Hurtigt overblik: Sådan går du til kamp

30. april 2021 kl. 13:05 af Martin Stigaard Skammelsen

Der er fuldt hus på Aalborg Portland Park, når AaB i dag møder Lyngby Boldklub kl. 18.05. Og ligesom til seneste hjemmekamp er der i forbindelse med genåbningen for tilskuere i 3F Superliga få, men enkle, retningslinjer, der skal følges og overholdes, for at man som tilskuer kan få adgang til tribunerne.

En af dem er, at der ikke er adgang for udefans. Det gælder både på Aalborg Portland Park, og når AaB spiller på udebane. 

På vores nye kampdag-side her på aabsport.dk har vi kort og enkelt samlet svar på de mest spurgte spørgsmål, blandt andet vedrørende billetkøb, sæsonkort, og coronapas, samt ankomst og afgangstider.

AaB TV: Sæsonens fem mål mod Lyngby Boldklub

30. april 2021 kl. 08:32 af Rasmus Estrup

I aften gæster Lyngby Boldklub Aalborg Portland Park. Det er klubbernes fjerde møde i sæsonen, og inden aftenens duel kan du i dette tilbageblik se de fem mål, AaB har scoret i løbet af de tre tidligere møder. 

Se blandt andet to scoringer fra Kasper Kusk, to kasser fra Iver Fossum - heriblandt det flotte frisparksmål fra seneste møde - og et hovedstødsmål af Mathias Ross. 

Der er udsolgt til dagens kamp, som spilles kl. 18.05, og har du ikke billet til opgøret, kan det følges på TV3 Sport. 

Tags på denne nyhed

Trup udtaget til udsolgt opgør mod Lyngby Boldklub

29. april 2021 kl. 16:59 af Brian Andersen

Klubberne mødtes også med modsat fortegn 12. april, hvor det sluttede 2-2 på Lyngby Stadion.

AaB jagter en sejr i bestræbelserne på at sikre sig førstepladsen i Kvalifikationsspillet, hvilket i givet fald vil betyde en playoff-kamp om en europæisk billet. Fem spillerunder resterer.

Efter torsdagens træningspas har cheftræner Martí Cifuentes udtaget følgende 19 navne:

1 Jacob Rinne, 2 Kristoffer Pallesen, 3 Jakob Ahlmann, 4 Mathias Ross, 6 Pedro Ferriera, 8 Iver Fossum, 9 Tom van Weert, 10 Lucas Andersen, 11 Tim Prica, 14 Malthe Højholt, 16 Magnus Christensen, 17 Kasper Kusk, 18 Martin Samuelsen, 22 Andreas Hansen, 23 Robert Kakeeto, 25 Frederik Børsting, 26 Rasmus Thelander, 31 Daniel Granli og 35 Marcus Hannesbo.

Rufo er ude med en mindre muskelskade, mens Oscar Hiljemark har trænet med i indeværende uge og ikke er langt fra at være kampklar.

Bemærk at kun hjemmeholdets fans har adgang til kampen, der i morgen aften kan følges i Liga på P3 og på TV3 Sport fra kl. 18.00 med kickoff fem minutter senere.

AaB og Spar Nord Fonden donerer i fællesskab 2 kr. pr. tilskuer til 3F Superligakampe på Aalborg Portland Park til Hele Nordjyllands Håndsrækning, der i hele 2020 og hele 2021 går ubeskåret til FrivilligAalborg, som efter 21 hjemmekampe i perioden indtil videre er sikret en donation på 35.994 kr.

Tags på denne nyhed

Remis i U/19 Ligaen

29. april 2021 kl. 09:39 af Rasmus Estrup

AaB’s U/19 Ligamandskab spillede en god første halvleg i onsdagskampen mod Randers Freja FC, og efter blot otte minutter sparkede Oliver Børsting AaB foran efter oplæg fra Christoffer Ravn

Frem mod pausen havde AaB mulighederne for at komme yderligere i front, men det lykkedes ikke.

I stedet ændrede kampbillet sig i anden halvleg, hvor hjemmeholdet ved hjælp af meget fysisk spil begyndte at få et overtag, og 12 minutter inde i anden halvleg udlignede de til 1-1.

