Frisparkskasse fra Fossum sikrer point i Lyngby

12. april 2021 kl. 21:01 af Rasmus Estrup

Med et pragtfuldt frisparksmål af Iver Fossum i tillægstiden snuppede AaB 2-2 og det ene point på udebane mod Lyngby Boldklub. Forinden havde Jacob Rinne disket op med adskillige store redninger, Mathias Ross havde headet AaB foran tidligt i anden halvleg, og Lyngby Boldklub havde med to hurtige scoringer bragt sig på 2-1. Pointdelingen betyder, at AaB ligger på førstepladsen i Kvalifikationsspillet med 32 point. 

Opgøret begyndte med en høj intensitet, og med Lyngby Boldklub som det klart mest angribende mandskab, der i de første fem minutter havde to afslutninger lige uden for feltet, men begge afslutninger sad uden for målrammen. 

Efter 12 minutter satte et boldtab fra Jacob Rinne gang i en omstilling for Lyngby Boldklub, og inde i feltet afsluttede Emil Nielsen kompetent mod nærmeste målhjørne, men den svenske keeper var på plads med en flot redning. Den første af mange, skulle det vise sig. 

AaB's første farlige forsøg kom direkte på et hjørnespark fra Kasper Kusk. Bolden blev farligt taget med af medvinden og ramte overliggeren. 

18 minutter inde i kampen fik hjemmeholdet en ny stor chance, da Emil Nielsen fra højrekanten spillede bolden på tværs til en helt fri Jens Martin Gammelby, der dog manglede præcision i sin afslutning, som endte forbi AaB-buret. 

Lyngby Boldklub fortsatte med skabe chancer, men Jacob Rinne stod i flere omgange flot i vejen. Efter 26 minutter leverede målmanden en fin redning, da Kevin Tshiembe afsluttede mod fjerneste hjørne fra distancen, og fem minutter senere tryllede Jacob Rinne endnu en fornem redning frem, da Jens Martin Gammelby afsluttede resolut mod nærmeste stang, men AaB-keeperen nåede helt ned til stolperoden med handskerne. 

Efter 33 minutter brillerede AaB-målmanden for fjerde gang i kampen. Emil Nielsen sigtede fra kanten af feltet mod fjerneste målhjørne, men Jacob Rinne nåede flot op og viftede med fingerspidserne kuglen op på overliggeren. 

Hjemmeholdet kom frem til endnu et par afslutninger, der gik forbi AaB-målet, inden AaB mod første halvlegs afslutning endelig kom frem til et par gode muligheder. 

Først fik Iver Fossum korrekt fik en scoring annulleret i modsatte ende, da han efter en god omstilling blev fanget offside på en afgørende aflevering fra Kasper Kusk. 

Martin Samuelsen sendte kort efter en afslutning fra distancen forbi Lyngby-målet, og i første halvlegs sidste minut kanonerede Kristoffer Pallesen læderet på stolpen, hvorefter AaB fastholdt angrebet, der endte med et hovedstød fra Kasper Kusk, som gik forbi. 

Tidligt i anden halvleg fik Lyngby Boldklub spillet sig frem til endnu en afslutning, men denne gang pressede Mathias Ross Emil Kornvig til at sparke forbi. 

AaB's første forsøg efter pausen tilfaldt netop Mathias Ross, som steg til vejrs på et hjørnespark fra Kasper Kusk, men forsvarsspillerens hovedstød voldte ikke problemer for målmand Thomas Mikkelsen. 

AaB's hidtil bedste mulighed tilfaldt Iver Fossum efter 54 minutter, da flot forarbejde fra Magnus Christensen og Kasper Kusk satte AaB-topscoreren op til en fri afslutning. Nordmanden sparkede fladt mod fjerneste stang, men Thomas Mikkelsen reddede flot til hjørne. 

Dette hjørnespark slog Kasper Kusk igen ind i panden på Mathias Ross, som denne gang headede kuglen i nettet til en nordjysk føring på 1-0. Målet var desuden AaB's scoring nummer 1.500 i 3F Superligaen. 

