trøjen og byen i hjertet. Han går forrest og har i det halve år, jeg har været her, vist, at han er den anfører, klubben har brug for, siger Martí Cifuentes.
- Vores anførergruppe supplerer hinanden godt, og med Lucas’ genoptræningsforløb vil han ikke være på træningsbanen til daglig, så derfor vil det i denne periode især være de tre andre, der løfter anføreropgaverne på træningsbanen med Rasmus Thelander i spidsen, fortsætter cheftræneren.
På søndag vil Rasmus Thelander således bære anførerbindet, når AaB åbner 3F Superligasæsonen mod FC København.
- Thelander er en leder både på og uden for banen. Han er indflydelsesrig i truppen og er med sin professionelle tilgang en naturlig rollemodel, siger Martí Cifuentes og sætter ord på øvrige spillere i anførergruppen.
- Jacob udviser stor vindermentalitet. Han har stor erfaring både fra udlandet og sine mange kampe i AaB, og han vil især kunne hjælpe udenlandske spillere med at falde godt ind på holdet.
- Endelig er Mathias en ung spiller, der besidder store lederskabsevner, og som samtidig ønsker at få mere ansvar. Han er desuden en rollemodel for spillerne på AaB Akademiet og et naturligt bindeled til de unge spillere, der kommer op i Superligatruppen, siger Martí Cifuentes.
AaB’s anfører vil i denne sæson bære specialdesignede anførerbind fra Macron, som matcher de nye spillertrøjer. De specialdesignede AaB-anførerbind vil inden længe kunne købes på www.aabshoppen.dk