Trods en god AaB-periode mod slutningen slog Randers Freja FC til i 89. minut på en omstilling. 

I tillægstiden smed AaB alt frem på et hjørnespark, som endte med en udligning til 2-2, da Daniel Mortensen headede bolden i nettet på hjørnesparket fra Oliver Henriksen.

- Vi spillede en rigtig, rigtig fin første halvleg, hvor vi havde momentum og spillede lige efter bogen. Men vi manglede kvalitet, kynisme og beslutsomhed i forhold til at score yderligere. Anden halvleg blev meget fysisk, og vi havde vanskeligt ved at spille os ud af presset, siger U/19 Ligatræner Kim Leth Andersen. 

- Alt i alt var det på baggrund af første halvleg skuffende, at vi kun fik et point, men omvendt kan vi heller ikke være helt skuffet, når vi udlignede i tillægstiden, siger Kim Leth Andersen. 

AaB ligger nu på syvendepladsen i U/19 Ligaen med 25 point efter 19 kampe. Næste kamp spilles på lørdag på udebane mod Brøndby I.F.

Tags på denne nyhed

To sejre sender AaB på tredjeplads i eSuperligaen

29. april 2021 kl. 07:55 af Rasmus Estrup

Hobro I.K.-AaB 3-6

Tirsdag åbnede AaB denne uge af eSuperligaen med en sejr over Hobro I.K.

I første kamp mellem Daniel 'Shoppen' Mogensen og Hobro I.K.'s Klenke, var det ellers Klenke, der - endda som udehold - fik den bedste start med en pauseføring på 2-0. Tidligt i anden halvleg blev det også 3-0. 

Kort efter svarede 'Shoppen' tilbage med en straffesparksscoring, og et kvarter før tid lykkedes det også AaB-kaptajnen at reducere til 3-2. 

Dermed skulle Mads Skibsted på udebane besejre Kølbæk, og AaB spilleren fik kort før pausen bragt sig på 1-0. 

Med to tidlige mål i anden halvleg slog Mads Skibsted luften ud af Kølbæk, og små ti minutter før tid lukkede Mads Skibsted kampen helt med målet til 4-0, hvilket sikrede en samlet sejr på 6-3. 

Se målene fra kampene mod Hobro I.K. her. 

AaB-SønderjyskE 5-2

Onsdag snuppede AaB igen tre point. Denne gang mod Sønderjyske, som fik det svært allerede i første kamp. 

Her var Oliver Roberts på udebane oppe imod Banzy, og det opgør vandt AaB-spilleren sikkert. Allerede efter et kvarter havde Roberts gjort det til 1-0, og senere i første halvleg blev føringen fordoblet. 

Kort inde i anden halvleg scorede AaB-spilleren for tredje gang, og med den sidste scoring 20 minutter før tid lukkede han kampen til 4-0. 

Den sejr skulle Mads Skibsted forsøge at forsvare mod Rabeck, og opgøret var blot fem minutter gammelt, før Mads Skibsted selv havde bragt sig på 1-0. 

Selvom Rabeck kom tilbage, fik scoret to gange og vundet 2-1, så blev det altså til en samlet AaB-sejr på 5-2. 

Se målene her. 

Ugens resultater betyder, at AaB indtager tredjepladsen med 21 point efter ti runder. Foran ligger AGF og Lyngby Boldklub, der også begge har 21 point, men begge klubber har kun spillet ni kampe. 

Det kommende kampprogram for AaB ser således ud: 

Runde 11 - Tirsdag 4. maj kl. 19.30 - AaB-Randers FC (TV3 Max og Viaplay)

Runde 12 - Onsdag 5. maj kl. 18.15 - AaB-Vejle Boldklub (TV3 Max og Viaplay)

Runde 13 - AaB er oversidder

Runde 14 - Tirsdag 11. maj kl. 19.30 - Brøndby I.F.-AaB (TV3 Max og Viaplay)

Runde 15 - Tirsdag 11. maj kl. 22.00 - FC København-AaB

 

Tags på denne nyhed