Føringen varede kun indtil 63. minut, da en Lyngby-afslutning blev blokeret og havnede hos indskiftede Magnus Warming, som sikkert udplacerede den ellers velspillende AaB-keeper og gjorde det til 1-1. 

Straks efter lykkedes det igen hjemmeholdet at udplacere Jacob Rinne og gøre det til 2-1. Det skete, da Mathias Hebo med en pasning ind i AaB-feltet fandt en helt fri Emil Nielsen, som efter et træk var alene med den svenske målmand og prikkede bolden over stregen. 

Med lidt mindre end 20 minutter tilbage måtte Jacob Rinne igen tage arbejdshandskerne på, da Kasper Jørgensen fik en god mulighed, men som flere gange i første halvleg reddede målmanden flot. 

For at jagte flere mål var Rufo, Tim Prica, Frederik Børsting, Tom van Weert og Marcus Hannesbo blevet skiftet ind, men de nordjyske gæster havde svært ved at spille sig til chancer. 

I stedet kom Lyngby-indskifteren Frederik Gytkjær til afslutning udefra efter 84 minutter, men igen var Jacob Rinne på plads. 

I tillægstiden fik AaB et frispark i en god position lige uden for feltet, og med et fremragende spark sendte Iver Fossum kuglen helt op i hjørnet til slutresultatet 2-2.

Dermed ligger AaB på førstepladsen i 3F Superligaens Kvalifikationsspil med 32 point efter 24 runder. 

AaB spiller igen allerede på fredag på udebane mod Vejle Boldklub. 

Matchfacts - 3F Superligaen, Kvalifikationsspil, 24. spillerunde

Lyngby Boldklub-AaB 2-2 (0-0)
55. min 0-1 Mathias Ross, 63. min 1-1 Magnus Warming, 66. min 2-1 Emil Nielsen, 90. min 2-2 Iver Fossum
Advarsler Lyngby Boldklub: Jens Martin Gammelby (45)
Advarsler AaB: Rasmus Thelander (58)

Lyngby Boldklub (4-3-3): Thomas Mikkelsen, Kasper Jørgensen (74: Lasse Fosgaard), Kasper Enghardt, Kevin Tshiembe, Svenn Crone, Mathias Hebo, Marcel Rømer, Emil Kornvig (61: Frederik Gytkjær), Emil Nielsen (85: Magnus Kaastrup), Victor Torp (85: Christian Greko Jakobsen), Jens Martin Gammelby (46: Magnus Warming).

AaB (3-4-3): Jacob Rinne, Mathias Ross, Rasmus Thelander, Daniel Granli (71: Tom van Weert), Kristoffer Pallesen, Pedro Ferreira, Magnus Christensen (71: Rufo), Jakob Ahlmann (84: Marcus Hannesbo), Kasper Kusk (61: Frederik Børsting), Iver Fossum, Martin Samuelsen (61: Tim Prica). 

Dommer: Morten Krogh

Tags på denne nyhed

AaB TV: Tre udvalgte mål mod Lyngby Boldklub

12. april 2021 kl. 11:15 af Rasmus Estrup

I aften kl. 19.00 spiller AaB på udebane mod Lyngby Boldklub. Inden da kan du i dette tilbageblik se tre tidligere fuldtræffere mod dagens modstander. 

Se blandt andet Thomas Augustinussens første scoring efter sin tilbagevenden fra østrigsk fodbold i 2011, Lucas Andersens første 3F Superligamål for AaB og Kasper Kusks soloscoring fra første kamp uden tilskuere på Aalborg Portland Park i 2020.

Dagens kamp mod Lyngby Boldklub kan ses på TV3 Sport med optakt fra kl. 18.00. 

Tags på denne nyhed

Endnu en pointdeling i U/19 Ligaen

12. april 2021 kl. 10:48 af Rasmus Estrup

U/19 Ligaen: AaB-Lyngby Boldklub 2-2

For tredje gang i foråret blev det til uafgjort for AaB’s U/19 Ligahold, der lørdag spillede 2-2 mod Lyngby Boldklub på Hornevej.

