Fossum indkaldt til det norske landshold

6. november 2020 kl. 12:55 af Rasmus Estrup

Iver Fossum er netop blevet indkaldt til det norske A-landshold, der ellers blev udtaget tidligere på ugen. Den 24-årige midtbanespiller var forinden med i bruttotruppen, og han skal altså i næste uges samles med resten af landsholdet, der står foran tre kampe. 

11. november spiller Norge en hjemmekamp mod Israel, fire dage senere venter udekampen mod Rumænien og endelig spiller Norge på udebane mod Østrig 18. november. Mens opgøret mod Israel er en venskabskamp, er de to sidstenævnte Nations League-kampe. 

Iver Fossum har på nuværende tidspunkt spillet 14 A-landskampe for Norge.

Tags på denne nyhed

AaB TV: Gense Kusks hattrick i Randers

6. november 2020 kl. 08:20 af Rasmus Estrup

I aften kl. 19.00 spiller AaB ude mod Randers FC i 3F Superligaen. Kampen kan ses på TV3 Sport med optakt fra kl. 18.00. 

Indtil da kan du i denne video genopleve Kasper Kusks tre mål mod Randers FC i mesterskabssæsonen 2013/14. 

11. november 2013 vandt AaB nemlig en udekamp mod Randers FC med 4-1. Opgørets tre første mål blev sat ind af Kasper Kusk. 

Det første mål blev scoret på et straffespark, andet mål kom efter en flot dribletur, og det sidste var en kølig indersidescoring fra kanten af det lille målfelt. 

Tags på denne nyhed

Nye AaB-mundbind i AaB Shoppen

5. november 2020 kl. 15:51 af Rasmus Estrup

Mundbind er i øjeblikket påkrævet indendørs i alle offentlige rum, i AaB Shoppen kan du nu vælge mellem fire forskellige AaB-mundbind, der er Covid-19-godkendt. 

Mundbindene koster 75 kroner pr. styk, og du kan købe to for 125 kr. Mundbindene er genanvendelige og garanteret samme brugseffekt op til 20 gange vask. 

Mundbindene er fremstillet i 3 lag stof (polyester, kraftigt stof, og bomuld/polyester-blanding) og skal bæres over ørerne for at holde det på plads og tæt på ansigtet.

Mundbindet er ikke er et medicinsk eller klinisk mundbind og bør derfor ikke anvendes til disse formål. 

Tags på denne nyhed

AaB-truppen mod Randers FC

5. november 2020 kl. 14:00 af Brian Andersen

Her skal AaB forsøge at følge op på den seneste sejr mod Brøndby I.F., mens værterne fra Randers FC kommer med en frisk gevinst over Vejle Boldklub.

Følgende 19 spillere inklusive otte egenudviklede folk fra AaB Talent og ni af AaB’s partnerklubber er udtaget:

1 Jacob Rinne, 2 Kristoffer Pallesen, 3 Jakob Ahlmann, 4 Mathias Ross, 5 Jores Okore, 6 Pedro Ferreira, 7 Oscar Hiljemark, 9 Tom van Weert, 10 Lucas Andersen, 11 Tim Prica, 14 Malthe Højholt, 17 Kasper Kusk, 19 Timothé Nkada, 22 Andreas Hansen, 25 Frederik Børsting, 26 Rasmus Thelander, 28 Jeppe Pedersen, 31 Daniel Granli og 32 Kasper Pedersen.

Iver Fossum, Lukas Klitten og Magnus Christensen er ukampdygtige hos AaB.

Kampen kan i morgen følges i Liga på P3 og på TV3 Sport fra kl. 18.00 med kickoff en time senere.

Tags på denne nyhed

Ungdoms- og børneudviklingstræner til AaB Akademiet på fuldtid - drenge

5. november 2020 kl. 12:30 af Anders Damgaard

AaB Akademiet søger en person, som først og fremmest har sin styrke med sin trænerfaglighed på fodboldbanen, men også lige så vigtigt kan være med til at udvikle mennesker – både spillere og trænere.

Du skal sammen med resten af den sportslige organisation på AaB Akademiet deltage i Akademiets arbejde fra U/10-U/15, hvor du især vil arbejde tæt sammen med vores fodboldchef Søren Krogh med at sikre den fodboldfaglige røde tråd. Du vil være meget på trænings- og kampbanen på U/13-U/15, mens du hovedsageligt på U/10-U/12 vil have det overordnede sportslige ansvar for FNF (Fælles Nordjysk Fodboldsamarbejde) i AaB-regi i tæt samarbejde med trænere og ledere på dette alderstrin.

Ansvars- og arbejdsområderne inkluderer implementering og udvikling af AaB Game Model (spillestil/principper), curriculum, metodologi og periodisering på U/10-U/15 på AaB Akademiet. For uddybning af ansvars- og arbejdsområder kontakt venligst Akademichef Anders Damgaard på ad@aab-as.dk.

Vi forventer:

  • at du er en ildsjæl og brænder for talentudvikling
  • at du er dygtig på træningsbanen
  • at du evt. har erfaring med supervision af trænere
  • at du kan samarbejde i mindre teams af 5-10 personer, hvor du som ansvarlig vil få en væsentlig rolle i forhold til strategi, koordinering, opfølgning og øvrig lavpraktisk dialog
  • at du tør, vil og kan udfordre en eksisterende klub og dens talentudvikling
  • at du er fleksibel og har mulighed for at tilrettelægge dit ugeprogram efter ugens træning og kampe
  • at du besidder gode IT-kompetencer
  • at du minimum besidder A- trænerlicens

Vi tilbyder:

  • Et talentmiljø som er i toppen af dansk talentudvikling og har ambitioner om at blive Skandinaviens bedste akademi.

Løn:

  • I forhold til kvalifikationer.

Ansøgningen skal indeholde:

  • Kvalifikationer & CV.

Opstart og deadline:

  • Opstart: 1-1-2021
  • Senest deadline for ansøgning den 25-11-2020. Vi gemmer din ansøgning, og din ansøgning vil ikke blive videregivet til tredjepart og behandles fortroligt af AaB. Såfremt du ikke ønsker, at vi skal gemme din ansøgning, bedes du venligst kontakte os efter ansøgningsdeadline.
  • Seneste deadline for tilbagemelding fra vores side er 10-12-2020.

Har du spørgsmål til ovenstående stilling på AaB Akademiet, er du velkommen til at kontakte Akademichef Anders Damgaard på ad@aab-as.dk

Vi glæder os til at modtage din ansøgning.

Med venlig hilsen Anders Damgaard, Akademichef

Tags på denne nyhed