U/19 Ligatræner stopper i AaB

13. juli 2020 kl. 13:16 af Rasmus Estrup

David Olsen har både fungeret som udviklingstræner, assistent- og cheftræner i ungdomsafdelingen i sine mange år i AaB. Sidste år var David Olsen cheftræner på det U/19 Ligahold, der opnåede sølvmedaljer i U/19 Ligaen.

- Efter 12 års virke i AaB både for moderklubben og AaB A/S har jeg valgt, at det er på tide, at jeg prøver noget nyt i min trænergerning. Jeg vil gerne takke samtlige spillere, trænerkolleger og ledere i hele AaB, som jeg har arbejdet sammen med gennem tiden, udtaler David Olsen.

Talentchef Anders Damgaard udtaler: 

- Vi har været utrolig glade for Davids virke og engagement for klubben i så mange år. Hans dedikation, altid hårde arbejde og tydelighed overfor spillerne har været hans typiske varemærke. Vi ønsker David alt held og lykke videre i hans trænergerning.

U/19 Ligaholdet overtages midlertidig af Claus Bech Jørgensen, indtil en permanent løsning er på plads.

Tags på denne nyhed

AaB TV: Sammendrag af FC Nordsjælland-AaB

13. juli 2020 kl. 07:15 af Rasmus Estrup

Der var rigeligt med muligheder i begge ender, selvom AaB's udebanekamp mod FC Nordsjælland i går endte 0-0. 

I videoen øverst kan du se et sammendrag af opgøret. 

Se blandt andet store chancer til Frederik Børsting og Tom van Weert samt en klasseredning af 100-kamps jubilar Jacob Rinne. 

Tags på denne nyhed

Chancerig remis i Farum

12. juli 2020 kl. 15:50 af Rasmus Estrup

Det endte med 0-0 og en pointdeling, da AaB gæstede FC Nordsjælland i en god kamp fyldt med intensitet og chancer søndag eftermiddag. 

Opgøret var en jævnbyrdig affære, og i tredje minut spillede FC Nordsjælland sig frem til første mulighed, da Isaac Atanga blev spillet fri midt i AaB-feltet, men skuddet fra straffesparkspletten sad lige på Jacob Rinne. 

Minuttet senere fik Frederik Børsting sendt bolden over stregen, men han blev korrekt vinket og dømt for offside, og dermed var opgøret stadig uden scoringer. 

Herefter fulgte ti minutter med god AaB-kontrol, men nordjyderne formåede ikke at omsætte det til muligheder. I stedet prøvede Mikkel Damsgaard lykken udefra i 19. minut, men afslutningen gav ingen problemer for AaB-keeperen, som sikkert kunne samle hænderne omkring kuglen. 

Midt i første halvleg fik Frederik Børsting opgørets hidtil største chance efter et godt forarbejde og præcist indlæg af Patrick Olsen, som fandt Frederik Børsting på kanten af det lille felt. AaB's målscorer i de seneste to kampe sparkede første gang, men afslutningen blev flot reddet af Peter Vindahl Jensen på stregen. 

En halv snes minutter senere fik AaB endnu en stor chance. Denne gang var det et hovedstød fra Robert Kakeeto, som sendte Tom van Weert i frit løb mod Peter Vindahl Jensen. AaB-anføreren fik dog ikke fuld kontrol over kuglen, inden han afsluttede forbi fjerneste stolpe. 

Lige efter kom FC Nordsjælland frem til første halvlegs største mulighed. Et perfekt indlæg fra Joachim Rothmann endte hos en helt fri Isaac Atanga på kanten af det lille felt. Jacob Rinne så egentlig ud til at være blevet fanget ved forreste stolpe af indlægget, men AaB-keeperen fik kastet sig tilbage i målet, og med en vanvittig redning holdt 100-kamps jubilaren læderet ude af buret. 

Isaac Atanga blev atter spillet frem til en kæmpechance i 37. minut, men denne gang sparkede angriberen hul i luften ved bagerste stang. 

I modsatte ende kom Frederik Børsting også til en mulighed, men AaB's nummer 25 sendte sit forsøg langt over mål. 