Lyngby Boldklub lagde et højt pres fra start, men efter de første små 15 minutter overtog AaB overtaget, og efter 20 minutter scorede nordjyderne et flot mål, da Oliver Børsting headede et indlæg fra Casper Gedsted i nettet til 1-0.

AaB fortsatte det gode spil og misbrugte blandt andet en friløber, inden gæsterne udlignede på et kantfrispark, der gik uberørt i mål til 1-1.

Hjemmeholdet fortsatte dog også det gode spil efter pausen, og blot fem minutter inde i anden halvleg kom Oliver Børsting på tavlen for anden gang, da han efter lidt klumpspil sendte læderet over stregen.

Men et kvarter før tid udlignede Lyngby Boldklub for anden gang. Denne gang efter en nordjysk pasningsfejl, som gav en friløber, der førte scoring og til slutresultatet 2-2.

- Efter en indledning med Lyngby Boldklub i teten styrede vi kampen med upåklageligt presspil og et rigtig fint udtryk på bolden. Desværre var det personlige fejl og manglende kynisme, der gjorde, at vi ikke vandt kampen, siger U/19 Ligatræner Kim Leth Andersen.

- Det var generelt en god kamp. Vi havde en fed energi og leverede også højt på de fysiske parametre, men vi er skuffede over, at vi ikke formåede at lukke kampen, da vi havde mulighederne til det, siger U/19 Ligatræneren.

AaB’s U/19 Ligamandskab spiller på søndag på udebane mod FC Nordsjælland, og inden kampen ligger AaB syvendepladsen med 24 point efter 16 spillerunder.

U/17 Ligaen: AaB-Lyngby Boldklub 1-5

AaB’s U/17 Ligahold løb i weekenden ind i et stort nederlag mod Lyngby Boldklub.

Det var ellers det nordjyske hjemmehold, der startede bedst og efter 20 minutter kom i front ved Magnus Koch, men fem minutter senere bragte Lyngby Boldklub balance i stillingen med en udligning.

Efter en times spil kom gæsterne igen på tavlen med målet til 2-1, og midt i anden halvleg blev det også 3-1 til Lyngby Boldklub.

3-1 lignede længe det endelige resultat, men i slutminutterne lykkedes det Lyngby Boldklub at score hele to gange yderligere, og dermed endte opgøret med et nederlag på 5-1.

- Vi spillede en umoden kamp. Vi startede ellers fint og kom foran, men vi kunne ikke holde fast i vores udtryk kampen igennem, og til sidst formåede vi ikke at få lukket af. Derfor endte det med et større nederlag, end det på papiret burde have været, for vi matchede Lyngby på "expected goals", siger U/17 Ligatræner Nikolaj Hørby, der havde ni førsteårsspillere med i kampen, da flere andetårs U/17 Ligaspillere er rykket op på U/19 Ligaholdet. 

- Holdet har fået en anden sammensætning, end det havde i efteråret, og det betyder, at vi skal genfinde vores styrker og blandt andet være bedre til ikke at blotte os, som vi gjorde i lørdags, siger Nikolaj Hørby. 

AaB’s U/17 Ligahold, der ligger på 11. pladsen i U/17 Ligaen, får en ny mulighed for at komme på pointtavlen i dette forår på lørdag, hvor holdet møder FC Nordsjælland på udebane.

U/15 Ligaen: AaB-Lyngby Boldklub 1-6

Også i U/15 Ligaen blev AaB ramt at et stort nederlag i lørdags, da Lyngby Boldklub vandt 6-1 på Hornevej.

Efter en jævnbyrdig indledning kom gæsterne foran 2-0, og herfra havde Lyngby Boldklub kontrollen på opgøret.

Med tre dødboldsscoringer til 3-0, 4-0 og 5-0 fik gæsterne for alvor dræbt kampen, inden Lyngby Boldklub 20 minutter inde i anden halvleg også fik scoret til 6-0. 

Dermed kunne Marcus Emil Sørensen kun pynte kosmetisk på nederlaget, da han reducerede til 6-1 på en returbold fra et stolpeskud 12 minutter før tid.

