AaB’s U/19 Ligahold vandt fredag 4-1 på udebane over FC Midtjylland, mens det blev til et nederlag til AaB's U/17 Ligahold.
U/19 Ligaen: FC Midtjylland-AaB 1-4
AaB’s U/19 Ligamandskab fik i dén grad revancheret nederlaget i sæsonpremieren, da AaB Akademiets ældste årgang fredag besøgte og besejrede FC Midtjylland.
Trods en stor chance til hjemmeholdet i starten, var det AaB-holdet, der efter blot tre minutter var foran med 2-0. Første scoring faldt to minutter inde i kampen, da Christoffer Ravn bragte AaB foran med 1-0 på en ripost fra en afslutning fra Oliver Ross efter indlæg fra Casper Gedsted.
Oliver Ross var selv manden med målet til 2-0 i det tredje minut, da Vladimir Prijovic slog et indlæg ind til Jakob Gaardsøe, som serverede bolden for Oliver Ross.
Efter 18 minutter spillede Gustav Dahl bolden i dybden til Jakob Gaardsøe, som med sin anden assist fandt Oliver Ross, der flot sparkede sit andet mål i nettet til 3-0.
En god halv times tid inde i kampen kom Jakob Gaardsøe selv på måltavlen, da han pressede bolden fra FC Midtjylland-målmanden og sendte læderet ind i et tomt net til 4-0.
Lige inden pausen reducerede FC Midtjylland til 4-1, og det gav hjemmeholdet lidt momentum i starten af anden halvleg, men med en udvisning til FC Midtjylland ca. ti minutter efter pausen kunne AaB sikkert og disciplineret køre 4-1-sejren hjem.
- Rent taktisk spillede vi rigtig klogt. Vores presspil var tilpas varierende, og vi var gode i vores omstillinger. Og så fik vi selvfølgelig selvtillid med to mål efter tre minutter, siger U/19 Ligatræner Kim Leth Andersen, der også især roser disciplinen i anden halvleg.
- Spillerne var frustrerede over FC Midtjyllands reduceringsmål i tillægstiden til første halvleg, men i anden halvleg stod vi klogt på banen, og da vi blev en mand i overtal, formåede vi at dræbe kampen med en flot seniorpræget præstation, hvor vi spillerne imponerede med en taktisk disciplineret indsats, siger U/19 Ligatræner Kim Leth Andersen.
AaB har nu tre point efter to kampe i U/19 Ligaen, og på lørdag gælder det en udekamp mod Randers Freja FC.
U/17 Ligaen: FC Midtjylland-AaB 3-0
I U/17 Ligaen lykkedes det ikke for AaB-holdet at følge op på den gode udesejr i Lyngby. I stedet blev det til et 3-0-nederlag på udebane mod FC Midtjylland.
Det var et svækket AaB-hold, der gik ind til kampen, men efter en tæt og duelpræget indledning ramte AaB træværket, inden FC Midtjylland kort før pausen bragte sig foran med 1-0 ved et kantfrispark, der blev headet i nettet.
I pausen måtte et par AaB-spillere udgå, og seks minutter inde i anden halvleg blev det også 2-0 til hjemmeholdet.
Herfra blev AaB-mandskabet presset yderligere, og trods en stor arbejdsindsats fra spillerne lukkede FC Midtjylland fredagskampen med den sidste scoring til 3-0 efter 69 minutter.
- Vi tabte til et hold, der var bedre end os på dagen, og især i anden halvleg havde vi det svært. Men alle spillerne kæmpede bravt hele vejen igennem, og det var en fornøjelse at se den arbejdsindsats, siger U/17 Ligatræner Jonas Nødbak Petersen.
- Derudover er det også positivt, at vores opbygningsspil fungerede fint, men desværre manglede vi skarpheden på sidste tredjedel af banen, siger U/17 Ligatræneren.
AaB’s U/17 Ligahold har ligeledes tre point efter to runder. Næste kamp i U/17 Ligaen spilles på søndag kl. 13.00 på hjemmebane mod Randers Freja FC.