Gustav Dahl indskiftet i U/16-remis mod Sverige

14. januar 2020 kl. 09:56 af Rasmus Estrup

Gustav Dahl er i øjeblikket med U/16-landsholdet på træningslejr på Cypern, og i går spilede danskerne venskabskamp mod Sverige. 

Opgøret endte 1-1, hvilket også var stillingen, da AaB-talentet kom i aktion efter 70 minutter. 

Det var Gustav Dahls sjette ungdomslandskamp. Han har mulighed for at få endnu en kamp i benene på træningslejren, når U/16-landsholdet på torsdag møder Cypern. 

Tags på denne nyhed

Søg Hele Nordjyllands Håndsrækning

13. januar 2020 kl. 09:11 af Rasmus Estrup

Hele Nordjyllands Håndsrækning er AaB’s pris, der siden 2015 er doneret halvårligt og ubeskåret til gode formål i Region Nordjylland. Siden efteråret 2017 har Spar Nord Fonden valgt at bakke op om initiativet, så parterne sammen donerer to kroner pr. fremmødt tilskuer til 3F Superligahjemmekampe på Aalborg Portland Park.

I efteråret 2019 gik Hele Nordjyllands Håndsrækning til Barnets Blå Hus i Vesthimmerland, der modtager et rekordstort beløb på 112.196 kr. 

Hele Nordjyllands Håndsrækning kan tilfalde foreninger, et værested, et behandlingscenter eller noget helt fjerde. Kun fantasien sætter grænser, men der skal dog være tale om et formål, der hverken har kommerciel eller politisk karakter. Udover at donationen skal gå til en god sag, skal modtageren også have postadresse i Region Nordjylland.

Ønsker du at søge Hele Nordjyllands Håndsrækning eller kender du en forening, en organisation eller et andet godt formål, der kunne have fordel af en håndsrækning, kan du søge via knappen nedenfor. 

Der er ansøgningsfrist for at blive forårets modtager af Hele Nordjyllands Håndsrækning 1. februar 2020. 

Det er et udvalg bestående af formand for AaB Support Club Lars Simoni, bankdirektør i Spar Nord John Lundsgaard, presse- og kommunikationschef i AaB Brian Andersen, daglig leder i Barnets Blå Hus i Vesthimmerland Ole Smed og AaB's anfører Lucas Andersen, der vil gennemgå ansøgninger og udvælge tre kandidater, der herefter kommer til afstemning på aabsport.dk.

Modtageren af Hele Nordjyllands Håndsrækning for foråret 2020 forventes offentliggjort i dagene op til forårets første hjemmekamp mod Brøndby I.F. 23. februar. 

Læs mere om Hele Nordjyllands Håndsrækning her. 

Tidligere modtagere af Hele Nordjyllands Håndsrækning:

Barnets Blå Hus i Vesthimmerland - efterår 2019 - 112.196 kr. (2 kr. pr. tilskuer)

SKYGGEBØRN - forår 2019 - 83.880 kr. (2 kr. pr. tilskuer)

Ønskeland - efterår 2018 - 108.652 kr. (2 kr. pr. tilskuer)

Foreningen Grønlandske Børn – forår 2018 – 85.908 kr. (2 kr. pr. tilskuer)

Børn i sorg – sorggrupperne i Aars – efterår 2017 – 109.850 kr. (2 kr. pr. tilskuer)

Veteran Oasen – velgørenhedstrøje 2017 – 90.000 kr. (100 kr. pr. solgt trøje)

Kildehuset Fountainhouse – forår 2017 – 31. 249 kr. (1 kr. pr. tilskuer)

Broen Aalborg – efterår 2016 – 69.093 kr. (1 kr. pr. tilskuer)

Hjerterummet og Cykel20 - forår 2016 - 57.357 kr. (1 kr. pr. tilskuer)

The Back To Life Project - efterår 2015 - 66.410 kr. (1 kr. pr. tilskuer)

Headspace Aalborg - forår 2015 - 54.337 kr. (1 kr. pr. tilskuer)

Tags på denne nyhed

U/21-debutsejr til Klitten og Tengstedt

12. januar 2020 kl. 17:00 af Rasmus Estrup

Lukas Klitten og Søren Tengstedt fik i dag begge debut for U/21-landsholdet, da Danmark vandt 3-1 over Slovakiet i en testkamp under træningslejren i Tyrkiet. 

Lukas Klitten, der inden i dag havde 29 ungdomslandsholdskampe fordelt mellem U/16, U/17 og U/19-landsholdet, var i startopstillingen og spillede opgørets første 60 minutter på venstre back. 

Han var dermed på banen, da Danmark efter en god første halv time havde bragt sig i spidsen med 3-0 efter scoringer af Jesper Lindstrøm, Carlo Holse og Jeppe Okkels. 

3-0 var også stillingen, da Søren Tengstedt, der fik sin første optræden i den danske landsholdstrøje, blev skiftet ind fra anden halvlegs start. 

Med et kvarter tilbage reducerede Slovakiet til slutresultatet 3-1. 

Søren Tengstedt og Lukas Klitten rejser sammen med resten af U/21-landsholdet hjem fra Tyrkiet i morgen. 

AaB TV: Magnus Christensen om jubilæum

11. januar 2020 kl. 08:34 af Rasmus Estrup

I efterårssæsonens sidste kamp rundede Magnus Christensen 100 kampe for Hele Nordjyllands Hold. AaB TV har talt med den 22-årige midtbanespiller om jubilæet. 

