100 års jubilæum for Aalborg Stadion: Indvielsen
Igennem 100 år har Aalborg Stadion haft sin nuværende placering i Aalborg Vestby. 100-års jubilæet markerer vi i denne uge gennem en håndfuld nedslag i Aalborg Stadions historie. I dag begynder vi fortællingen ved etableringen og indvielsen i 1920.
Aalborg Portland Park og de ikoniske lysmaster tårner sig i dag op på Harald Jensens Vej 7-9 i Aalborg Vestby. Og netop på denne adresse har stadion ligget i nu 100 år.
Harald Jensen, der egentlig ville være kunstmaler, men overtog sin fars brænderi i Aalborg og blev brændevinsbrænder, udviklede fra 1860’erne sin egen populære akvavit.
I 1883 solgte Harald Jensen sin virksomhed til De Danske Spritfabrikker. For sin formue anlagde han sig blandt andet en stor villahave, som han kaldte Haraldslund.
- Dengang var denne placering et landsted. På den anden side af Haraldslund var bøhlandet. Så mange var uforstående over for, hvad Harald Jensen ville så langt væk fra byen, siger John Laden Jensen, der er AaB-historiker og medarbejder på SIFA Idrætshistorisk Samling.
Ved sin død i 1914 borttestamenterede Harald Jensen sin ejendom og jord - som vi kender fra Kastetvej til Annebergvej - til Aalborg Kommune.
Aalborg Stadions tilblivelse
Allerede på det tidspunkt var det i tankerne, at området kunne bruges som stadion. På daværende tidspunkt spillede AaB som flere andre af sportsholdene i byen på eksercerplads i midtbyen, men seks år senere blev det en realitet, at AaB fik hjemmebane på et nyetableret stadion i Aalborgs vestby.
- Man manglede en sportsplads i byen, og da fodbold var den største idræt på det tidspunkt, besluttede man at bygge et fodboldstadion med en atletikbane, så stadion også kunne bruges til andre sportsgrene, fortæller John Laden Jensen, og nævner Eugen Schmidt som drivkraften bag stadionets tilblivelse.
- Eugen Schmidt var primus motor for etableringen af stadion. Udover at være OL-vinder i tovtrækning i 1900 var han drivkraften og formand for SIFA, Samvirkende Idræts Foreninger Aalborg, der blev stiftet i 1911. Og SIFA var dem der stod bag Aalborg Stadion.
Indvielsen
“Idrætsparken på Haraldslund”, som det hed dengang, blev i sommeren 1920 anvendt for første gang. I Aalborg Stiftstidende blev der 26. juni 1920 annonceret for et stort idrætsstævne og fodboldkampe på “Aalborgs nye Stadion ved Haraldslund”, og i oktober samme år blev stedbetegnelsen forkortet, så kampene blev spillet “på Stadion”.
Indvielse af Aalborg Stadion fandt sted 27. juni 1920 med både fodboldkamp og atletikstævne.
- Det var en festdag, der startede med en march fra Nytorv og ud til det nye stadion. Masser af sportsfolk deltog i marchen, som var ført an af trommer, flag og bannere, fortæller John Laden Jensen.
Stadionets åbningskamp var den såkaldte slutkamp i Aalborg Pokalturnering mellem AaB og Aalborg Freja. Opgøret, der begyndte kl. 10 denne søndag formiddag, endte med en 6-1-sejr til Aalborg Freja, der også dengang havde til i Aalborgs Vestby.
- Primitivt, men fantastisk
Dengang vendte banen modsat af i dag. Med målene placeret i nord og syd - og ikke vest og øst, som i dag.
Dengang var Aalborg Stadion uden deciderede tribuner, men med en forhøjning langs den ene sidelinje, som man kunne opholde sig på. Ligeledes var fodboldbanen omgivet af et rækværk, så der kunne stå tilskuere hele vejen rundt om banen.
- Det var meget primitivt, og det lignede de små kampbaner, som man stadig ser rundt omkring i små klubber i dag. Bortset fra at der ikke var noget klubhus dengang. Der var ingenting. Ingen toiletter. Ingen omklædningsrum. Man måtte klæde om i buskene bagved. Og så var der selvfølgelig ikke bad. Det havde man ikke dengang. Så det var ikke luksus.
- Men for sportsfolk var det en fantastisk udvikling, og AaB har siden 1920 spillet samtlige hjemmekampe i turneringssammenhæng på Aalborg Stadion, siger John Laden Jensen.
I morgen fortsætter fortællingen om Aalborg Stadions 100 års historie, når vi kigger på etableringen af de første tribuner.
I forbindelse med 100 års jubilæet for Aalborg Stadion, der der lavet nyt merchandise der markerer jubilæet. Se mere og køb det her.
(Kilder: John Laden Jensen, SIFA, Facebooksiden Aalborg BK - Retro, arkiv.dk, nordjyske.dk og aabsport.dk)