Fossum-træffere i stærk udesejr over FCK
For første gang siden 2007 vandt AaB en 3F Superligakamp på udebane mod FC København, da Hele Nordjyllands Hold her til aften vandt 2-1 efter en stærk indsats i Parken. Iver Fossum scorede begge AaB-mål i første halvleg, inden Rasmus Falk reducerede i de døende sekunder.
Med undtagelse af pokalfinalen i 2014 skulle AaB tilbage til 2007 for at finde seneste udesejr i Parken. Men det er der nu lavet om på. En stærk arbejdsindsats krydret af to flotte scoringer af Iver Fossum sikrede nemlig AaB en 2-1-sejr på udebane over FC København, der reducerede få sekunder før slutfløjt.
AaB, der var iklædt den nye andendragt for første gang, skulle kun bruge 43 sekunder på at komme frem til opgørets første afslutning. Efter godt samspil mellem blandt andre Lucas Andersen, debutant Oscar Hiljemark og Jakob Ahlmann, blev Iver Fossum sendt dybt i FC Københavns felt, hvorfra nordmanden fra en spids vinkel afsluttede lige på Karl-Johan Johnsson.
Hjemmeholdet var mest på bolden i første halvdel af første halvleg, men med et stærkt AaB-pres på bolden formåede FC København oftest ikke at spille sig forbi en velspillende AaB-midtbane med Oscar Hiljemark og Pedro Ferreira, der erobrede mange bolde.
En bolderobring fra Lucas Andersen foran eget felt var midt i første halvleg tæt på at føre til en god mulighed, men Frederik Børsting, der blev spillet flot igennem af AaB-anføreren, fik ikke afsluttet angrebet.
FC Københavns første afslutning i kampen faldt efter 26 minutter, da Nicolai Boilesen tog sigte fra distancen, men fik sin afslutning afrettet til et hjørnespark.
De følgende minutter havde AaB optræk til flere gode muligheder, men ofte manglede den sidste kvalitet i indlæggene og de afgørende pasninger.
Det var dog ikke tilfældet efter 34 minutter. Her leverede Lucas Andersen en perfekt, flad tværbold fra højrekanten til Iver Fossum, som med et veltimet løb befandt sig helt alene i FCK-feltet med Karl-Johan Johnsson, der var chanceløs på Iver Fossums sikre afslutning, som bragte AaB foran 1-0.
Hjemmeholdets første store chance kom tre minutter før pausefløjtet, da Mathias Zanka Jørgensen steg til vejrs på et indlægsfrispark fra Viktor Fischer, men det frie hovedstød midt for mål blev headet lige forbi Jacob Rinnes mål.
I stedet slog AaB til minuttet senere. I kølvandet på en AaB-dødbold spillede Jores Okore flot Iver Fossum fri i FC Københavns straffesparksfelt, og nordmanden var igen usvigeligt sikker i duellen med FCK-keeperen, og så kunne AaB gå til pause foran 2-0.
Efter pausen fik hjemmeholdet rykket deres spil tættere op omkring AaB-feltet, men FC København havde fortsat svært ved at spille sig igennem til muligheder. Efter 56 minutter slyngede Rasmus Falk en afslutning af sted fra kanten af feltet, men kuglen sad lige i favnen på Jacob Rinne.
Tre minutter senere var FC København igen på spil i AaB-feltet, men AaB's stærke forsvarskæde holdt igen stand og tvang Nicolai Boilesen til et højrebens langskud, som gik langt over, og samme destination havde en flugter fra distancen fra Jonas Wind.
I modsatte ende fik Lucas Andersen også forsøgt sig fra distancen, men anførerens hug gik ligeledes over.
Midt i anden halvleg fik hjemmeholdets Mohamed Daramy med et stærkt lob sat Rasmus Falk op til en afslutning tæt under mål, men inde på stregen reddede Jacob Rinne flot afslutningen fra nært hold.
18 minutter før tid var Jakob Ahlmann tæt på udbygge den nordjyske føring med et fremragende langskud, der desværre gik lige forbi trekantsammenføjningen.
Minuttet senere var indskiftede Tom van Weert også tæt på at komme på tavlen, da Lucas Andersen spillede hollænderen i dybden, men Tom van Weert chippede læderet over mål.
Ti minutter før tid fik Iver Fossum også endnu en mulighed. Et hjørnespark endte i bagerste område af feltet, hvor Kristoffer Pallesen slog et nyt indlæg ind i panden på Iver Fossum, der dog ikke kunne passere FCK-keeperen med sit hovedstød.
Heller ikke indskiftede Kasper Kusks langskud kort efter voldte store problemer for Karl-Johan Johnsson.
Tre minutter inde i tillægstiden reducerede FC København til slutresultatet 1-2, da Rasmus Falk slap igennem AaB-forsvaret, og med en flad afslutning udplacerede Jacob Rinne.
Få sekunder efter lød slutfløjtet dog, og dermed vandt AaB 2-1 over FC København.
Sejren betyder, at AaB indtager sjettepladsen i 3F Superligaen med otte point efter fem runder. Næste opgave i 3F Superligaen venter mandag 26. oktober kl. 19.00, når Vejle Boldklub, der i skrivende stund indtager tredjepladsen med 10 point, gæster Aalborg Portland Park.
Matchfacts - 3F Superligaen, 5. spillerunde
FC København-AaB 1-2 (0-2)
35. min 0-1 Iver Fossum, 44. min 0-2 Iver Fossum, 90. min 1-2 Rasmus Falk
Advarsler FC København: Ingen
Advarsler AaB: Oscar Hiljemark (86)
280 tilskuere i Parken
FC København (4-4-2): Karl-Johan Johnsson, Peter Ankersen, Mathias Zanka Jørgensen, Victor Nelsson (87: Marios Oikonomou), Nicolai Boilesen, Mohamed Daramy (71: Mikkel Kaufmann), Rasmus Falk, Carlos Zeca, Viktor Fischer, Kamil Wilczek (20: Pep Biel (87: Robert Mudrazija), Jonas Wind.
AaB (3-4-3): Jacob Rinne, Jores Okore, Rasmus Thelander, Mathias Ross, Kristoffer Pallesen, Pedro Ferreira, Oscar Hiljemark (87: Tim Prica), Jakob Ahlmann (87: Lukas Klitten), Lucas Andersen (78: Kasper Kusk), Frederik Børsting (71: Tom van Weert), Iver Fossum.
Dommer: Jakob Kehlet