AaB måtte nøjes med 0-0 i Silkeborg

1. august 2021 kl. 15:52 af Rasmus Estrup

AaB kunne kun tage et point med hjem fra dagens målløse duel i Silkeborg.

Opgøret begyndte ellers med tre store chancer på tre minutter. Efter få sekunder snød Alexander Lind AaB-forsvaret og spillede Mads Kaalund til afslutning. Heldigvis for AaB-mandskabet reddede Jacob Rinne forsøget fra hjemmeholdet. 

Efter to minutter var AaB uhyre tæt på en scoring, da Rasmus Thelander steg til vejrs på et kantfrispark fra Louka Prip og headede på stolpen, og blot et lille minut senere var Tim Prica i afslutterens rolle, men svenskerens afslutning blev blokeret på stregen af Tobias Salquist. 

Herefter var der længere mellem chancerne, og alvorligt farlige blev mulighederne ikke. Eksempelvis blev en Silkeborg-omstilling afsluttet for svagt af Rasmus Carstensen til at true Jacob Rinne, og langskud fra Louka Prip og Nicolai Vallys sad lige på målmændene i begge ender af banen.  

Midt i første halvleg fik Silkeborg I.F. frispark midt for mål og lige uden for feltet, men igen sad afslutningen lige på AaB's svenske keeper.

Fire minutter før pausefløjtet var Iver Fossum tæt på at bringe AaB i front efter et godt indlæg fra Louka Prip, men nordmandens fine afslutning blev reddet til hjørne af den tidligere AaB-målmand Nicolai Larsen. 

Også anden halvleg bød tidligt på store chancer i begge ender med Silkeborg I.F. som første chanceskaber. Alexander Lind sled sig igennem AaB-defensiven og fik en friløber, men i stedet for at afslutte spillede han bolden ud over baglinjen i et forsøg på at spille en holdkammerat fri. 

Minuttet senere erobrede AaB bolden højt, og det gav en stor kontramulighed, men Louka Prip afsluttede over mål fra distancen. Louka Prip var igen på spil fem minutter senere, hvor hans afslutning sad lige i brystkassen på Nicolai Larsen.

Silkeborg-målmanden måtte også i aktion ti minutter inde i anden halvleg, da et hovedstød fra Tim Prica tvang den tidligere AaB-keeper til at vifte bolden over til et hjørnespark. 

AaB fortsatte de gode takter, og Iver Fossum var centimeter fra at bringe AaB foran med 1-0 på et hovedstød, der desværre blev reddet på stregen efter en flot forsvarsaktion, og kort efter afsluttede Pedro Ferreira lige forbi opstanderen. 

En time inde i kampen fik Nicolai Vallys så pludselig en stor mulighed for hjemmeholdet, men han missede fuldstændig sin frie afslutning midt for mål. 

20 minutter før tid testede indskiftede Stefán Teitur Thórdarson Jacob Rinne fra distancen, og AaB-svenskeren måtte være på plads igen minuttet senere, da Tobias Salquist med et hårdt hovedstød tvang en stor redning frem fra Jacob Rinne.  

I 78. minut kom indskiftede Milan Makaric til et hovedstød på et indlæg fra en anden indskifter, Kasper Kusk, men førstnævntes afslutning gik forbi Silkeborg-målet. 

I tillægstiden var et nærgående langskud fra Pedro Ferreira det tætteste AaB mod slutningen kom på en scoring, og dermed endte kampen 0-0. 

AaB står efter de tre første runder med to point i 3F Superligaen, og Hele Nordjyllands Hold skal igen i aktion på søndag, hvor AaB på et udsolgt Aalborg Portland Park møder AGF kl. 18.00. 

Matchfacts - 3F Superligaen, 3. spillerunde

Silkeborg I.F.-AaB 0-0 (0-0)
Advarsler Silkeborg I.F.: André Calisir (78)
Advarsler AaB: Magnus Christensen (27), Mathias Ross (45), Malthe Højholt (64), Frederik Børsting (73)
3.360 tilskuere på Jysk Park

Silkeborg I.F. (4-3-3): Nicolai Larsen, Rasmus Carstensen, Tobias Salquist, André Calisir, Gustav Dahl, Andreas Oggesen (46: Stefán Teitur Thórdarson), Mark Brink, Mads Kaalund, Sebastian Jørgensen (65: Anders Klynge), Alexander Lind (65: Wessam Abou Ali), Nicolai Vallys (87: Nicklas Røjkjær). 

AaB (3-5-2): Jacob Rinne, Mathias Ross (59: Anders Hagelskjær), Rasmus Thelander, Daniel Granli, Kristoffer Pallesen, Magnus Christensen (46: Pedro Ferreira), Iver Fossum, Malthe Højholt (74: Milan Makaric), Jakob Ahlmann (20: Frederik Børsting), Louka Prip, Tim Prica (59: Kasper Kusk). 

Dommer: Sandi Putros

Tags på denne nyhed

AaB TV: Fire mål i Silkeborg

1. august 2021 kl. 09:11 af Rasmus Estrup

AaB har scoret fire gange på kunstgræsbanen på Jysk Park i klubben to tidligere 3F Superligakampe på stadionet. 

