AaB og Green Hub Denmark sætter fokus på bæredygtighed

6. juni 2020 kl. 09:00 af Rasmus Estrup

Complea Tribunen, der normalt er fyldt med tilskuere, vil til de kommende kampe uden publikum være prydet af et stort banner, der sætter fokus på Green Hub Denmark.

Green Hub Denmark udspringer fra Aalborg og er et nyt samarbejde mellem virksomheder, forbrugere og myndigheder, der står sammen om at skabe en platform for grøn vækst ved at facilitere grøn omstilling og innovation for at tackle klimaudfordringerne.

AaB er gået sammen med BusinessAalborg, Aalborg Portland, Himmerland Boligforening, Port of Aalborg, Complea, EL:CON, og Norlys om at sætte fokus på det stærke, nordjyske samarbejde for en grøn udvikling.

AaB’s administrerende direktør Thomas Bælum udtaler:

- Her i Aalborg og i Nordjylland har vi en masse viden og velvilje til at skabe grønne løsninger i verdensklasse. Der er masser af stærke virksomheder, som i samarbejde med Aalborg Universitet og med Aalborg Kommune som katalysator kan udvikle og teste fremtidens grønne løsninger gennem Green Hub Denmark. Det projekt vil vi meget gerne støtte og promovere, og mange af vores stærke samarbejdspartnere var straks med på idéen.  

- Vi har i AaB i flere år bidraget socialt gennem Hele Nordjyllands Håndsrækning, hvor vi fra 2015 og med opbakning fra Spar Nord Fonden siden 2017 har uddelt knap en million kroner til velgørende nordjyske formål. Nu er vi er også i en udvikling mod at blive en mere bæredygtig klub, og dette er et skridt i den retning.

Ambitionen med Green Hub Denmark, der er drevet af BusinessAalborg under Aalborg Kommune, er at blive den grønne innovations svar på Silicon Valley. Til det formål stiller Green Hub Denmark via massive investeringer fem milliarder kroner til rådighed.

Tonny Thorup, erhvervsdirektør hos BusinessAalborg udtaler: 

- Vi er i Aalborg dygtige til at lave grønne løsninger, som vi selv skal bruge, og som verden har brug for, og det kan vi skabe jobs ved. Med den viden og kompetence der er på Aalborg Universitet, hvor de har 400 energiforskere på området, kombineret med de fem milliarder, som vi kan investere i det her, så skal vi gerne ende med at skabe 5000 jobs.

- At vi på denne måde kan bruge AaB’s tribune til at udbrede budskabet om Green Hub Denmark er helt fantastisk. Man forbinder AaB og Aalborg med hinanden, og derfor er dette den helt rigtige platform, for vi skal ud over rampen, ud i hele Danmark og ud i hele verden.

Borgmester i Aalborg Kommune, Thomas Kastrup-Larsen, supplerer: 

- Green Hub Denmark betyder fantastisk meget for Aalborg i øjeblikket, fordi det handler om en masse arbejdspladser og lokale virksomheder, der gerne vil være med til at skabe nye løsninger til en grøn omstilling. Men uden synlighed vinder man ingenting. Så det at vi kan være med til at pryde tribunen herude på Aalborg Portland Park og få en sejr i den grønne omstilling, og samtidig være med til at give AaB et godt rygstød i forhold til at få en sejr på banen, er rigtig fedt.

Det store banner, der er PVC-frit og skabt med vandbaseret tryk, kan ses første gang i morgen, når Danmarks mest bæredygtige tribune har premiere til AaB’s 3F Superligakamp mod AGF kl. 17.00. Kampen kan ses på TV3 Sport.

 

Tags på denne nyhed

Vidste du om den jyske klassiker…

5. juni 2020 kl. 10:47 af Brian Andersen

- at den forestående kamp er 3F Superligaopgør nummer 84 mellem AaB og AGF. Statistikken siger 36 sejre til AaB, 20 uafgjorte og 27 nederlag samt en målscore på 128-118 i AaB’s favør.

- at AaB i tilfælde af point mod AGF vil være kvalificeret til Mesterskabsspillet, hvilket AaB kun har været tidligere i 2017/2018-sæsonen. Selv et nederlag til AGF kan sende AaB i Mesterskabsspillet, såfremt Randers FC ikke besejrer FC København, og at den samlede målforskel for de to kampe ikke overstiger +7 i Randers FC’s favør.