Efter pausen fortsatte opgøret med at være jævnbyrdigt, men hjemmeholdet var de første til at komme frem til afslutninger. Den første gode mulighed tilfaldt Mikkel Rygaard ti minutter inde i anden halvleg, men Mathias Ross fik kastet sig ned i afslutningen og afdæmpet farten, så bolden havnede i handskerne på Jacob Rinne. 

Patrick Olsen stod for de næste to skud i kampen. Begge fra distancen og begge blev reddet af FC Nordsjælland-målmanden.  

Kampen bølgede hurtigt fra den ende ende til den anden, og i 60. minut blev Jacob Rinne sat på prøve efter gode takter af Isaac Atanga. Afslutningen fra angriberen boksede AaB-keeperen lige op i luften, og da han gik op for at gribe bolden igen, skubbede Mikkel Damsgaard til keeperen og dirigerede bolden over stregen. Men AaB-målmanden fik dog et frispark i situationen. Dermed stadig 0-0. 

Med 20 minutter igen drev indskiftede Kasper Kusk bolden frem på hjemmeholdets halvdel og lagde bolden af til Iver Fossum, som afsluttede resolut mod mål, men læderet sad lige på Peter Vindahl Jensen. 

Minuttet senere var Mikkel Damsgaard på færde på kanten af AaB-feltet, men Jacob Rinne reddede sikkert forsøget fra FC Nordsjælland-profilen. 

I 80. minut var Kasper Kusk i samspil med Iver Fossum, inden kantspilleren prøvede sig af med en stiv tå, men venstrebenshugget sad lige på målmanden.

Fem minutter senere var Mikkel Damsgaard ved at komme til en mulighed dybt inde i AaB-feltet, men AaB-keeperen fik kastet sig ned i bolden i afslutningsmomentet. 

I begyndelsen af tillægstiden fik Ibrahim Sadiq en chance i AaB-feltet, men afslutningen, der gik mellem benene på Jores Okore, blev sikkert reddet af en velspillende Jacob Rinne. 

Trods de mange muligheder i begge ender, endte opgøret uden scoringer. Dermed ligger AaB på femtepladsen i 3F Superligaen med 48 point. Foran ligger Brøndby I.F. med 51 point. 

AaB's næste kamp i 3F Superligaen spilles på udebane mod netop Brøndby I.F. på søndag kl. 18.00. Kampen vises på Canal 9. 

Matchfacts - 3F Superligaen, Mesterskabsspil, 33. spillerunde

FC Nordsjælland-AaB 0-0 (0-0)
Advarsler FC Nordsjælland: Ivan Mesik (23), Isaac Atanga (47)
Advarsler AaB: Magnus Christensen (80), Patrick Olsen (87)
910 tilskuere på Right to Dream Park

FC Nordsjælland (4-3-3): Peter Vindahl Jensen, Oliver Villadsen (76: Magnus Kofod), Kian Hansen (76: Maxwell Woledzi), Ulrik Yttergård Jenssen, Ivan Mesik, Mikkel Rygaard, Jacob Steen Christensen, Mohammed Diomande (76: Martin Frese), Isaac Atanga (61: Abu Francis), Mikkel Damsgaard, Joachim Rothmann (46: Ibrahim Sadiq).

AaB (3-4-3): Jacob Rinne, Jores Okore, Rasmus Thelander, Mathias Ross, Kristoffer Pallesen (79: Patrick Kristensen), Iver Fossum, Robert Kakeeto (68: Magnus Christensen), Jakob Ahlmann (68: Lukas Klitten), Tom van Weert (65: Kasper Kusk), Patrick Olsen, Frederik Børsting (65: Oliver Klitten). 

Dommer: Peter Kjærsgaard

Tags på denne nyhed

AaB TV: Tilbageblik på FC Nordsjælland-AaB

12. juli 2020 kl. 08:13 af Rasmus Estrup

Se blandt andet et par gode scoringer fra Kasper Kusk i dette tilbageblik på 11 af AaB's tidligere udebanescoringer i 3F Superligaen mod FC Nordsjælland. 

Dagens kamp mod Farum-holdet spilles kl. 14.00 på Right to Dream Park. Opgøret kan følges på Eurosport 2. 

Tags på denne nyhed