Spar 60 procent på Allez Allez-kollektionen

13. april 2021 kl. 11:23 af Rasmus Estrup

I denne uge kan du i AaB Shoppen spare op til 360 kr. på alt tøj fra Allez Allez-kollektionen, der er skabt gennem et samarbejde mellem AaB's fans, AaB og Streetammo. 

Tilbuddet dækker over: 
- Hoodie - sat ned fra 600 kr. til 240 kr. 
- Trackjacket - sat ned fra 600 kr. til 240 kr.
- Trackpants - sat ned fra 500 kr. til 200 kr. 

Tilbuddet gælder ugen ud, eller så længe lager haves. Og det er med at at være på dupperne, for der er kun få størrelser tilbage. 

Så hop ind på aabshoppen.dk med det samme. 

Husk i øvrigt, at der er fordele at hente, hvis du tilmelder dig AaB Shoppen+. Læs mere og tilmeld dig her. 

Tags på denne nyhed

AaB TV: Lyngby Boldklub-AaB 2-2

13. april 2021 kl. 07:21 af Rasmus Estrup

AaB spillede mandag aften 2-2 på udebane mod Lyngby Boldklub. I videoen øverst kan du se et fyldigt sammendrag af den chancerige kamp. 

Med adskillige fornemme redningsaktioner fra Jacob Rinne gik holdene målløst til pause, og tidligt i anden halvleg scorede Mathias Ross AaB's 3F Superligamål nummer 1.500, da han headede AaB i front. 

Få minutter senere udlignede Magnus Warming for hjemmeholdet, og straks efter kom Lyngby Boldklub foran på en scoring fra Emil Nielsen. 

I tillægstiden scorede Iver Fossum et fremragende mål direkte på frispark til slutresultat 2-2. 

Resultatet betyder, at AaB ligger på førstepladsen i 3F Superligas Kvalifikationsspil med 32 point efter 24 spillerunder. 

Tags på denne nyhed

Frisparkskasse fra Fossum sikrer point i Lyngby

12. april 2021 kl. 21:01 af Rasmus Estrup

Med et pragtfuldt frisparksmål af Iver Fossum i tillægstiden snuppede AaB 2-2 og det ene point på udebane mod Lyngby Boldklub. Forinden havde Jacob Rinne disket op med adskillige store redninger, Mathias Ross havde headet AaB foran tidligt i anden halvleg, og Lyngby Boldklub havde med to hurtige scoringer bragt sig på 2-1. Pointdelingen betyder, at AaB ligger på førstepladsen i Kvalifikationsspillet med 32 point. 

Opgøret begyndte med en høj intensitet, og med Lyngby Boldklub som det klart mest angribende mandskab, der i de første fem minutter havde to afslutninger lige uden for feltet, men begge afslutninger sad uden for målrammen. 

Efter 12 minutter satte et boldtab fra Jacob Rinne gang i en omstilling for Lyngby Boldklub, og inde i feltet afsluttede Emil Nielsen kompetent mod nærmeste målhjørne, men den svenske keeper var på plads med en flot redning. Den første af mange, skulle det vise sig. 

AaB's første farlige forsøg kom direkte på et hjørnespark fra Kasper Kusk. Bolden blev farligt taget med af medvinden og ramte overliggeren. 

18 minutter inde i kampen fik hjemmeholdet en ny stor chance, da Emil Nielsen fra højrekanten spillede bolden på tværs til en helt fri Jens Martin Gammelby, der dog manglede præcision i sin afslutning, som endte forbi AaB-buret. 

Lyngby Boldklub fortsatte med skabe chancer, men Jacob Rinne stod i flere omgange flot i vejen. Efter 26 minutter leverede målmanden en fin redning, da Kevin Tshiembe afsluttede mod fjerneste hjørne fra distancen, og fem minutter senere tryllede Jacob Rinne endnu en fornem redning frem, da Jens Martin Gammelby afsluttede resolut mod nærmeste stang, men AaB-keeperen nåede helt ned til stolperoden med handskerne. 

Efter 33 minutter brillerede AaB-målmanden for fjerde gang i kampen. Emil Nielsen sigtede fra kanten af feltet mod fjerneste målhjørne, men Jacob Rinne nåede flot op og viftede med fingerspidserne kuglen op på overliggeren. 

Hjemmeholdet kom frem til endnu et par afslutninger, der gik forbi AaB-målet, inden AaB mod første halvlegs afslutning endelig kom frem til et par gode muligheder. 

Først fik Iver Fossum korrekt fik en scoring annulleret i modsatte ende, da han efter en god omstilling blev fanget offside på en afgørende aflevering fra Kasper Kusk. 

Martin Samuelsen sendte kort efter en afslutning fra distancen forbi Lyngby-målet, og i første halvlegs sidste minut kanonerede Kristoffer Pallesen læderet på stolpen, hvorefter AaB fastholdt angrebet, der endte med et hovedstød fra Kasper Kusk, som gik forbi. 