- at AaB med en sejr mod AGF kan tage den tredje 3F Superliga-sejr i træk på Aalborg Portland Park efter sejrene i februar/marts over Brøndby I.F. og Lyngby Boldklub. Det vil i givet fald være første gang siden juli-september 2019, at AaB vinder tre hjemmekampe i træk i 3F Superligaen.

- at AaB har haft det svært mod AGF i de otte seneste indbyrdes 3F Superligakampe, hvor det kun er blevet til en sejr samt tre uafgjorte og fire nederlag. AaB har heller ikke haft nemt ved at få scoret mod AGF, idet det kun er lykkedes i to af de otte kampe, dog ikke i nogen af de tre seneste.

- at AaB har scoret præcis tre mål i hver af de to seneste hjemmekampe i 3F Superligaen. Hvis det lykkes AaB at score mindst tre mål mod AGF, vil det være første gang siden september-november 2015, at AaB scorer mindst tre mål i tre på hinanden følgende hjemmekampe i 3F Superligaen.

- at ud af de 83 tidligere indbyrdes 3F Superligakampe mod AGF har AaB scoret først i 33 tilfælde, hvilket har resulteret i 27 sejre, tre uafgjorte og tre nederlag. Omvendt har AGF scoret kampens første mål i 44 tilfælde, hvilket dog har givet AaB ni sejre, 11 uafgjorte og 24 nederlag.

- at fra den nuværende AaB-trup har Kasper Pedersen (2 mål), Kasper Kusk (2), Lucas Andersen (1), Patrick Kristensen (1) og Magnus Christensen (1) tidligere været på måltavlen for AaB i en 3F Superligakamp mod AGF.

- at AaB søndag spiller sin anden 3F Superligakamp på datoen 7. juni, eftersom det på denne dato i 2015 blev til en sejr på 1-0 over FC Nordsjælland efter en fuldtræffer af Kasper Pedersen. Derudover har 7. juni pudsigt nok være spilledato for tre kampe mellem AaB og B 1903 i Aalborg i den bedste række i perioden 1970-1987.

- at Morten Krogh søndag dømmer sin 59. kamp i 3F Superligaen siden debuten i juli 2016. Morten Kroghs foreløbige seks opgør med deltagelse af AaB har endnu ikke givet sejr til AaB (0V-2U-4T).

- at Tom van Weert kan fejre sin 30-års fødselsdag på kampdagen. Hvis van Weert formår at score mod AGF, vil det ikke blot være hans første scoring i 3F Superligaen mod AGF, men han vil også blive den første fødselar til at score for AaB siden Jannik Pohl i april 2018.

- at Frederik Børsting søndag kan spille sin officielle kamp nummer 175 for AaB. Børsting debuterede i juli 2014 i en 3F Superligakamp mod FC Midtjylland.

- at der i forbindelse med søndagens 3F Superligaopgør på Aalborg Portland Park mod AGF vil der blive holdt et minuts stilhed til ære for AaB’s tidligere formand Per Søndergaard Pedersen, der i maj gik bort i en alder af 66 år. AaB’s spillere vil af samme årsag bære sørgebind.

(Statistisk kilde: danskfodbold.com og aabsport.dk).

Tags på denne nyhed

AaB indtager tredjeplads i eSuperligaen

5. juni 2020 kl. 08:59 af Rasmus Estrup

Efter en lang pause i eSuperligaen siden første spillerunde 11. marts var eSuperligaen onsdag tilbage på skærmen, og AaB fik fulgt godt op på åbningssejren på 5-3 over OB med to yderligere sejre i denne uge.

Onsdag aften mødte AaB Esbjerg fB i en kamp, der blev vist på TV3 Max og Viaplay, og her storspillede AaB’s to unge spillere, Mads Skibsted og Oliver Ledet, i en samlet 6-1-sejr.

Sidstnævnte mødte i første duel Qack, og med en hurtig scoring i første halvleg, en tidlig udbygning af føringen i anden halvleg og endnu et mål efter 72 minutter førte han 3-0, inden Qack i 83. minut reducerede til 3-1.

Det resultat gav Mads Skibsted et godt udgangspunkt, og AaB-spilleren holdt nullet i egen ende, inden han med et kvarter igen gik offensivt til værks og med tre gode mål mod slutningen vandt 3-0 over Bækkelund, og dermed sikrede AaB en samlet 6-1-sejr over Esbjerg fB. Se alle mål fra kampene her.

