Det var kun AaB’s U/19 Ligahold, der kom hjem med point, da U/15 Ligaholdet, U/17 Ligaholdet og U/19 Ligaholdet i weekenden var i Brøndby.
U/19 Ligaen: Brøndby I.F.-AaB 1-1
AaB indledte opgøret på udebane mod Brøndby I.F. godt, og efter blot to minutter kom de nordjyske gæster foran, da et præcist indlæg fra Benedikt Axelsson blev headet flot i mål af Oliver Ross.
AaB fortsatte gennem første halvleg med at skabe mange åbne chancer, mens Brøndby I.F. blev holdt fra store tilbud, men AaB-spillerne formåede ikke at bringe sig yderligere foran.
Det lykkedes heller ikke i starten af anden halvleg, hvor AaB fortsatte med at presse hjemmeholdet og skabe masser af muligheder.
I løbet af anden halvleg kom Brøndby I.F. bedre med i kampen, og ti minutter før tid udlignede de til slutresultatet 1-1, da et overliggerskud røg tilbage til en Brøndby-spiller, som sendte den ind.
- I forhold til vores præstation, arbejdsmoral og kvalitet i opbygningsspillet, så leverede vi rigtig godt, og vi har ikke skabt så mange chancer tidligere i sæsonen. Det er vildt, at vi ikke scorede mere end et mål, siger U/19 Ligatræner Kim Leth Andersen.
- Vi spillede Brøndby I.F., som de skal spilles. Vi spillede rundt om deres presspil og havde god styring på kampen, men igen var det mangel på kynisme i de rigtige situationer, der blev afgørende, siger Kim Leth Andersen.
AaB ligger på nuværende tidspunkt på syvendepladsen i U/19 Ligaen og spiller sin næste kamp på lørdag på udebane mod Esbjerg fB.
U/17 Ligaen: Brøndby I.F.-AaB 7-0
Det var lidt af en øretæve, AaB’s U/17 Ligahold løb ind i, da holdet lørdag var oppe i mod rækkens andenplads, Brøndby I.F.
Det gulblusede hjemmehold var chanceskabende fra start og misbrugte også et straffespark, inden de midtvejs i første halvleg kom på tavlen.
Med to scoringer yderligere - heriblandt et straffesparksmål - lød pausestillingen på 3-0, og tidligt i anden halvleg bragede hjemmeholdet sig også på 4-0.
Efter en time blev det 5-0, og med to scoringer i de sidste minutter endte opgøret med en 7-0-sejr til Brøndby I.F.
- Brøndby I.F. var rigtig gode. Offensivt dominerede de og fik sat os af i flere en-mod-en-situationer. De scorede også nogle flotte mål, og de fik vist, hvad det vil sige, at være et tophold i U/17 Ligaen, siger U/17 Ligatræner Nikolaj Hørby.
- Statistisk kan vi se, at vi havde bolden lige meget, men de får bare skabt meget mere end os på bolden, så det eneste, vi kan gøre nu, er at ramme en højere kvalitet på træningsbanen, så vi kan finde det niveau, der skal være i kampene, siger Nikolaj Hørby.
AaB er på 12. pladsen i U/17 Ligaen før næste kamp, der spilles i Esbjerg på lørdag.
U/15 Ligaen: Brøndby I.F.-AaB 4-0
Også i U/15 Ligaen blev det til et nederlag i Brøndby. Hjemmeholdet dominerede opgøret, og efter 10 minutter blev et straffespark sparket på stolpen og riposten sendt ind til 1-0.
Midt i første halvleg blev føringen fordoblet, og kort inde i anden halvleg blev det også 3-0 til Brøndby I.F.
Kort før tid blev sidste punktum for kampen sat, da 4-0-scoringen blev sat ind.
AaB’s U/15 Ligahold skal ligeledes til Esbjerg på lørdag, og inden det opgør er AaB på 11. pladsen.