I dette indslag kan du blandt andet høre om vejen fra Bangsbo Freja til AaB som 13-årig, om debutsejren i Randers FC og hvordan han siden debuten har udviklet sig som spiller og lært at tage mere ansvar. 

Tags på denne nyhed

AaB vinder KMD Cup igen

10. januar 2020 kl. 22:38 af Rasmus Estrup

AaB vandt endnu engang KMD Cup, da indendørsstævnet her til aften blev afholdt under højt lydniveau fra tribunerne i Jyske Bank Arena i Odense.

AaB kom til turneringen som forsvarende titelvindere, og nordjydernes første kamp blev spillet mod Øens Hold, der var et hold af udvalgte fynboer med god erfaring i indendørsfodbold.

Efter lidt over fem minutter kom fynboerne foran 1-0, men med to minutter igen udlignede Gabriel Adriano Alves Christensen efter oplæg fra Malthe Højholt. 

30 sekunder før tid sikrede Patrick Olsen en AaB-sejr på 2-1, da han med et fladt langskud fra midten slyngede bolden i nettet via indersiden af stolpen. 

Sejren blev efterfulgt af endnu en triumf på 4-1 mod Brøndby I.F. Inden for opgørets første minut havde Oliver Overgaard bragt AaB på 1-0 og lagt op til Kasper Kusks scoring til 2-0. 

Dernæst tog Gabriel Adriano Alves Christensen sagen i egen hånd og fuldendte en flot solotur med målet til 3-0. Jeppe Pedersen kopierede kort efter bedriften og udbyggede til 4-0, inden Brøndby I.F. to minutter før tid reducerede til slutresultatet 4-1. 

Tredje kamp mod OB endte med aftenens første nederlag, da OB vandt 3-1. 

Allerede i løbet af det første halvandet minut havde værtsholdet scoret to gange og bragt sig på 2-0. Senere i opgøret måtte Andreas Hansen ud på bænken på grund af et gult kort, og i mens vogtede Jeppe Pedersen målet uden at indkassere. 

Efter Andreas Hansens tilbagevenden til målet reducerede Kasper Kusk til 2-1, men med et halvt minut igen lukkede OB kampen med målet til 3-1. 

Dermed var AaB pisket til en sejr i sidste indledende kamp mod AGF, der inden opgøret ligesom AaB stod med seks point. 

Og her skuffede AaB ikke. Efter lidt over et minut scorede Kasper Kusk flot til 1-0, og to et halvt minut inde i kampen fordoblede Jeppe Pedersen AaB-føringen efter et godt opspil. 

Med 40 sekunder igen bragte AGF spænding tilbage i kampen med en reducering til 2-1, men ti sekunder før tid sikrede Kasper Kusk AaB en finaleplads med det afgørende mål til 3-1.

Dermed var AaB i finalen med ni point efter de fire indledende kampe. I finalen ventede OB, som havde skes point inden finalen. 

Finaleopgøret startede perfekt for AaB, da Oliver Overgaard scorede efter blot syv sekunder. Halvandet minut senere udlignede OB, men inden pausen havde Gabriel Adriano Alves Christensen, Oliver Klitten og Kasper Kusk sendt AaB foran 4-1. 

I anden halvleg reducerede OB til 4-2, inden Patrick Olsen halvandet minut før tid scorede til 5-2. Opgørets sidste minut bød på endnu en OB-scoring, inden Malthe Højholt lukkede turneringen med målet til 6-3.

AaB stillede til KMD Cup med følgende mandskab: 

2 Patrick Kristensen, 14 Malthe Højholt, 17 Kasper Kusk, 20 Oliver Klitten, 21 Patrick Olsen, 22 Andreas Hansen, 28 Jeppe Pedersen samt U/19-ligaspillerne Gabriel Adriano Alves Christensen og Oliver Overgaard.

I forbindelse med KMD Cup blev der også afholdt Fan Cup og Future Stars Cup.

I Fan Cuppen tabte AaB første opgør til Brøndby I.F. med 3-0. Samme cifre tabte AaB's U/14-hold kort efter også med til Brøndby I.F. Dermed skulle begge AaB-mandskaber spille kampen om tredjepladsen. 

I Fan Cuppen var AaB oppe imod OB, og trods en fynsk scoring i kampens indledning, vandt AaB-opgøret 3-1 og snuppede tredjepladsen. Målene blev sat ind af Kasper Aakjær, Mads Bo Krenchel og Alex Husted. 

I Future Stars Cup hed modstanderen AGF, og aarhusianerne kom foran 2-0. AaB fik dog spillet sig tilbage i kampen. Først reducerede Anders Noshe og få sekunder før tid udlignede Noel Atli Arnarsson. 

Udligningen sendte opgøret ud i straffesparkskonkurrence og her sejrede AGF desværre, hvilket gav AaB en fjerdeplads i turneringen. 

I Future Stars Cup bestod AaB's hold af: Jonas Bjørn-Jensen, Malthe Kjølbye, Noel Atli Arnarsson, Frederik Nygaard Andersen, Christian Lynge Mølgaard, Anders Noshe og Tobias Bjørn-Jensen. 

AaB's hold i AaB Fan Cup var: Lasse Husted, Alex Husted, Frederik Grøne, Mikkel Hjortshøj, Kasper Aakjær, Kasper Svensen og Mads Bo Krenchel. 

Tags på denne nyhed
'