De to første scoringer stod Frederik Børsting og Yann Rolim for i 2018, mens det i 2020 var Kasper Kusk, der nettede to gange. 

Gense de fire scoringer i videoen øverst. 

Dagens kamp i Silkeborg spillede kl. 14.00. Følg med på Canal 9 med optakt fra kl. 13.30. 

Tags på denne nyhed

Trup til duel mod Silkeborg I.F. udtaget

31. juli 2021 kl. 19:00 af Brian Andersen

AaB-cheftræner Martí Cifuentes har efter lørdagens træningspas udtaget følgende 19 spillere:

1 Jacob Rinne, 2 Kristoffer Pallesen, 3 Jakob Ahlmann, 4 Mathias Ross, 5 Daniel Granli, 6 Pedro Ferreira, 8 Iver Fossum, 9 Milan Makaric, 11 Tim Prica, 14 Malthe Højholt, 15 Anders Hagelskjær, 16 Magnus Christensen, 17 Kasper Kusk, 18 Louka Prip, 22 Andreas Hansen, 23 Robert Kakeeto, 25 Frederik Børsting, 26 Rasmus Thelander og 35 Marcus Hannesbo.

Rufo fik et vrid i sit knæ i den seneste kamp mod FC Midtjylland og forventes ude seks-otte uger, ligesom korsbåndsskadede Lucas Andersen er fraværende.

AaB vil til opgøret i Silkeborg bære sørgebind til ære for tidligere bestyrelsesmedlem og formand i AaB A/S, Jørgen Brix Steby, som i den forgangne uge gik bort i en alder af 84 år.

Jørgen Brix Steby var en del af AaB’s bestyrelse i næsten 13 år i perioden 1987-2000 – heraf de sidste tre år som formand.

Der er kickoff på Jysk Park kl. 14.00, og udover på stadion kan dysten følges i Liga på P3 og på Canal 9 fra kl. 13.30.

Tags på denne nyhed

AaB TV: AaB Akademiet på træningslejr

30. juli 2021 kl. 14:14 af Rasmus Estrup

Flere end 100 spillere på AaB Akademiet fra U/13 til U/19 er i øjeblikket i Vildbjerg. 

Her holder AaB Akademiet en samlet træningslejr for alle fem hold, og for hvert mandskab byder programmet på to kampe og to træningspas, samt diverse aktiviteter på kryds og tværs for at styrke fællesskabet på AaB Akademiet. 

I dette indslag fra AaB TV kan du høre mere om turen via interview med AaB's akademichef Anders Damgaard samt akademispillerne Christoffer Donslund og Johan Hvistendahl. 

Tags på denne nyhed

Vidste du om Silkeborg I.F. og AaB…

30. juli 2021 kl. 13:48 af Brian Andersen

- at kampen på søndag er 3F Superligaopgør nummer 75 mellem AaB og Silkeborg I.F.

- at de foregående 74 indbyrdes 3F Superligakampe er endt med 27 sejre til AaB, 24 uafgjorte og 23 nederlag samt en målscore på 106-96 i AaB’s favør.

- at 35 af de 74 kampe har været på udebane, og at ni gange har AaB vundet, 12 er sluttet uafgjort og 14 gange har Silkeborg I.F. taget alle pointene på eget græs. Målscoren lyder på 49-55 med AaB nævnt først.

- at ud af de 74 tidligere indbyrdes 3F Superligakampe har AaB scoret først i 35 tilfælde, hvilket har resulteret i 21 sejre, 11 uafgjorte og tre nederlag. Omvendt har Silkeborg I.F. scoret kampens første mål i 30 tilfælde, hvilket har givet AaB seks sejre, fire uafgjorte og 20 nederlag.

- at AaB og Silkeborg IF også tørnede sammen i 3. spillerunde i 2019/20-sæsonen. Her scorede Tom van Weert to gange og Mikkel Kaufmann en enkelt gang i AaB’s 3-1-sejr.

- at klubberne senest mødte hinanden 16. februar 2020, hvor to scoringer af Kasper Kusk sørgede for en 2-0 gevinst til AaB i Silkeborg.

- at fra den nuværende AaB-trup har udover Kasper Kusk (2 mål) også Frederik Børsting (1) tidligere været på måltavlen for AaB i en 3F Superligakamp mod Silkeborg I.F.

- at klubberne også for 28 år siden – i 1993 – mødtes på datoen 1. august; dengang sluttede dysten i Silkeborg 2-2 efter to AaB-træffere af Henrik Rasmussen.

- at der hidtil er dømt 14 straffespark i 3F Superligakampene mellem AaB og Silkeborg I.F. Ni af dem har været til Silkeborg I.F., de har scoret på otte af dem, mens AaB har scoret på fire af deres fem forsøg fra 11-meter-pletten.

- at kampens dommer er Sandi Putros, der 12 gange tidligere har dømt AaB med otte sejre, to uafgjorte og to nederlag som resultat.

- at Sandi Putros en gang tidligere dømt AaB mod Silkeborg I.F. i 3F Superligaen, hvilket skete 26. februar 2017, hvor et hattrick af Jakub Sylvestr sikrede en 3-0 sejr til AaB i Aalborg.

(Statistisk kilde: danskfodbold.com og aabsport.dk).

Tags på denne nyhed
'