Pokalkampen mod B.93 spilles torsdag 17. december

16. november 2020 kl. 15:05 af Rasmus Estrup

Sydbank Pokalens ottendedelsfinale mellem B.93 og AaB spilles torsdag 17. december kl. 16.15 og vises på TV3+. 

B.93, der blandt andet er Jores Okores barndomsklub, indtager i øjeblikket førstepladsen i 2. Division Vest. Holdet har kvalificeret sig ottendedelsfinalen med 3-0-sejre over over Rønne I.K. og Solrød FC og senest en 4-1-sejr over ASA, Aarhus.

Ottendedelsfinalerne i Sydbank Pokalen er som følger:

AGF-AC Horsens
B.93-AaB
FC København-FC Midtjylland
Fremad Amager-Brøndby I.F.
Hvidovre I.F.-Vejle Boldklub
Jammerbugt FC/Holstebro Boldklub-Randers FC
Nykøbing FC-OB
SønderjyskE-Lyngby Boldklub

Tags på denne nyhed

100 års jubilæum for Aalborg Stadion: Indvielsen

16. november 2020 kl. 14:39 af Rasmus Estrup

Aalborg Portland Park og de ikoniske lysmaster tårner sig i dag op på Harald Jensens Vej 7-9 i Aalborg Vestby. Og netop på denne adresse har stadion ligget i nu 100 år.

Harald Jensen, der egentlig ville være kunstmaler, men overtog sin fars brænderi i Aalborg og blev brændevinsbrænder, udviklede fra 1860’erne sin egen populære akvavit.

I 1883 solgte Harald Jensen sin virksomhed til De Danske Spritfabrikker. For sin formue anlagde han sig blandt andet en stor villahave, som han kaldte Haraldslund.

- Dengang var denne placering et landsted. På den anden side af Haraldslund var bøhlandet. Så mange var uforstående over for, hvad Harald Jensen ville så langt væk fra byen, siger John Laden Jensen, der er AaB-historiker og medarbejder på SIFA Idrætshistorisk Samling.

Ved sin død i 1914 borttestamenterede Harald Jensen sin ejendom og jord - som vi kender fra Kastetvej til Annebergvej - til Aalborg Kommune.

Aalborg Stadions tilblivelse

Allerede på det tidspunkt var det i tankerne, at området kunne bruges som stadion. På daværende tidspunkt spillede AaB som flere andre af sportsholdene i byen på eksercerplads i midtbyen, men seks år senere blev det en realitet, at AaB fik hjemmebane på et nyetableret stadion i Aalborgs vestby. 

- Man manglede en sportsplads i byen, og da fodbold var den største idræt på det tidspunkt, besluttede man at bygge et fodboldstadion med en atletikbane, så stadion også kunne bruges til andre sportsgrene, fortæller John Laden Jensen, og nævner Eugen Schmidt som drivkraften bag stadionets tilblivelse.

- Eugen Schmidt var primus motor for etableringen af stadion. Udover at være OL-vinder i tovtrækning i 1900 var han drivkraften og formand for SIFA, Samvirkende Idræts Foreninger Aalborg, der blev stiftet i 1911. Og SIFA var dem der stod bag Aalborg Stadion.

Indvielsen

“Idrætsparken på Haraldslund”, som det hed dengang, blev i sommeren 1920 anvendt for første gang. I Aalborg Stiftstidende blev der 26. juni 1920 annonceret for et stort idrætsstævne og fodboldkampe på “Aalborgs nye Stadion ved Haraldslund”, og i oktober samme år blev stedbetegnelsen forkortet, så kampene blev spillet “på Stadion”. 

Indvielse af Aalborg Stadion fandt sted 27. juni 1920 med både fodboldkamp og atletikstævne.

- Det var en festdag, der startede med en march fra Nytorv og ud til det nye stadion. Masser af sportsfolk deltog i marchen, som var ført an af trommer, flag og bannere, fortæller John Laden Jensen.

Stadionets åbningskamp var den såkaldte slutkamp i Aalborg Pokalturnering mellem AaB og Aalborg Freja. Opgøret, der begyndte kl. 10 denne søndag formiddag, endte med en 6-1-sejr til Aalborg Freja, der også dengang havde til i Aalborgs Vestby.

- Primitivt, men fantastisk 

Dengang vendte banen modsat af i dag. Med målene placeret i nord og syd - og ikke vest og øst, som i dag.

Dengang var Aalborg Stadion uden deciderede tribuner, men med en forhøjning langs den ene sidelinje, som man kunne opholde sig på. Ligeledes var fodboldbanen omgivet af et rækværk, så der kunne stå tilskuere hele vejen rundt om banen.

- Det var meget primitivt, og det lignede de små kampbaner, som man stadig ser rundt omkring i små klubber i dag. Bortset fra at der ikke var noget klubhus dengang. Der var ingenting. Ingen toiletter. Ingen omklædningsrum. Man måtte klæde om i buskene bagved. Og så var der selvfølgelig ikke bad. Det havde man ikke dengang. Så det var ikke luksus.

