AaB vinder 2-0 i forrygende kulisse
På et udsolgt Aalborg Portland Park med en masse veloplagte fans vandt AaB søndag aften 2-0 over AGF. Iver Fossum og Mathias Ross scorede målene.
Stemningen var formidabel på et udsolgt Aalborg Portland Park, da AaB søndag aften besejrede AGF med 2-0.
Det var ellers AGF, der først viste sig frem, da Jon Thorsteinsson efter to minutter sparkede i muren på et frispark lige uden for feltet, men AGF fastholdt kuglen, og ti sekunder senere havde Jon Thorsteinsson en ny chance, da han fra en position inde i AaB-feltet ramte overliggeren.
Inden længe fik AaB bedre og bedre fat om kuglen, men i første halvdel af første halvleg blev det blot til en række indlæg uden gevinst.
Gevinsten kom dog efter 31 minutter. Milan Makaric brød igennem over højresiden og slog et godt indlæg ind mod Louka Prip, der lige nøjagtig ikke kunne nå frem til læderet. I stedet angreb Frederik Børsting kuglen, og han fik tacklet bolden over i fødderne på Iver Fossum, der køligt sparkede AaB foran med 1-0.
Efter pausen var AGF igen først til at komme til afslutning, da Gift Links sparkede forbi fra AaB-feltet.
Fem minutter inde i anden halvleg blev den nordjyske føring så fordoblet. Iver Fossum slog et hjørnespark ind omkring straffesparkspletten, hvor Mathias Ross stod klar og sparkede kuglen i nettet til 2-0.
En håndfuld minutter senere var AaB tæt på endnu en scoring. En hælaflevering fra Milan Makaric sendte bolden videre til Malthe Højholt, som gav læderet til Frederik Børsting, der afsluttede på kassen, men måtte se Jesper Hansen redde forsøget.
Efter en times spil kombinerede AaB sig flot frem til endnu en stor chance. Det gode opspil førte til et indlæg fra Kristoffer Pallesen, som sendte indlægget ind i panden på Malthe Højholt. Desværre var stolpen i vejen for Malthe Højholts hovedstød.
72 minutter inde i kampen var Malthe Højholt igen på spil i kølvandet på et afværget kantfrispark fra Iver Fossum. Malthe Højholt trak ind i feltet og tog sigte, men afslutningen blev afrettet til et hjørnespark.
I modsatte ende var AGF kort efter tæt på en reducering efter netop et hjørnespark, men Patrick Mortensens hovedstød blev flot reddet af Jacob Rinne.
AGF forsøgte deres jagt på en reducering i de følgende minutter med en forbier langt udefra og et par indlæg, som alle blev dirigeret i favnen på Jacob Rinne.
I 90. minut var AGF tæt på i to omgange. Først headede Alexander Munksgaard på stolpen fra nært hold efter et hjørnespark, og senere måtte Jacob Rinne hive en flot redning frem, da han var alene med Dawid Kurminowski.
Med en stor arbejdsindsats og en svensk mur i form af Jacob Rinne formåede AaB at holde buret rent og sikre en sejr på 2-0.
Med sejren står AaB med fem point efter de første fire runder, hvilket i skrivende stund rækker til en femteplads i 3F Superligaen.
AaB's næste kamp i 3F Superligaen spilles mandag 16. august kl. 19.00 på udebane mod Vejle Boldklub.
Matchfacts - 3F Superligaen, 4. spillerunde
AaB-AGF 2-0 (1-0)
32. min 1-0 Iver Fossum, 51. min 2-0 Mathias Ross
Advarsler AaB: Jakob Ahlmann (79), Rasmus Thelander (85)
Advarsler AGF: Oliver Lund (5), Jon Thorsteinsson (11), Nicolai Poulsen (29), Yann Bisseck (72)
7.903 tilskuere på Aalborg Portland Park
AaB (3-5-2): Jacob Rinne, Mathias Ross, Rasmus Thelander, Daniel Granli, Kristoffer Pallesen, Iver Fossum, Pedro Ferreira, Malthe Højholt (85: Marcus Hannesbo), Frederik Børsting (65: Jakob Ahlmann), Milan Makaric (76: Tim Prica), Louka Prip (85: Magnus Christensen).
AGF (3-4-3): Jesper Hansen, Oliver Lund (67: Thomas Kristensen), Yann Bisseck, Frederik Tingager (81: Alexander Ammitzbøll), Anthony D'Alberto (67: Albert Grønbæk), Nicolai Poulsen, Patrick Olsen, Eric Kahl, Jon Thorsteinsson (67: Patrick Mortensen), Dawid Kurminowski, Gift Links (Alexander Munksgaard).
Dommer: Jørgen Daugbjerg Burchardt