Kusk: Føler mig mere energisk
Kasper Kusk er godt tilfreds med opstarten, hvor han har prøvet kræfter med en ny rolle som central angriber.
- Jeg synes, jeg er kommet tilbage fra vinterpausen med en god energi og et større overskud. Det har også gjort, at jeg på træningsbanen er blevet mere arbejdsom, føler jeg.
Kasper Kusk har fundet sig godt til rette på træningsbanerne på Hornevej efter nytår. I de to testkampe mod AGF og IFK Göteborg, hvor det - ligesom for næsten alle holdkammeraterne - samlet set er blevet til 90 minutter, har han også vist spilleglæde og blandt andet sat aftryk med oplæg til Oliver Klittens scoring mod AGF.
- Jeg føler mig mere energisk, og jeg håber, at jeg kan tage den energi med ind i sæsonen, for så skal der nok ligge nogle mål og assists og vente, siger den 28-årige AaB-spiller, der i forårets to testkampe er blevet afprøvet som central angriber, i stedet for hans sædvanlige rolle på højrekanten.
- Vi har som hold spillet et par gode testkampe, og jeg synes også, at jeg har været med til at bidrage, selvom jeg spiller på en position, jeg ikke har prøvet før. Men det har været rigtig spændende, siger offensivspilleren, der i efteråret scorede otte mål fordelt i 3F Superligaen og Sydbank Pokalen.
Udover at blive testet på en ny position, har Kasper Kusk sammen med holdkammeraterne arbejdet på et nyt presspil, der har fået meget fokus på kunstgræsbanerne på Hornevej siden første træning 8. januar.
- Det er jo ganske nyt for os, men jeg håber, man kan se, at vi får det dybere og dybere ind under huden. Den energi, der bliver lagt i det offensive pres, skulle gerne hjælpe til, at vi får flere erobringer højere oppe på banen, påpeger han.
I morgen rejser Hele Nordjyllands Hold på træningslejr i Marbella i Spanien.
- Det bliver dejligt at komme ud på noget rigtigt græs og få arbejdet videre med de elementer, vi har arbejdet med på kunstgræsset siden årsskiftet. Det bliver også bare dejligt at kunne spille i shorts og få nørdet nogle detaljer på træningsbanen, som det stadig er lidt for koldt til at gøre herhjemme, siger Kasper Kusk.