Designa opgraderer til guldpartnerskab med AaB

24. august 2021 kl. 09:20 af Rasmus Estrup

Igennem flere år har AaB og Designa, der er Danmarks største privatejede køkkenfabrik, samarbejdet. Til denne sæson og de følgende to sæsoner er samarbejdet med Designa Aalborg nu øget til et guldpartnerskab.

Det sker blandt andet for at støtte AaB Akademiet, hvorigennem Designa Aalborg bliver afsender på en ny pris: Årets Partnerklub.  

Fremadrettet vil en jury bestående af blandt andre AaB’s akademichef, Anders Damgaard, og AaB’s administrerende direktør, Thomas Bælum, samt repræsentanter fra AaB’s partnerklubber kåre Årets Partnerklub blandt AaB’s 118 partnerklubber.  

- Efter flere års samarbejde med Designa Aalborg glæder vi os over, at vi nu har intensiveret partnerskabet til et guldpartnerskab, og vi ser i særdeleshed frem til at kunne sætte yderligere fokus på vores mange nordjyske partnerklubber gennem denne nye pris, Årets Partnerklub, siger AaB’s administrerende direktør Thomas Bælum.  

Johnny Thomsen, der er indehaver af blandt andet Designa Aalborg, udtaler:  

 - Vi har længe haft et godt samarbejde med AaB, og for os har det været vigtigt at støtte talentudviklingen på AaB Akademiet. Derfor er det enormt glædeligt, at vi kan blive afsender på en pris, der retter fokus mod AaB’s 118 partnerklubber, hvor talentudviklingen starter, siger Johnny Thomsen. 

Designa Aalborg vil i forbindelse med Partnerklubbernes Dag, der finder sted søndag 3. oktober mod SønderjyskE, overrække prisen til vinderen af Årets Partnerklub 2021.   

Tags på denne nyhed

Noshe udtaget til U/16-landsholdet

23. august 2021 kl. 15:47 af Rasmus Estrup

15-årige Anders Noshe, der spiller højre kant på AaB's U/17 Ligahold, er udtaget til træningssamling med U/16-landsholdet. 

Det nye U/16-landshold samles i Vildbjerg fra 3. september til 5. september, og det er første landsholdsudtagelse for Anders Noshe. 

Tags på denne nyhed

AaB nærmer sig 3.500 sæsonkortholdere

23. august 2021 kl. 14:40 af Rasmus Estrup

Aldrig før har AaB haft så mange sæsonkortholdere, som det er tilfældet nu, hvor 3.451 AaB-fans i skrivende stund har sæsonkort til Aalborg Portland Park. 

Tegn et sæsonkortabonnement nu og vær med til at nå 3.500 sæsonkortholdere inden AaB's næste hjemmekamp, der spilles på fredag kl. 19.00 mod FC Nordsjælland. 

Du kan blive sæsonkortholder med et sæsonkortabonnement fra kun 85 kr. om måneden for voksne og 45 kr. om måneden for børn. Bliv sæsonkortholder her. 

For et nytegnet abonnement er der seks måneders binding fra tegningsdatoen. Herefter kan du opsige abonnementet med et varsel på løbende måned + 1 måned.

Bliver du sæsonkortholder til Complea Tribunen, får du din egen fast siddeplads til hver af AaB's hjemmekampe. Tegner du derimod sæsonkort til Vesttribunen eller 3F Tribunen skal du til fredagens kamp hente din billet online på www.billet.aabsport.dk, da de tribuner sædvanligvis er unummererede, men til denne kamp kræver en fast plads på grund af Covid-19-retningslinjerne. 

Kom i fanzonen på fredag

Igen på fredag kan du kigge forbi AaB's nye fanzone uden for Aalborg Portland Park. Fanzonen åbner kl. 16.30, og der vil være mulighed for at købe AaB-merchandise, lækker mad fra Bogø Sandwich og specialøl fra Royal Unibrew. 

Derudover vil der i Royal Unibrew-baren også være tilbud på lækre cocktails, som på fredag koster 40 kr. 

Endelig er der også livemusik, en hoppeborg og liveinterviews med AaB-profiler. 

Tags på denne nyhed

ATTENFEMOGFIRS er nu på gaden

23. august 2021 kl. 13:22

I dag har en ny streetwear-kollektion ramt AaB Shoppen. Brandet ATTENFEMOGFIRS er AaB's nye streetwear-mærke, som gør det muligt at vise tilhørsforholdet på til både hverdage og kampdage.

