AaB tog stærk sejr i Aarhus

26. juni 2020 kl. 20:58 af Rasmus Estrup

AaB hev fredag aften første sejr hjem i Mesterskabsspillet, da Hele Nordjyllands Hold på udebane besejrede AGF med 4-1. Rasmus Thelander, Tom van Weert, Iver Fossum og Søren Tengstedt stod for AaB-scoringerne, mens Jakob Ankersen kom på tavlen for AGF. Kampens første fire mål blev scoret i slutningen af første halvleg, mens Søren Tengstedt lukkede kampen i tillægstiden. 

Hjemmeholdet kom angrebsivrige ud til kampen, og efter lidt under fire minutter fik Jakob Ankersen en god omstillingsmulighed, men Rasmus Thelander fik kastet sig ned i afslutningen og blokeret forsøget. 

Omkring ti minutters mærket var der et længere spilstop, da Andreas Hansen fik en støvleknop i hovedet af Casper Højer Nielsen, men målmanden kunne heldigvis fortsætte med en forbinding om hovedet. 

En ny AGF-omstilling truede AaB-feltet efter et kvarter, men denne gang var det Jores Okores tur til at komme i vejen for Jakob Ankersens afslutning. 

Herefter fulgte en god periode for AaB. Først var Tom van Weert lige ved at komme til en friløber efter en god tunnel. Derudover havde Kasper Kusk et overplaceret skud efter et hurtigt indkast, og endelig blev AaB muligvis snydt for et straffe, da Lucas Andersen blev holdt i skulderen i en løbeduel med Sebastian Hausner, men dommer Morten Kroghs fløjte forblev tavs. 

I 27. minut faldt opgørets hidtil største mulighed, da AGF via en lang bold og to forlængende hovedstød fik sat Albert Grønbæk op til en afslutning midt for mål, men afslutningen gik lige forbi Andreas Hansens bur. 

Inden der var spillet en halv time, havde Jakob Ankersen endnu en gang forsøgt sig, men denne gang gik hans langskud forbi. Det samme gjorde et langskud fra Lucas Andersen i modsatte ende i 34. minut.

Med ti minutter til pausen fik hjemmeholdet en ny stor mulighed, da et boldtab i AaB's venstreside førte til en god afslutningsmulighed til Patrick Mortensen, som ramte ydersiden af stolperoden og fortsatte ud til et målspark. 

Et minut senere måtte William Eskelinen finde en god redning frem, da Kasper Kusk langt udefra forsøgte at tippe bolden i mål. Præcisionen i forsøget tvang AGF-keeperen til med stort besvær at vifte bolden til hjørne. 

I 38. minut kunne AGF-målmanden dog ikke gøre noget. Et langt indkast fra Lucas Andersen sad i panden på Rasmus Thelander, som headede bolden i en god bue og over i fjerneste målhjørne til en nordjysk føring på 1-0.

Blot to minutter senere blev AaB-føringen fordoblet. Denne gang var det et fladt og præcist indlæg fra Iver Fossum, som fandt vej til Tom van Weert, der ved bagstolpen sendte kuglen over stregen til 2-0. 

I 44. minut kunne AaB-lejren for tredje gang på seks minutter bryde ud i jubel. Denne gang tog Iver Fossum chancen fra distancen, da han flugtede en clearing af et hjørnespark direkte i mål til 3-0. 

Inden pausen fik AGF dog reduceret til 3-1, da et langt indkast blev forlænget ind til kanten af det lille felt, hvor Jakob Ankersen kunne dirigere reduceringen i mål. 

Anden halvleg begyndte ligesom første halvleg med en afslutning fra AGF-målscorer Jakob Ankersen. Denne gang var det efter et AGF-angreb sat i gang af en lang bold, der førte til en afslutning midt for mål, som gik over overliggeren. 

Første AaB-mulighed i anden halvleg kom efter knap en time, da Robert Kakeeto med en fiks hælaflevering satte gang i et angreb, der blev afsluttet med et fladt forsøg fra Patrick Kristensen, der sad lige på målmanden. 

Cirka fem minutter senere var AGF yderst tæt på endnu en reducering. Et hårdt indlæg fra Jon Thorsteinsson ramte foden på indskiftede Nicklas Helenius, der tæt under mål sendte bolden op på undersiden af overliggeren. Men til AaB's lettelse sprang bolden ud i spil igen. 

Med tyve minutter igen fik AaB en kæmpechance for at udbygge til 4-1. Med en sand genialitet slap Lucas Andersen igennem på baglinjen og lagde bolden skråt tilbage til Søren Tengstedt på kanten af det lille felt. Den unge angriber varmede bolden et splitsekund for længe og fik sin afslutning blokeret. 

Søren Tengstedt var igen farlig i 74. minut, da han tornede et frispark direkte mod mål, men desværre hev AGF-målmanden en stor redning ud af ærmet. 

10 minutter senere havde AGF en mulighed i modsatte ende, men en fri Nicklas Helenius headede over mål.

I tillægstiden lykkedes det Søren Tengstedt at komme på tavlen. Denne gang tilkæmpede han sig selv et frispark i en god position og med et perfekt spark sendte han frisparket i nettet til 4-1. 

Med sejren er AaB oppe på 41 point i 3F Superligaen.

Næste kamp for Hele Nordjyllands Hold er finalen i Sydbank Pokalen på onsdag kl. 20.00 på Blue Water Arena i Esbjerg mod SønderjyskE. 

