Veloverstået møde med partnerklubberne
AaB, Hobro I.K. og Hjørring I.F.'s talentafdelinger havde gennem Fælles Nordjysk Fodboldsamarbejde møde med partnerklubberne tirsdag aften.
Arrangementet blev holdt i Aalborg Frejas klubhus, og på dagsordenen var en overordnet evaluering af Fælles Nordjysk Fodboldsamarbejde (FNF), der er et talentsamarbejde mellem AaB, Hobro I.K. og Hjørring I.F. omkring såkaldte topcentre for 10-12-årige talenter i Nordjylland.
AaB's talentchef Anders Damgaard var efter mødet yderst tilfreds med feedbacken og diskussionerne.
- Vi havde en rigtig god og konstruktiv dialog, og helt overordnet var der positiv feedback til vores FNF-samarbejde, hvor især talent- og teknikskolerne fik stor ros, siger Anders Damgaard.
Fælles Nordjysk Fodboldsamarbejde blev sat i søen i efteråret 2017 og træningerne blev påbegyndt i foråret 2018. Der er på nuværende tidspunkt 117 partnerklubber under Fælles Nordjysk Fodboldsamarbejde.
I løbet af 2020 vil DBU melde ud, om fodboldforbundets topcenterprojekt, som Fælles Nordjysk Fodboldsamarbejde er den del af, enten skal fortsættes eller ophøre.