Ravn udtaget til Elite Round med U/17-landshold
Christoffer Ravn fra AaB Talent er med, når det danske U/17-landshold deltager i Elite Round i Moskva senere i marts.
Til Elite Round er Danmark i pulje med Serbien, Rusland og Finland. Vinderen af puljen er kvalificeret til årets U/17 EM-slutrunde, der spilles i Estland fra maj til juni. De syv bedste andenpladser fra de otte forskellige puljer kvalificerer sig ligeledes til slutrunden.
Danmarks første kamp ved Elite Round spilles onsdag 25. marts mod Serbien. Lørdag 28. marts er modstanderen Rusland, og 31. marts gælder det sidste Elite Round-kamp mod Finland. Alle kampe spilles i Moskva.
Inden Elite Round i Moskva har Christoffer Ravn, der spiller venstre back, spillet i alt 17 ungdomslandskampe. Heraf har otte af optrædenerne været for U/17-landsholdet.