For tredje gang på lidt over en måned vandt AaB over AGF. Denne gang blev det til en 1-0-sejr på Frederik Børstings sejrsmål i første halvleg. Med sejren hopper AaB op på femtepladsen i 3F Superligaen.
AaB vandt torsdag tredje 3F Superligakamp i træk - og tredje indbyrdes kamp mod AGF i træk - da århusianerne blev besejret 1-0 på Aalborg Portland Park. Sejrsmålet blev scoret af Frederik Børsting i 38. minut.
Aalborg Portland Park var for første gang i månedsvis åbnet for flere end 280 tilskuere, og de fremmødte tilskuere kunne i fjerde minut se en stor redning fra Jacob Rinne på en hård afslutning fra Benjamin Hvidt. Et par minutter efter forsøgte Bror Blume sig også med et langskud. Dette sad lige på AaB's svenske målvogter.
Efter ti minutter truede AGF med endnu et langskud, men igen havde Jacob Rinne fuld kontrol over afslutningen.
Efter et kvarters spil kom AaB bedre med i opgøret, men det forbedrede spil førte ikke afslutninger med sig i det første stykke tid.
Først ved halv times mærket kom AaB frem til sin første gode afslutning. Søren Tengstedt drev bolden frem ad banen og sparkede fladt mod mål, men William Eskelinen kom ned og fik hænderne på forsøget.
En håndfuld minutter senere fik AGF en stor mulighed, da Jakob Ankersen kom frem til en nedfaldsbold på kanten af det lille målfelt, men AaB-keeperen nåede ned til kantspillerens forsøg.
I 38. minut gjorde en årvågen Frederik Børsting det så til 1-0. Den hårdtarbejdende kantspiller opsnappede en fejlaflevering i AGF-defensiven og fik en friløber med gæsternes keeper. Her valgte Frederik Børsting at drible rundt om William Eskelinen for derefter sikkert at sparke læderet over stregen til en nordjysk 1-0-føring for anden hjemmekamp i streg.
Kort før pausen var AaB tæt på endnu en scoring, men en kanonredning fra William Eskelinen kom i vejen for Jakob Ahlmanns hug. Venstrebacken startede angrebet med en stærk diagonalbold, og dernæst tog han selv turen frem i bagerste område af feltet, hvor Kristoffer Pallesens indlæg fandt ham. Herfra flugtede Jakob Ahlmann fremragende kuglen mod mål, men AGF-keeperen fik handskerne på drønet.
Fem minutter efter pausen blev gæsterne reduceret til 10 spillere, da Nicolai Poulsen, som i forvejen havde et gult kort, kom for sent i en glidende tackling på Frederik Børsting. Det takserede dommer Sandi Putros til AGF-anførerens anden advarsel og dermed et rødt kort.
Kort inden opgøret rundede en time var AGF lige ved at udligne. Et boldtab i AaB-defensiven satte gang i en omstilling til udeholdet, som fik sat Jon Thorsteinsson op til afslutning midt for mål, men heldigvis for hjemmeholdet ramte læderet stolpen.
I 65. minut var AaB i stedet tæt på at udbygge føringen. Først tvang Jakob Ahlmanns højrefod William Eskelinen til en solid redning. Riposten fangede Kristoffer Pallesen, som fra en meget spids vinkel også måtte se sit forsøg reddet til hjørne af AGF-målmanden. Hjørnesparket blev slået ind på kanten af det lille felt til Jores Okore, som headede mod mål, men igen var AGF-keeperen i vejen.
Med lidt over et kvarter igen fik AaB en ny stor mulighed. Denne gang slog Patrick Olsen et indlæg ind i panden på indskiftede Tom van Weert, men hollænderens forsøg tæt under mål gik lige forbi stolpen.
Minuttet senere var det igen Jakob Ahlmanns tur til en stor chance, men hans frie afslutning blev blokeret.
Ti minutter før tid leverede AaB-målmand Jacob Rinne en god redning ved roden af nærmeste stolpe på et forsøg fra Albert Grønbæk Erlykke. To minutter senere fik Mustafa Amini en god mulighed efter en frisparkskombination, men den indskiftede midtbanespiller sendte kuglen over mål.
Mod slutningen fik AaB kørt sejren hjem, og dermed hopper AaB op på femtepladsen i 3F Superligaen med fire point op til Brøndby I.F. og to point ned til FC Nordsjælland. Netop FC Nordsjælland er modstander på søndag, når AaB gæster Right to Dream Park kl. 14.00. Kampen kan ses på Eurosport 2.
Matchfacts - 3F Superligaen, Mesterskabsspil, 32. spillerunde
AaB-AGF 1-0 (1-0)
38. min 1-0 Frederik Børsting
Advarsler AaB: Jacob Rinne (68)
Advarsler AGF: Nicolai Poulsen (32), Kevin Diks (58), Jon Thorsteinsson (78)
Udvisning AGF: Nicolai Poulsen (51)
1.627 tilskuere på Aalborg Portland Park
AaB (3-4-3): Jacob Rinne, Mathias Ross, Jores Okore, Rasmus Thelander, Kristoffer Pallesen, Iver Fossum, Robert Kakeeto (89: Magnus Christensen), Jakob Ahlmann (89: Patrick Kristensen), Søren Tengstedt (72: Kasper Kusk), Patrick Olsen, Frederik Børsting (61: Tom van Weert).
AGF (4-3-3): William Eskelinen, Kevin Diks (74: Alexander Munksgaard), Sebastian Hausner, Frederik Tingager, Casper Højer Nielsen, Benjamin Hvidt (64: Patrick Mortensen), Nicolai Poulsen, Bror Blume (74: Mustafa Amini), Jon Thorsteinsson, Nicklas Helenius (74: Frederik Ihler), Jakob Ankersen (64: Albert Grønbæk Erlykke).
Dommer: Sandi Putros