Fem udskiftere tillades i de to bedste fodboldrækker

19. maj 2020 kl. 15:35 af Rasmus Estrup

Forrige lørdag godkendte IFAB – der udstikker de internationale regler for fodboldspillet – en midlertidig regelændring for udskiftninger, så det er muligt at skifte fem spillere ud per kamp fremfor som tidligere kun tre. I modsætning til de fleste andre regler fra IFAB, så er denne ikke et krav, men en mulighed, og derfor skal de enkelte ligaer selv beslutte, om de vil implementere det. Således også i Danmark, hvor Divisionsforeningens bestyrelse nu har besluttet at indføre det for resten af 2019/20-sæsonen.  

- Beslutningen er taget efter dialog med klubberne og truffet ud fra et sundhedsmæssigt perspektiv. Det er for at beskytte klubberne og spillerne bedst muligt i den her ekstraordinære situation, hvor vi ikke kender den fulde effekt af at starte op igen efter en længere pause. Det skal sikre den bedst mulige afslutning på sæsonen, udtaler direktør i Divisionsforeningen Claus Thomsen. 

De fem udskiftninger kan kun bruges, hvis de foretages over maksimalt tre spilafbrydelser. Dermed må et hold altså ikke fem gange udskifte én spiller. Så hvis der er foretaget fire udskiftninger over tre spilafbrydelser, så må man ikke foretage den femte udskiftning.

Ændringen gælder også kampe i Sydbank Pokalen.

Tags på denne nyhed

AaB TV: Faninitiativ har indsamlet 13.750 kr. til AaB

19. maj 2020 kl. 15:17 af Rasmus Estrup

På egen hånd har de tre mangeårige AaB-fans Flemming Holm Kristensen, Christian Simoni og Per Rishøj samlet penge ind for at støtte AaB. Ved at udbrede ordet om indsamlingen på Facebook, Twitter og via SMS har de tre samlet 13.750 kr. ind, og pengene er nu blevet overdraget til AaB. 

Klubben har - som administrerende direktør Thomas Bælum i indslaget fortæller - valgt at lægge alle kronerne over i projekt AaB er det hele værd, hvor der samles ind til tre forskellige fanprojekter; udsmykning af Aalborg Portland Park, etableringen af en fanzone og fyld Aalborg Portland Park. De tre projekter har hver fået en tredjedel af beløbet. 

Projekt AaB er det hele værd har nu indsamlet 441.750 kr. 

Du kan læse mere om projektet og selv støtte det via dette link. 

Tags på denne nyhed

AaB har planlagt testkampe mod FCM og OB

19. maj 2020 kl. 09:15 af Brian Andersen

Spillere og trænere i de tre klubber bliver forinden testet for Covid-19.

Opgøret fredag den 22. maj mod FC Midtjylland afvikles kl. 13.00 og kan livestreames hos Nordjyske Medier.

Dysten mod OB afvikles 26. maj i Odense kl. 16.00.

Begge kampe spilles – ligesom de resterende opgør i sæsonen i 3F Superligaen og i Sydbank Pokalen – uden tilskuere for at mindske risikoen for spredning af Covid-19.

Tags på denne nyhed

AaB TV: Fans glæder sig over indsamling

18. maj 2020 kl. 15:51 af Rasmus Estrup

Gennem projekt AaB er det hele værd, er der på nuværende tidspunkt samlet 425.500 kroner ind til AaB's fanscene. Dette glæder AaB Support Club og Vesttribunen, der ser frem til at de tre faninitiativer under projekt AaB er det hele værd, kan blive søsat takket være indsamlingkronerne. 

I dette indslag fra AaB TV kigger formand for AaB Support Club Rasmus Hofman Fihl og stifter af Vesttribunen Michael Meelsen Nielsen på, hvad pengene eventuelt kan bruges på - og hvad det betyder for dem, at AaB's fanscene på denne måde bliver støttet af så mange mennesker. 

Ønsker du selv at støtte projekt AaB er det hele værd, kan du læse mere om initiativet og støtte projektet her. 

Tags på denne nyhed

Tidligere AaB-formand død

17. maj 2020 kl. 14:30 af Brian Andersen

Per Søndergaard var en del af AaB’s bestyrelse i otte år i perioden 2002-2010 – heraf de sidste fem år som formand.

Per Søndergaard stod således i spidsen for AaB, da klubben i 2008 sikrede sig det tredje danske mesterskab og nogle måneder senere kvalificerede sig til gruppespillet i UEFA Champions League og i foråret 2009 nåede ottendedelsfinalen i UEFA Europa League.

I forbindelse med AaB’s forestående opgør 31. maj på udebane mod Esbjerg fB vil AaB’s spillere bære sørgebind, ligesom Per Søndergaard vil blive mindet ugen efter i forbindelse med hjemmekampen på Aalborg Portland Park mod AGF.

I denne svære stund sender vi vores dybeste kondolencer, tanker og medfølelse til Per Søndergaards efterladte.

Æret være Per Søndergaards minde.

På vegne af
AaB A/S

Tags på denne nyhed