AaB’s U/15 Ligahold ligger ligeledes på 11. pladsen før næste weekendens udekamp i Farum.

Tags på denne nyhed

19 gengangere mod Lyngby Boldklub

11. april 2021 kl. 17:26 af Brian Andersen

Inden mandag aftens udfordring på Lyngby Stadion har AaB vundet tre ud af sine fire seneste kampe i 3F Superligaen.

Den udtagne trup fra cheftræner Martí Cifuentes er som følger:

1 Jacob Rinne, 2 Kristoffer Pallesen, 3 Jakob Ahlmann, 4 Mathias Ross, 6 Pedro Ferreira, 8 Iver Fossum, 9 Tom van Weert, 11 Tim Prica, 14 Malthe Højholt, 16 Magnus Christensen, 17 Kasper Kusk, 18 Martin Samuelsen, 22 Andreas Hansen, 23 Robert Kakeeto, 25 Frederik Børsting, 26 Rasmus Thelander, 30 Rufo, 31 Daniel Granli og 35 Marcus Hannesbo.

Lucas Andersen er tilbage i fuld træning, mens Oscar Hiljemark er ude i nogle uger med en muskelskade.

Kampen kan i morgen aften følges i Liga på P3 og på TV3 Sport fra kl. 18.00 med kickoff en time senere.

Tags på denne nyhed

Vidste du om Lyngby Boldklub og AaB…

10. april 2021 kl. 13:58 af Brian Andersen

- at skulle AaB score mandag aften, vil det første mål være AaB-mål nummer 1.500 i 3F Superligaen.

- at AaB og Lyngby Boldklub tidligere har mødt hinanden 56 gange i 3F Superligaen. Statistikken siger 24 sejre til AaB, 15 uafgjorte og 17 nederlag samt en målscore på 89-63 i AaB’s favør.

- at i de seneste tre indbyrdes opgør mod Lyngby Boldklub i 3F Superligaen, har AaB hentet syv ud af ni mulige point.

- at 28 gange før har AaB mødt Lyngby Boldklub på udebane i 3F Superligaen. Ni kampe er vundet af AaB, syv er endt uafgjort, mens 12 opgør er tabt.

- at klubbernes seneste møde i Lyngby foregik 13. september 2020, hvor sæsonpremieren endte uden scoringer.

- at klubberne senest stod over for hinanden 13. december 2020, hvor AaB på Aalborg Portland Park sejrede 3-2 efter scoringer af Iver Fossum og to gange Kasper Kusk.

- at fra den nuværende AaB-trup har udover Kasper Kusk (3 mål) og Iver Fossum (1) også Lucas Andersen (2 mål), Tom van Weert (1), Magnus Christensen (1) og Jakob Ahlmann (1) tidligere været på måltavlen for AaB i en 3F Superligakamp mod Lyngby Boldklub.

- at senest AaB spillede en udekamp i 3F Superligaen på datoen 12. april, endte det med en 2-1 sejr til AaB, hvilket i 1999 på Brøndby Stadion blev sikret efter scoringer af Henrik Rasmussen og Søren Frederiksen.

- at AaB har mødt Lyngby syv gange før i 3F Superligaen i april måned, og desværre er blot en enkelt af de syv kampe vundet af AaB. Det var i 1994, hvor Henrik Rasmussen og Peter Rasmussen scorede målene i AaB’s 2-0-sejr.

- at ud af de 56 tidligere 3F Superligakampe mod Lyngby Boldklub, har AaB scoret først i 24 tilfælde, hvilket har resulteret i 19 sejre, tre uafgjorte og to nederlag. Omvendt har Lyngby Boldklub scoret kampens første mål i 27 tilfælde, hvilket har givet AaB fem sejre, syv uafgjorte og 15 nederlag.

- at dommer mandag aften er Morten Krogh, der ti gange tidligere har dømt AaB, hvilket er resulteret i en sejr, tre uafgjorte og seks nederlag for AaB; Morten Krogh har ikke tidligere dømt AaB mod Lyngby Boldklub i 3F Superligaen.

(Statistisk kilde: danskfodbold.com og aabsport.dk).

Tags på denne nyhed
'