Kollektionen er fyldt med en masse flotte designs og fede detaljer. Tøjet fra ATTENFEMOGFIRS kan genkendes på det unikke logo, som altid er syet ind i nakken således, at personen, der har plads bag dig på tribunen altid kan spotte ATTENFEMOGFIRS-logoet og dit tilhørsforhold.

Som medlem af AaB Shoppen+ har du forkøbsret frem til torsdag, og på fredag kan du til AaB-FC Nordsjælland købe tøjet i AaB Shoppen i både fanzonen og foyeren. 

Er du endnu ikke medlem af AaB Shoppen+ kan du tilmelde dig herunder.

Tags på denne nyhed

Stærk U/19 Ligasejr over FC Midtjylland

23. august 2021 kl. 09:32 af Rasmus Estrup

U/19 Ligaen: FC Midtjylland-AaB 1-4

AaB’s U/19 Ligamandskab fik i dén grad revancheret nederlaget i sæsonpremieren, da AaB Akademiets ældste årgang fredag besøgte og besejrede FC Midtjylland.

Trods en stor chance til hjemmeholdet i starten, var det AaB-holdet, der efter blot tre minutter var foran med 2-0. Første scoring faldt to minutter inde i kampen, da Christoffer Ravn bragte AaB foran med 1-0 på en ripost fra en afslutning fra Oliver Ross efter indlæg fra Casper Gedsted.

Oliver Ross var selv manden med målet til 2-0 i det tredje minut, da Vladimir Prijovic slog et indlæg ind til Jakob Gaardsøe, som serverede bolden for Oliver Ross.

Efter 18 minutter spillede Gustav Dahl bolden i dybden til Jakob Gaardsøe, som med sin anden assist fandt Oliver Ross, der flot sparkede sit andet mål i nettet til 3-0.

En god halv times tid inde i kampen kom Jakob Gaardsøe selv på måltavlen, da han pressede bolden fra FC Midtjylland-målmanden og sendte læderet ind i et tomt net til 4-0.

Lige inden pausen reducerede FC Midtjylland til 4-1, og det gav hjemmeholdet lidt momentum i starten af anden halvleg, men med en udvisning til FC Midtjylland ca. ti minutter efter pausen kunne AaB sikkert og disciplineret køre 4-1-sejren hjem.

- Rent taktisk spillede vi rigtig klogt. Vores presspil var tilpas varierende, og vi var gode i vores omstillinger. Og så fik vi selvfølgelig selvtillid med to mål efter tre minutter, siger U/19 Ligatræner Kim Leth Andersen, der også især roser disciplinen i anden halvleg.

- Spillerne var frustrerede over FC Midtjyllands reduceringsmål i tillægstiden til første halvleg, men i anden halvleg stod vi klogt på banen, og da vi blev en mand i overtal, formåede vi at dræbe kampen med en flot seniorpræget præstation, hvor vi spillerne imponerede med en taktisk disciplineret indsats, siger U/19 Ligatræner Kim Leth Andersen.

AaB har nu tre point efter to kampe i U/19 Ligaen, og på lørdag gælder det en udekamp mod Randers Freja FC.

U/17 Ligaen: FC Midtjylland-AaB 3-0

I U/17 Ligaen lykkedes det ikke for AaB-holdet at følge op på den gode udesejr i Lyngby. I stedet blev det til et 3-0-nederlag på udebane mod FC Midtjylland.

Det var et svækket AaB-hold, der gik ind til kampen, men efter en tæt og duelpræget indledning ramte AaB træværket, inden FC Midtjylland kort før pausen bragte sig foran med 1-0 ved et kantfrispark, der blev headet i nettet.

I pausen måtte et par AaB-spillere udgå, og seks minutter inde i anden halvleg blev det også 2-0 til hjemmeholdet.

Herfra blev AaB-mandskabet presset yderligere, og trods en stor arbejdsindsats fra spillerne lukkede FC Midtjylland fredagskampen med den sidste scoring til 3-0 efter 69 minutter.

- Vi tabte til et hold, der var bedre end os på dagen, og især i anden halvleg havde vi det svært. Men alle spillerne kæmpede bravt hele vejen igennem, og det var en fornøjelse at se den arbejdsindsats, siger U/17 Ligatræner Jonas Nødbak Petersen.

- Derudover er det også positivt, at vores opbygningsspil fungerede fint, men desværre manglede vi skarpheden på sidste tredjedel af banen, siger U/17 Ligatræneren.

AaB’s U/17 Ligahold har ligeledes tre point efter to runder. Næste kamp i U/17 Ligaen spilles på søndag kl. 13.00 på hjemmebane mod Randers Freja FC.

Tags på denne nyhed
'