AaB med sørgebind søndag

11. september 2020 kl. 11:06

Den tidligere mangeårige førsteholdsmålmand afgik i slutningen af juli ved døden i en alder af 70 år.

Harbo Larsen, der oprindeligt kom til AaB fra Aalborg Freja, blev i perioden 1976-1988 noteret for 230 kampe for AaB’s bedste mandskab, mens han fra 1997 til 2003 var tilknyttet Superligatruppen som målmandstræner.

Ligeledes var Harbo Larsen ved sin død en del af AaB’s Ambassadørkorps.

Søndagens kamp i 3F Superligaen mod Lyngby Boldklub har kampstart kl. 14.00 og vises på Eurosport 2.

Tags på denne nyhed

VAR i 3F Superligaen

11. september 2020 kl. 09:09 af Martin Stigaard Skammelsen

Fra den nye sæson 2020/2021 er VAR et nyt redskab til dommerne i 3F Superligaen. Det blev besluttet af DBU og Divisionsforeningen i juni 2019.

For at kunne implementere VAR bedst muligt har DBU og Divisionsforeningen indsamlet erfaringer fra andre ligaer og derefter skræddersyet VAR til 3F Superligaen, så dommerne kan komme frem til flest korrekte kendelser med færrest mulige afbrydelser.

Formålet med VAR i 3F Superligaen er at højne dommerniveauet, udrydde kampafgørende fejl samt gøre dommerne fortrolige med et redskab, der også gør sig gældende på den internationale scene. Dermed kan de danske dommere følge den internationale udvikling, hvor VAR blandt andet er blevet implementeret i slutrunder og UEFA Champions League.

Hvornår træder VAR ind?

Kampens dommer dømmer den enkelte kamp. Det betyder, at det er dommeren på banen, som har det sidste ord i alle kendelser. VAR er et redskab, der hjælper dommeren, når der kan være tvivl om kampafgørende kendelser.

VAR går kun ind, når der er tale om ’klare og åbenlyse dommerfejl’ eller ’alvorlige missede hændelser’. Derfor kan VAR assistere dommeren i fire forskellige situationer:

  • Ved scoringer – er der mål eller ej?
  • Ved straffespark – korrekt dømt eller ej?
  • Direkte rødt kort – er der rødt kort?
  • Forkert identitet – er det den rigtige spiller, der er blevet tildelt en gældende straf?

VAR kan anbefale kampens dommer et gennemsyn ved VAR-skærmen ved banen, hvis der er tale om en af de fire ovenstående situationer. Dommeren træffer den endelige beslutning om kendelsen fastholdes eller omstødes. Ved faktuelle kendelser i forbindelse med scoringer og straffespark kan VAR-teknologien trumfe dommerens vurdering på banen, f.eks.

  • Er bolden inde over målstregen?
  • Er bolden inde eller ude af spil (på baglinjen eller sidelinjen)?
  • Er spilleren on- eller offside?
  • I disse faktuelle kendelser er der ikke tale om et skøn på banen, men en VAR-beslutning baseret på fakta.

VAR på stadion

Det er vigtigt, at man fortsat får den fulde fodboldoplevelse, når man ser en fodboldkamp live på stadion.

Hvis VAR gør kampens dommer opmærksom på en situation, der skal ses nærmere igennem, vil situationen beskrives med tekst på storskærmene, for eksempel: ’VAR-tjek - muligt straffespark’.

Hvis dommeren ændrer beslutning efter assistance fra VAR, kommer TV-signalet på storskærmen, hvor tilskuere kan se det videobevis, som dommeren har ændret sin beslutning på baggrund af.

Hvis dommeren fastholder en beslutning, kommer der ikke nødvendigvis TV-billeder på storskærmen, da dette sker mange gange i løbet af en kamp - også uden man opdager det som tilskuer.

Vil du vide meget mere om VAR, så anbefaler vi at klikke ind på www.superliga.dk/var hvor du både kan læse mere, samt se masser af forskellige videoer, der går i dybden med brugen af VAR i 3F Superligaen.

Vi håber, alle AaB-fans vil tage godt i mod VAR i den kommende sæson.

(Foto: Anders Kjærbye - fodboldbilleder.dk)

Tags på denne nyhed

AaB TV: Superligaspillere i Give Back-projekt

10. september 2020 kl. 14:27 af Rasmus Estrup

Ungdomsspillerne på AaB Akademiet får efteråret ud besøg på træningsbanen af spillere fra AaB's 3F Superligatrup igennem et nyt projekt, Give Back, hvorigennem AaB's 3F Superligaspillere vil dele ud af erfaringer og give gode råd til AaB-spillere fra U/13 til U/19. 

Projektet blev påbegyndt i sidste uge, og alle Superligaspillerne vil skiftes til at besøge forskellige akademitræninger, så de forskellige ungdomshold jævnligt får en ekstra hånd på træningsbanen. 

AaB TV var med på sidelinjen, da Rasmus Thelander i sidste uge besøgte AaB's U/13- og U/14-hold, samt da Jakob Ahlmann i denne uge gæstede U/17 Ligaholdets træningspas. 

Tags på denne nyhed

AaB Akademiet styrker samarbejde med FK Vigør

10. september 2020 kl. 12:39 af Rasmus Estrup

Siden samarbejdets opstart for otte år siden har enkelte FK Vigør-talenter været omkring ungdomsholdene i AaB, og nu bliver samarbejdet mere omfattende. Således vil trænere og ledere på AaB Akademiet og i FK Vigør udveksle erfaringer i forhold til udvikling af både børnetræning, talenter og klubmiljø. Desuden vil Ole Erik Martinsen, der er tidligere spillerudvikler i FK Vigør, fungere som scout i landsdelen Sørlandet for AaB.

