Enorm efterspørgsel på udsolgt kamp

4. august 2021 kl. 15:12 af Rasmus Estrup

Alle billetter til søndagskampen mod AGF blev revet væk, da de blev frigivet i sidste uge. 

Mange fans har siden forgæves forsøgt at få billetter til den store fodboldfest, som AaB i samarbejde med de tre partnere Spar Nord, Aalborg Portland og Det Nordjyske Mediehus har inviteret til for at fejre, at vi igen må fylde Aalborg Portland Park med ca. 10.000 tilskuere. 

- Der har været en kæmpe efterspørgsel på billetter, fordi så mange AaB-fans har ønsket at tage del i vores fodboldfest på søndag. Folk savner fodbold, stadionpølser og fællesskabet omkring AaB’s kampe, og blandt vores partnere kan vi også mærke en stor interesse for at blive en del af Hele Nordjyllands Hold, siger kommerciel direktør Jesper Elkjær.  

- For at give både fans og spillere den bedst tænkelige oplevelse på søndag, opfordrer vi til, at alle med billetter kommer på Aalborg Portland Park på søndag. Er man forhindret, eller har man billetter i overskud, så del dem gerne med folk i egen omgangskreds. Vi skal have fyldt Aalborg Portland Park, siger Jesper Elkjær. 

Det er vigtigt, at billetterne blive delt med personer i ens omgangskreds af hensyn til en eventuel smitteopsporing efter kampen. 

AaB’s kamp mod AGF begynder kl. 18.00 på søndag, og allerede fra kl. 15.00 kan AaB’s fans varme op i den helt nye fanzone med lækker mad, specialøl, livemusik, live-podcast, konkurrencer, en Goal Station Focus 360, en hoppeborg og meget mere.

Tags på denne nyhed

AaB i fodboldstøvler fra Unisport

4. august 2021 kl. 10:00 af Rasmus Estrup

AaB har fået ny guldpartner og ny officiel partner på fodboldstøvler i form af Skandinaviens største online fodboldbutik, Unisport, der har indgået et toårigt guldpartnerskab med Hele Nordjyllands Hold. 

Partnerskabet indebærer blandt andet, at Unisport leverer støvler til AaB’s 3F Superligatrup, og derudover bliver Unisport.dk den eneste online forhandler - foruden www.aabshoppen.dk - af AaB’s nye kamptøj, rejsetøj, indløbstøj og opvarmningstøj fra Macron. 

- Unisport er Skandinaviens største online fodboldshop, og derfor er vi naturligvis glade for, at vores fans nu også kan købe AaB’s officielle spillertøj, træningstøj og rejsetøj på Unisport.dk, når de i forvejen er ved at købe fodboldstøvler til efterårssæsonen, siger AaB’s administrerende direktør Thomas Bælum.

Unisport kommer også til at lave spændende aktiviteter rettet mod AaB’s mange partnerklubber. Blandt andet gennem det nye koncept, Partnerklubbernes Dag, hvor AaB’s mange partnerklubber kan møde Unisport i Fanzonen til en hjemmekamp på Aalborg Portland Park.

Mikkel Sass, Head of Team Sales ved Unisport udtaler: 

- Vi har lige siden vores første møde med AaB følt, at dette partnerskab var et perfekt match. AaB er en stor klub i Danmark, med en stolt historie bag sig og mange trofæer i pokalskabet. Klubbens historie, DNA og mange triumfer går hånd i hånd med Unisports vision om at gøre fodbolddrømme til virkelighed. Netop dette er noget vi særligt ser frem til at udleve med Hele Nordjyllands Hold.

- Allerede nu har vi oplevet stor interesse for AaB-produkterne på vores hjemmeside, så vi har store forventninger til de kommende sæsoner. Vi ser store muligheder sammen med Hele Nordjyllands Hold, deres partnerklubber og fans, og vi ser frem til et godt partnerskab, siger Mikkel Sass.

AaB’s guldpartnerskab med Unisport løber i første omgang til sommeren 2023.

Tags på denne nyhed

AaB indgår guldpartnerskab med Aalborg Lufthavn

3. august 2021 kl. 10:00 af Rasmus Estrup

AaB og Aalborg Lufthavn har indgået en etårig guldpartneraftale. Aftalen betyder blandt andet, at Aalborg Lufthavn bliver afsender på AaB’s nye koncept for klubbesøg, hvor AaB’s 118 partnerklubber på skift inviteres til kamp på Aalborg Portland Park. 

- Aalborg Lufthavn har stor betydning for Nordjylland, og derfor er vi stolte over at indgå et guldpartnerskab med lufthavnen, siger AaB’s administrerende direktør Thomas Bælum. 

- Sammen med Aalborg Lufthavn glæder vi os til at søsætte vores nye koncept omkring klubbesøg, hvor vi til vores hjemmekampe på Aalborg Portland Park vil invitere forskellige partnerklubber, så klubbernes unge fodboldspillere får flere gode fodboldoplevelser, siger Thomas Bælum. 

Hos Aalborg Lufthavn glæder man sig ligeledes over samarbejdet. 

- Aalborg Lufthavn er hele Nordjyllands lufthavn, og derfor er det naturligt, at vi indgår et guldpartnerskab med Hele Nordjyllands Hold. Vi håber, partnerskabet medfører, at vi får skabt nogle gode oplevelser for de mange nordjyske fodboldspillere i AaB’s mange partnerklubber, siger Rikke Mølgaard, salgs- og marketingdirektør i Aalborg Lufthavn. 

Aalborg Lufthavn og AaB har sammen inviteret partnerklubberne Støvring I.F. og Frem Skørping I.F. til det første klubbesøg på Aalborg Portland Park til søndagens kamp mod AGF.

Tags på denne nyhed

AaB TV: Sammendrag af Silkeborg I.F.-AaB

2. august 2021 kl. 07:33 af Rasmus Estrup

Se sammendrag af AaB's uafgjorte udekamp mod Silkeborg I.F., der sluttede 0-0 i går. 

Allerede fra start bød opgøret på store muligheder, hvor Jacob Rinne først måtte tage sig af en friløber, inden Rasmus Thelander headede på stolpen og Tim Prica fik en afslutning blokeret tæt på mål. 

Senere i første halvleg havde Iver Fossum et farligt hovedstød, som Nicolai Larsen reddede, og i anden halvleg trykkede Louka Prip af et par gange, inden Tim Prica tvang Nicolai Larsen til endnu en fin redning, og Iver Fossum måtte se sit hovedstød reddet på stregen. 

Nicolai Vallys og Tobias Salquist kom også til et par muligheder for hjemmeholdet, men en misset afslutning og en flot redning af Jacob Rinne kom i vejen for hjemmeholdet, og da AaB heller ikke slog til i modsatte ende, sluttede kampen 0-0. 

Tags på denne nyhed