AaB TV: FCK-AaB 2-2

19. juli 2021 kl. 07:12 af Rasmus Estrup

AaB spillede i går 2-2 på udebane mod FC København. 

Efter 36 minutter var det AaB, der nåede først på måltavlen, da Louka Prip fra en spids vinkel bragede Hele Nordjyllands Hold i front med 1-0. 

Minuttet senere udlignede Kamil Wilczek, da han sled sig fri og vippede kuglen over Jacob Rinne. 

Umiddelbart efter pausen blev det 2-1 til FC København, da Mohamed Daramy flugtede bolden i mål fra kanten af feltet. 

AaB svarede tilbage midt i anden halvleg, da Kasper Kusk samlede bolden op midt i feltet og sparkede 2-2-scoringen op i nettaget. 

Små tyve minutter før tid fik Nicolai Boilesen rødt kort, og mod slutningen havde AaB blandt andet muligheder til Iver Fossum og Malthe Højholt, men opgøret endte 2-2. 

Se fyldigt sammendrag af kampen i denne video. 

Tags på denne nyhed

Målrig pointdeling i Parken

18. juli 2021 kl. 17:58 af Rasmus Estrup

Sæsonpremieren endte med en målrig pointdeling, da AaB søndag eftermiddag spillede 2-2 på udebane mod FC København. Louka Prip bragte AaB foran i første halvleg, inden scoringer af Kamil Wilczek og Mohamed Daramy sendte FC København på 2-1. Midt i anden halvleg udlignede Kasper Kusk, og selvom AaB i de sidste små tyve minutter var en mand i overtal, endte sæsonens første kamp 2-2. 

AaB indledte den nye sæson i 3F Superligaen iklædt den nye andentrøje fra Macron. Opgøret begyndte jævnbyrdigt, og efter halvandet minuts spil brød AaB igennem på højrekanten, hvor Kristoffer Pallesen nåede til baglinjen og slog et indlæg mod fjerneste område. Her løb Jakob Ahlmann frem mod kuglen, men han fik ikke træf på den hoppende bold.

Første afslutning i kampen stod hjemmeholdet i stedet for efter 11 minutter, da Lukas Lerager langt, langt udefra sparkede bolden lige i favnen på Jacob Rinne. 

Midt i første halvleg stod FC København for endnu et par yderligere skud fra distancen, men både forsøget fra Pep Biel og Kamil Wilczek sad uden for målrammen. 

Med små ti minutter til pausen slog AaB til, da debutant Louka Prip trak ned mod baglinjen, tog sigte og fra en spids vinkel tordnede kuglen ind ved fjerneste stolperod til en nordjysk 1-0-føring. 

Glæden for AaB-spillerne var dog kortvarig, for halvandet minut senere lå læderet i modsatte målnet, da Kamil Wilczek var løbet i en fri position, modtog bolden fra Rasmus Falk og vippede bolden over Jacob Rinne til 1-1. Efter et VAR-tjek af et sammenstød mellem Kamil Wilczek og Mathias Ross stod scoringen ved magt. 

Anden halvleg var kun halvandet minut gammel, før FC København kom foran med 2-1. Mohamed Daramy drev bolden frem og testede Jacob Rinne, der i første omgang reddede flot og dirigerede bolden ud af feltet. Bolden blev dog samlet op af hjemmeholdet og slået ind omkring kanten af det lille felt, hvor Mohamed Daramy flugtede 2-1-scoringen i nettet. 

Kort efter forsøgte Iver Fossum sig med en afslutning i modsatte ende uden gevinst, og tre minutter efter pausen sparkede Mohamed Daramy i sidenettet. 

Efter 55 minutter måtte Jacob Rinne igen på arbejde, da Kamil Wilczek flugtede kompetent på mål fra udkanten af feltet, men den svenske målmand reddede sikkert bolden, og kort efter blev Tim Prica, Frederik Børsting og Pedro Ferreira sendt på banen som stedfortrædere for Rufo, Jakob Ahlmann og Magnus Christensen.  

Efter en times spil blev Kasper Kusk sat op til en fin afslutning fra kanten af feltet, men Kamil Grabara fangede det flade forsøg. 

I 69. minut lykkedes det AaB at udligne til 2-2. FC København-defensiven kunne ikke få clearet et indlæg fra Frederik Børsting, og i stedet endte bolden for fødderne af Kasper Kusk, som midt i feltet kanonerede kuglen op i nettaget til 2-2. 

Efter scoringen var hjemmeholdet nærgående ved først Mohamed Daramy og siden Jens Stage, men Jacob Rinne reddede første forsøg, og præcisionen manglede i andet forsøg. 

I 73. minut blev FC København reduceret til 10 spillere, da Nicolai Boilesen blev udvist for en voldsom, glidende tackling på Mathias Ross. 

Fem minutter senere spillede Tim Prica Kasper Kusk igennem i FC Københavns felt, men højrefodsforsøget fra Kasper Kusk blev reddet af Kamil Grabara. 