- Vi glæder os til et tættere samarbejde med FK Vigør. Samarbejdet kan forhåbentlig føre til, at vi gennem AaB Akademiet kan få mulighed for at videreudvikle nogle af de dygtigste talenter i FK Vigør, samtidig med at vi på træner- og ledersiden modtager erfaringer og input fra vores norske kollegaer, siger Anders Damgaard, talentchef i AaB.

Anders Damgaard havde i sidste uge besøg af Ole Erik Martinsen, som på AaB’s træningsanlæg på Hornevej blev introduceret til AaB’s nye tanker om blandt andet spillestil og AaB Akademiet.

Planen er også, at Anders Damgaard i dette efterår skal på besøg i FK Vigør, der har hjemme i Hellemyr lige uden for Kristiansand. Ligeledes vil spillere fra FK Vigørs ungdomsafdeling tage på et træningsophold i Aalborg til foråret, såfremt det kan lade sig gøre under hensyn til Covid-19.

Tags på denne nyhed

Information om billetter til kommende hjemmekampe

10. september 2020 kl. 08:59 af Martin Stigaard Skammelsen

Forlængelsen af muligheden for at klubberne i 3F Superligaen fortsat kan have flere end 500 tilskuere blev en realitet i sidste uge, og ganske som til de sidste kampe i den forgangne sæson 2019/2020 vil der ikke være adgang for udebanefans på Aalborg Portland Park.

Det forventede antal tilladte tilskuere til AaB’s hjemmekampe frem til og med 31. oktober vil være 3.915.

Sæsonkortholdere og samarbejdspartnere får førsteret
Mandag i den kommende uge åbnes for billetter til kampene mod AC Horsens og AGF.

Grundet lovgivningen om statens kompensationsordning for dækning af underskud for arrangører med mere end 1.000 publikummer er AaB forpligtiget til at begrænse sit tab mest muligt, for at få del i regeringens hjælpepakker. Dette sker primært via AaB’s samarbejdspartnere, hvorfor godt 1.000 billetter pr. kamp er prioriteret til dette formål.

Af de resterende knap 2.900 billetter vil AaB’s godt 2.800 sæsonkortabonnenter få førsteret til at indtage en plads til de første to kampe mod AC Horsens mandag den 21. september og AGF søndag den 4. oktober.

Alle sæsonkortabonnenter kan således afhente en billet til begge kampe online via AaB’s billetside fra mandag kl. 10.00. Her vil man have 48 timer til afhente sine billetter til begge de to opgør. Nærmere information om dette bliver tilsendt alle sæsonkortabonnenter via e-mail i løbet af denne uge.

Eventuelt overskydende billetter vil fra onsdag kl. 12.00 komme i salg online via AaB’s billetside.

Samtidig ligger det fast, at alt salg af billetter udelukkende vil ske online og ikke via billethusene på Aalborg Portland Park på kampdagen.

Information om et eventuelt løssalg vil blive bragt her på aabsport.dk samt via AaB’s sociale medier onsdag formiddag.

Corona-regler er fortsat gældende
Alle tilskuere skal fortsat overholde reglerne om en meters afstand til hinanden, hvorfor man vil blive placeret forskudt på rækkerne på Aalborg Portland Parks tribuner.

Herudover vil stadion fortsat være inddelt i ni forskellige sektioner, der får forskudte ankomst- og afgangstidspunkter, hvilket vil fremgå af billetterne, ligesom der vil være øget fokus på at sikre korrekt adfærd, overholdelse af afstand og afspritning af hænder blandt alle tilskuere.

Endvidere skal alle tilskuere sidde ned til kampen, hvilket indebærer, at der på de normale ståpladser på Vesttribunen vil være monteret sæder til publikum.

Særlige regler skal følges

I forbindelse med besøg på Aalborg Portland Park er det i særlig grad vigtigt, at alle tilskuere følger de adfærdsregler, der ligger til grund for genåbningen.

Såfremt publikum ikke overholder disse regler, kan man blive bortvist fra kampen, ligesom dette kan få indflydelse på en yderligere genåbning senere på året samt i værste tilfælde medføre at antallet af mulige tilskuere til AaB’s hjemmekampe igen reduceres.

Reglerne der skal overholdes er:

  • Planlæg din transport hjemmefra til og fra Aalborg Portland Park inden afrejse.
  • Ankom til Aalborg Portland Park på det tidspunkt og sted, der er angivet på din billet.
  • Følg skiltningen og anvisningerne ved stadion og hold altid minimum 1 meters afstand til andre personer ved indgangen, under ophold og afgang.
  • Bliv så vidt muligt på din siddeplads før og under kampen med mindre, du skal besøge en mad- og drikkebod eller toiletfaciliteter.
  • Vend ryggen til de andre tilskuere på din række, når du bevæger dig til og fra din anviste siddeplads.
  • Orienter dig om ruten til toiletter, boder og øvrige forhold.
  • Hold god håndhygiejne, benyt de opstillede håndspritdispensere og undgå så vidt muligt at røre dig selv i ansigtet, ved håndtag, gelændere med videre.
  • Undgå tæt kontakt som håndtryk, highfives og kram med personer, der ikke er nærtstående.
  • Undgå gruppedannelse.
  • Vær særligt opmærksom og tag hensyn ved jubel, sang og råb.
  • Følg til enhver tid anvisningerne fra kontrollører og bodpersonale.
  • Det anbefales også, at man downloader app'en "Smittestop" til sin telefon og aktiverer den inden ankomst til kampen.

Det generelle ordensreglement er fortsat gældende til AaB's hjemmekamp.

Læs ordensreglementet her. 

Tags på denne nyhed
'