- Men for sportsfolk var det en fantastisk udvikling, og AaB har siden 1920 spillet samtlige hjemmekampe i turneringssammenhæng på Aalborg Stadion, siger John Laden Jensen. 

I morgen fortsætter fortællingen om Aalborg Stadions 100 års historie, når vi kigger på etableringen af de første tribuner.

I forbindelse med 100 års jubilæet for Aalborg Stadion, der der lavet nyt merchandise der markerer jubilæet. Se mere og køb det her. 

(Kilder: John Laden Jensen, SIFA, Facebooksiden Aalborg BK - Retro, arkiv.dk, nordjyske.dk og aabsport.dk)

Tags på denne nyhed

Granli indkaldt til Norges landshold

16. november 2020 kl. 11:17 af Rasmus Estrup

Det norske A-landsholds seneste to kampe er på grund af Covid-19-smitte blevet aflyst, men onsdagens kamp i Nations League på udebane mod Østrig skal spilles. 

Spillere og trænere i den oprindelige landsholdstrup - inkl. Iver Fossum - har ikke fået tilladelse til at spille kampen, og i stedet har Norge udtaget en ny trup udelukkende af spillere fra udenlandske klubber, og holdet skal ledes af U/21-landstræner Leif Gunnar Smerud.

Med i truppen er AaB's forsvarsspiller Daniel Granli, der tidligere har optrådt en gang for Norges U/21-landshold, men ikke før har spillet en A-landskamp. 

Tags på denne nyhed

Nederlag i U/17 Ligaen og U/15 Ligaen

16. november 2020 kl. 08:18 af Rasmus Estrup

U/17 Ligaen: FC København-AaB 6-1

Mens U/19 Ligaholdets kamp mod FC København blev udsat til foråret, tabte AaB stort i U/17 Ligaen, da nordjyderne gæstede FC København i lørdags.

AaB sad ellers på opgøret i indledningen og havde flere store muligheder til at komme foran, men i stedet slog FC København til på en omstilling.

Da stadionuret rundede 40 minutter havde hjemmeholdet scoret yderligere to mål på et frispark og et hjørnespark, og FC København var dermed foran med 3-0, inden Oliver Ross tog et indlæg ned, udplacerede keeperen og reducerede til 3-1 kort inden pausefløjtet.

Igen i anden halvleg slog hjemmeholdet til på omstillinger. Omkring det 60. minut skete det to gange lige efter hinanden, og efter 73 minutter satte FC København opgørets sidste mål i nettet til slutresultatet 6-1.

- På bolden rammer vi faktisk et højt niveau. Vi kommer frem til en del i og omkring FC Københavns felt, og vi får også skabt os mulighederne til at komme foran, men opspilsfejl og vores manglende evne til at bremse deres fremstød gør, at vi indkasserer for mange mål for anden kamp i træk, så det er noget, vi er nødt til at arbejde på, siger U/17 Ligatræner Nikolaj Hørby.

AaB ligger efter 11 kampe på sjettepladsen i U/17 Ligaen med 15 point og spiller sin næste U/17 Ligakamp på Hornevej på lørdag mod Esbjerg FB.

U/15 Ligaen: FC København -AaB 3-1

Også AaB’s U/15 Ligahold løb ind i et nederlag på udebane mod FC København i weekenden.

Trods en god spillemæssig indledning af nordjyderne kunne hjemmeholdet bringe sig i front efter syv minutter.

AaB fortsatte dog de gode takter, og 24 minutter inde i opgøret scorede Jeppe Jørgensen direkte på et frispark lige uden for FCK-feltet.

Efter pausen fik AaB ikke for alvor gang i spillet, og FC København scorede til 2-1 i 66. minut, og afgjorde opgøret med målet til 3-1 fem minutter senere.

AaB’s U/15 Ligahold spiller igen på lørdag på hjemmebane mod Esbjerg fB. Inden det opgør indtager AaB niendepladsen i U/15 Ligaen med 10 point efter otte kampe.

Tags på denne nyhed

Lucas Andersen involveret i dansk sejr

15. november 2020 kl. 22:41 af Rasmus Estrup

Lucas Andersen blev skiftet ind i stedet for Martin Braithwaite efter 75 minutter af aftenens landskamp mod Island. En kamp der endte med en dansk sejr på 2-1. 

Christian Eriksen bragte Danmark foran 1-0 på et straffespark i 12. minut, men i 85. minut udlignede Vidar Orn Kjartansson til 1-1. 

I 90. minut satte Lucas Andersen kurs mod baglinjen og slog et indlæg over til Yussuf Poulsen ved bagerste stang. Yussuf Poulsens hovedstød blev afværget med en islandsk arm, og Danmark fik derfor tilkendt et straffespark. Det eksekverede Christian Eriksen, som dermed sikrede Danmark sejren. 

De tre danske point betyder, at Danmark ligger på andenpladsen i Nations League med 10 point efter fem runder. Sidste puljekamp spilles på onsdag mod Belgien, der indtager førstepladsen med 12 point, og kampen er dermed afgørende for, hvem der snupper puljens førsteplads. 

Landskampen mod Island markerede Lucas Andersens anden A-landskamp i træk - og den sjette i alt. 

Tags på denne nyhed
'