Det flotte resultat blev fulgt op i torsdagens første kamp, hvor AaB samlet set vandt 2-1 over Randers FC.

I første duel var Daniel “Shoppen” Mogensen oppe imod Kølbæk. Randers-spilleren åbnede scoringen et kvarter før slutfløjt, men “Shoppen” udlignede tre minutter før tid til resultatet 1-1

Derefter skulle Mads Skibsted møde den tidligere AaB-spiller Aagaard, og efter kun ti minutter scorede Mads Skibsted sejrsmålet til 1-0, hvilket sikrede den samlede sejr på 2-1. Se målene fra kampen her.

Ugens sidste AaB-kamp var mod FC Midtjylland, som dog var for stor en mundfuld for Mads Skibsted og Oliver Ledet. Sidstnævnte mødte i første duel Hedegaard, som scorede kampens enlige mål til 1-0 lige inden pausen, og i den efterfølgende duel mødte Mads Skibsted Keller. FC Midtjylland-spilleren bragte sig tidligt foran 1-0, og med en halv time tilbage scorede Keller også sidste mål til 2-0 og en samlet sejr til FC Midtjylland på 3-0. Der er endnu ikke lagt highligts op fra den kamp.

Resultaterne betyder, at AaB indtager tredjepladsen med ni point efter fire kampe. Foran ligger Lyngby Boldklub med 10 point og Brøndby I.F. med 12 point. På topscorerlister ligger Mads Skibsted, der eSuperligaens yngste spiller, på en flot andenplads med syv scoringer og kun tre indkasserede mål.

AaB sidder over i femte spillerunde, men spiller alligevel fem kampe i næste uge. Tirsdag mod Vejle Boldklub, onsdag mod SønderjyskE og Brøndby I.F. og torsdag mod AGF og FC Helsingør. Alle kampene vises på Viaplay, mens kampen mod Brøndby I.F. onsdag kl. 19.45 også vises på TV3 Max.

Tags på denne nyhed

Et minuts stilhed søndag

4. juni 2020 kl. 13:24 af Brian Andersen

AaB’s spillere bar af samme årsag sørgebind i søndags i Esbjerg, og dette vil også være tilfældet på hjemmebane på søndag mod AGF.

Det ene minuts stilhed holdes umiddelbart inden, dommer Morten Krogh sætter kampen i gang.

Per Søndergaard Pedersen var en del af AaB’s bestyrelse i otte år i perioden 2002-2010 – heraf de sidste fem år som formand.

Per Søndergaard Pedersen stod således i spidsen for AaB, da klubben i 2008 sikrede sig det tredje danske mesterskab og nogle måneder senere kvalificerede sig til gruppespillet i UEFA Champions League og i foråret 2009 nåede ottendedelsfinalen i UEFA Europa League.

Tags på denne nyhed

Theodor på rundtur i Aalborg på søndag

4. juni 2020 kl. 09:54 af Rasmus Estrup

Theodor kører på søndag rundt i Aalborgs gader inden AaB's hjemmekamp mod AGF i 3F Superligaen.

Turen starter på AaB's træningsanlæg på Hornevej kl. 13.00 og går mod Aalborg Portland Park i et roligt tempo. Undervejs kommer Theodor blandt andet forbi Vejgaard Boldspilklub, Øgadekvarteret, Nytorv, Cimbrertyren på Vesterbro, Aalborg Universitetshospital Nord, Aalborg KFUM og Aalborg Freja, inden ankomsten til Aalborg Portland Park. Du kan se den fulde ruteplan her.

Ligesom i sidste weekend, hvor en masse AaB-fans havde hængt halstørklæder ud ad vinduerne og pyntet op med AaB-farver i haverne, opfordres alle AaB-fans igen til at vise sin støtte til Hele Nordjyllands Hold ved at pryde byen med rød-hvide farver. Så har Theodor også noget ekstra flot at kigge på, når han kører byen rundt i en åben sportsvogn fra Audi Aalborg.  

Alle er meget velkomne til at komme ud på ruten og vinke til Theodor, så han kan bringe den gode energi fra fansene med ind til spillerne, der skal i kamp kl. 17.00 på Aalborg Portland Park. 

Turen fra træningsanlægget på Hornevej til Aalborg Portland Park sendes live på Facebook, så kan man løbende følge med og se, hvor langt Theodor er kommet. 

Vi glæder os til at se mange AaB-farver og fans i Aalborgs gader på søndag. 

Tags på denne nyhed
'