Tidligt i anden halvleg fik Lyngby Boldklub spillet sig frem til endnu en afslutning, men denne gang pressede Mathias Ross Emil Kornvig til at sparke forbi. 

AaB's første forsøg efter pausen tilfaldt netop Mathias Ross, som steg til vejrs på et hjørnespark fra Kasper Kusk, men forsvarsspillerens hovedstød voldte ikke problemer for målmand Thomas Mikkelsen. 

AaB's hidtil bedste mulighed tilfaldt Iver Fossum efter 54 minutter, da flot forarbejde fra Magnus Christensen og Kasper Kusk satte AaB-topscoreren op til en fri afslutning. Nordmanden sparkede fladt mod fjerneste stang, men Thomas Mikkelsen reddede flot til hjørne. 

Dette hjørnespark slog Kasper Kusk igen ind i panden på Mathias Ross, som denne gang headede kuglen i nettet til en nordjysk føring på 1-0. Målet var desuden AaB's scoring nummer 1.500 i 3F Superligaen. 

Føringen varede kun indtil 63. minut, da en Lyngby-afslutning blev blokeret og havnede hos indskiftede Magnus Warming, som sikkert udplacerede den ellers velspillende AaB-keeper og gjorde det til 1-1. 

Straks efter lykkedes det igen hjemmeholdet at udplacere Jacob Rinne og gøre det til 2-1. Det skete, da Mathias Hebo med en pasning ind i AaB-feltet fandt en helt fri Emil Nielsen, som efter et træk var alene med den svenske målmand og prikkede bolden over stregen. 

Med lidt mindre end 20 minutter tilbage måtte Jacob Rinne igen tage arbejdshandskerne på, da Kasper Jørgensen fik en god mulighed, men som flere gange i første halvleg reddede målmanden flot. 

For at jagte flere mål var Rufo, Tim Prica, Frederik Børsting, Tom van Weert og Marcus Hannesbo blevet skiftet ind, men de nordjyske gæster havde svært ved at spille sig til chancer. 

I stedet kom Lyngby-indskifteren Frederik Gytkjær til afslutning udefra efter 84 minutter, men igen var Jacob Rinne på plads. 

I tillægstiden fik AaB et frispark i en god position lige uden for feltet, og med et fremragende spark sendte Iver Fossum kuglen helt op i hjørnet til slutresultatet 2-2.

Dermed ligger AaB på førstepladsen i 3F Superligaens Kvalifikationsspil med 32 point efter 24 runder. 

AaB spiller igen allerede på fredag på udebane mod Vejle Boldklub. 

Matchfacts - 3F Superligaen, Kvalifikationsspil, 24. spillerunde

Lyngby Boldklub-AaB 2-2 (0-0)
55. min 0-1 Mathias Ross, 63. min 1-1 Magnus Warming, 66. min 2-1 Emil Nielsen, 90. min 2-2 Iver Fossum
Advarsler Lyngby Boldklub: Jens Martin Gammelby (45)
Advarsler AaB: Rasmus Thelander (58)

Lyngby Boldklub (4-3-3): Thomas Mikkelsen, Kasper Jørgensen (74: Lasse Fosgaard), Kasper Enghardt, Kevin Tshiembe, Svenn Crone, Mathias Hebo, Marcel Rømer, Emil Kornvig (61: Frederik Gytkjær), Emil Nielsen (85: Magnus Kaastrup), Victor Torp (85: Christian Greko Jakobsen), Jens Martin Gammelby (46: Magnus Warming).

AaB (3-4-3): Jacob Rinne, Mathias Ross, Rasmus Thelander, Daniel Granli (71: Tom van Weert), Kristoffer Pallesen, Pedro Ferreira, Magnus Christensen (71: Rufo), Jakob Ahlmann (84: Marcus Hannesbo), Kasper Kusk (61: Frederik Børsting), Iver Fossum, Martin Samuelsen (61: Tim Prica). 

Dommer: Morten Krogh

Tags på denne nyhed

AaB TV: Tre udvalgte mål mod Lyngby Boldklub

12. april 2021 kl. 11:15 af Rasmus Estrup

I aften kl. 19.00 spiller AaB på udebane mod Lyngby Boldklub. Inden da kan du i dette tilbageblik se tre tidligere fuldtræffere mod dagens modstander. 

Se blandt andet Thomas Augustinussens første scoring efter sin tilbagevenden fra østrigsk fodbold i 2011, Lucas Andersens første 3F Superligamål for AaB og Kasper Kusks soloscoring fra første kamp uden tilskuere på Aalborg Portland Park i 2020.

Dagens kamp mod Lyngby Boldklub kan ses på TV3 Sport med optakt fra kl. 18.00. 

Tags på denne nyhed
'