Matchfacts - 3F Superligaen, Mesterskabsspil, 30. spillerunde

AGF-AaB 1-4 (1-3)
38. min 0-1 Rasmus Thelander, 40. min 0-2 Tom van Weert, 44. min 0-3 Iver Fossum, 45. min 1-3 Jakob Ankersen, 90. min 1-4 Søren Tengstedt
Advarsler AGF: Benjamin Hvidt (47), Casper Højer Nielsen (74), Jesper Juelsgård (90)
Advarsler AaB: Mathias Ross (62), Patrick Olsen (64)

AGF (4-3-3): William Eskelinen, Kevin Diks (81: Alex Gersbach), Sebastian Hausner, Frederik Tingager, Casper Højer Nielsen (82: Alexander Munksgaard), Albert Grønbæk, Benjamin Hvidt (76: Jesper Juelsgård), Bror Blume (55: Nicklas Helenius), Jon Dagur Thorsteinsson, Patrick Mortensen, Jakob Ankersen (55: Gift Links).

AaB (4-3-3): Andreas Hansen, Kristoffer Pallesen, Jores Okore, Rasmus Thelander (58: Mathias Ross), Lukas Klitten (46: Patrick Kristensen), Patrick Olsen, Robert Kakeeto, Iver Fossum, Tom van Weert (58: Kasper Pedersen), Kasper Kusk (46: Søren Tengstedt), Lucas Andersen (75: Frederik Børsting).

Dommer: Morten Krogh

Tags på denne nyhed

AaB TV: Tilbageblik på AGF-AaB

26. juni 2020 kl. 09:32 af Rasmus Estrup

Forbered dig til aftenens kamp mod AGF med dette tilbageblik på 10 tidligere 3F Superligascoringer på udebane mod aftenens modstander. 

Se blandt andet mål fra Kasper Risgård, Lukas Spalvis, Rasmus Jönsson og Magnus Christensen. 

Aftenens kamp spilles kl. 19.00, og kan følges på TV3 Sport, der viser optakt fra kl. 18.00. 

Tags på denne nyhed

AaB tabte semifinalen i eSuperligaen

26. juni 2020 kl. 07:50 af Rasmus Estrup

AaB havde tilspillet sig en semifinaleplads med en sejr over Brøndby I.F. i tirsdags, da AaB for første gang i eSuperligaens fire sæsoner var kvalificeret til eSuperliga Finals.

På den afgørende finaledag i går lykkedes det desværre ikke for Mads Skibsted og Jacob Kragelund at komme forbi OB i semifinalen.

I første kamp spillede Mads Skibsted på udebane mod Skifter, og OB-spilleren bragte sig foran 1-0 efter knap 20 minutters spil. Trods et par gode AaB-muligheder blev det også 2-0 til OB på en lidt tilfældig scoring.

I tillægstiden fik Mads Skibsted bolden over stregen, men der blev dømt offside, og dermed lød første kamp på et nederlag på 2-0.

I andet opgør fik Jacob Kragelund dog hurtigt bragt spænding ind i kampen, da han efter kun 15 minutter scorede til 1-0, og dermed reducerede til 2-1 i den samlede stilling.

Desværre svarede Grøn straks igen med udligningen til 1-1, hvilket tvang Jacob Kragelund til en tre måls sejr på grund af reglen om udebanemål.

Det lykkedes desværre ikke Jacob Kragelund at finde vej til netmaskerne igen, og i stedet lukkede Grøn semifinaleopgøret med målet til 2-1 - og en samlet OB-sejr på 4-1.

Vinderen af eSuperligaen blev Vejle Boldklub.

Tags på denne nyhed

AaB TV: Andreas Hansen forlænger til 2023

25. juni 2020 kl. 17:55 af Rasmus Estrup

Indtil videre har han fået syv optrædener for Hele Nordjyllands Hold, og i dag blev Andreas Hansens aftale med AaB forlænget til udgangen af 2023. 

I dette indslag fra AaB TV kan du høre fra den 24-årige målmand og sportschef Inge André Olsen, der begge sætter ord på forlængelsen, målmandens udvikling og fremtidsperspektiverne. 

Tags på denne nyhed

Kusk tilbage i truppen mod AGF

25. juni 2020 kl. 16:05 af Rasmus Estrup

Fredag aften kl. 19.00 jagter AaB første sejr i Mesterskabsspillet, når Hele Nordjyllands Hold gæster den øjeblikkelige tredjeplads, AGF. 

Cheftræner Jacob Friis har sammen med den øvrige trænerstab udtaget 19 spillere, hvoraf 12 har spillet i AaB Talent. Truppen til i morgen består af: 

2 Patrick Kristensen, 5 Jores Okore, 6 Kristoffer Pallesen, 8 Iver Fossum, 9 Tom van Weert, 10 Lucas Andersen, 14 Malthe Højholt, 15 Lukas Klitten, 17 Kasper Kusk, 20 Oliver Klitten, 21 Patrick Olsen, 22 Andreas Hansen, 23 Robert Kakeeto, 24 Mathias Ross, 25 Frederik Børsting, 26 Rasmus Thelander, 27 Søren Tengstedt, 32 Kasper Pedersen og U/19 Ligamålmand Nicolai Christensen. 

Jakob Ahlmann er i karantæne, mens Jacob Rinne og Magnus Christensen er ukampdygtige. 

Fredagskampen mod AGF kan følges på TV3 Sport, der viser optakt fra kl. 18.00. 

Tags på denne nyhed
'