Med 10 minutter igen erstattede Malthe Højholt debutant Louka Prip, og fem minutter senere fulgte Marcus Hannesbo, da han kom på banen i stedet for Kristoffer Pallesen. 

Selvom AaB var i overtal og blandt andet kom frem til en stor hovedstødschance til Iver Fossum efter et godt indlæg fra Daniel Granli og et nærgående forsøg fra Malthe Højholt, lykkedes det ikke AaB at score et sejrsmål, og dermed endte de to hold med en pointdeling. 

AaB spiller sæsonens anden kamp på lørdag, hvor FC Midtjylland gæster Aalborg Portland Park kl. 18.00. Det er stadig muligt at sikre sig billet til kampen her. 

Matchfacts - 3F Superliga, 1. spillerunde

FC København-AaB 2-2 (1-1)
37. min 0-1 Louka Prip, 38. min 1-1 Kamil Wilczek, 47. min 2-1 Mohamed Daramy, 69. min 2-2 Kasper Kusk
Advarsler FC København: David Khocholava (19)
Udvisning FC København: Nicolai Boilesen (73)
Advarsler AaB: Magnus Christensen (8)
13.326 tilskuere i Parken

FC København (4-3-3): Kamil Grabara, Peter Ankersen, David Khocholava, Nicolai Boilesen, Victor Kristiansen (65: Kevin Diks), Lukas Lerager, Carlos Zeca (78: Marois Oikonomou), Rasmus Falk, Pep Biel (65: Jens Stage), Kamil Wilczek (78: Jonas Wind), Mohamed Daramy (78: William Bøving). 

AaB (3-4-3): Jacob Rinne, Mathias Ross, Rasmus Thelander, Daniel Granli, Kristoffer Pallesen (85: Marcus Hannesbo), Magnus Christensen (60: Pedro Ferreira), Iver Fossum, Jakob Ahlmann (60: Frederik Børsting), Kasper Kusk, Rufo (60: Tim Prica), Louka Prip (80: Malthe Højholt). 

Dommer: Mads-Kristoffer Kristoffersen

Tags på denne nyhed

AaB TV: Seneste sæsons fire mål mod FCK

18. juli 2021 kl. 09:30 af Rasmus Estrup

I dag kl. 16.00 indleder AaB 3F Superligasæsonen med en udekamp mod FC København. Inden da kan du i dette tilbageblik se sidste sæsons fire fuldtræffere mod københavnerne. 

I efteråret scorede Iver Fossum de to AaB-mål i 2-1-sejren i Parken, og i foråret var det Rasmus Thelander og Marcus Hannesbo, der med to scoringer i første halvleg af forårspremieren bragte AaB foran med 2-0 i en kamp, AaB til sidst tabte 3-2.

Dagens kamp spilles kl. 16.00 i Parken. På grund af de nuværende Covid-19-restriktioner ikke er adgang for udefans til kampe i 3F Superligaen endnu. I stedet kan dagens kamp ses på Canal 9 og Dicovery+ med optakt fra kl. 15.00.  

AaB vil i dag være iklædt den nye andentrøje fra Macron, som kan købes her. 

Tags på denne nyhed

AaB foran sæsonpremiere i Parken

17. juli 2021 kl. 13:23 af Rasmus Estrup

AaB tager i morgen hul på en ny sæson af 3F Superligaen, når Hele Nordjyllands Hold gæster FC København i Parken kl. 16.00.

Cheftræner Martí Cifuentes har udtaget 19 spillere til sæsonpremieren, heriblandt tre mulige AaB-debutanter i Louka Prip, Anders Hagelskjær og Casper Gedsted.

Truppen på 19 spillere, hvor af otte har spillet ungdomsfodbold i AaB, består af:

1 Jacob Rinne, 2 Kristoffer Pallesen, 3 Jakob Ahlmann, 4 Mathias Ross, 5 Daniel Granli, 6 Pedro Ferreira, 8 Iver Fossum, 11 Tim Prica, 14 Malthe Højholt, 15 Anders Hagelskjær, 16 Magnus Christensen, 17 Kasper Kusk, 18 Louka Prip, 22 Andreas Hansen, 25 Frederik Børsting, 26 Rasmus Thelander, 30 Rufo, 32 Casper Gedsted og 35 Marcus Hannesbo.

AaB's skadesliste omfatter Anosike Ementa og Lucas Andersen, mens Milan Makaric afventer en arbejdstilladelse, før han kan være spilleberettiget.

Kampen i morgen er underlagt de gældende Covid-19-retningslinjer, hvorfor udefans endnu ikke er velkommen til kampen. I stedet kan opgøret følges på Canal 9 og Discovery+ med optakt fra kl. 15.00. Alternativt kan opgøret følges i radioen på P3 fra kickoff kl. 16.00.

Tags på denne nyhed
'