Skal dit barn råbe startopstillingen op på Aalborg Portland Park, give AaB-holdet en peptalk inden kampen eller have en tegning vist på storskærmen når AaB møder Lyngby?
Når AaB søndag den 8. marts tager imod Lyngby Boldklub på Aalborg Portland Park i 3F Superligaen, så er der særligt fokus på de mindste AaB-fans, der denne dag får en unik mulighed for at komme helt tæt på spillerne før og efter kampen, samt være en del af hele rammen omkring opgøret.
Der er flere forskellige muligheder for at deltage – læs herunder og lad os høre fra dig hvis dit barn er interesseret.
Giv en peptalk til spillertruppen inden kampen
Inden AaB-truppen løber på banen til opvarmning, skal de have en vaskeægte peptalk, og den skal leveres af en passioneret AaB-fan i alderen 8-12 år.
Er det noget for dit barn, så send os en kort video hvor din dreng/pige viser hvordan en peptalk skal gives. Send dit bud til os via e-mail til aab@aab-as.dk senest torsdag den 27. februar med ”Peptalk” i emnefeltet. Fylder din video mere end der er plads til i en e-mail? Så benyt www.wetransfer.com til at sende os filen.
Vi finder én heldig vinder, der udover oplevelsen, også får fire billetter til kampen.
Råb spillernes navne op før kampen
Lige inden det går løs på grønsværen skal dagens startopstilling naturligvis råbes op i samarbejde med publikum. Her har vi denne dag brug for en AaB-fan i alderen 8-12 år, der er klar til sammen med stadionspeaker Lars Bech at hjælpe med at få spillernes navne råbt op.
Er det noget for dit barn, så send os en kort video hvor din dreng/pige viser hvordan startopstillingen bør præsenteres på bedste vis. Send dit bud til os via e-mail til aab@aab-as.dk senest torsdag den 27. februar med ”Navneopråb” i emnefeltet. Fylder din video mere end der er plads til i en e-mail? Så benyt www.wetransfer.com til at sende os filen.
Vi finder én heldig vinder, der udover oplevelsen, også får fire billetter til kampen.
Interview AaB’s spillere i ugen op til kampen
I dagene op til kampen, har vi brug for to junior-reportere, der på træningsanlægget på Hornevej kan hjælpe AaB TV med at stille spørgsmål om den kommende kamp til AaB’s-profiler.
Er du en spørgelysten AaB-fan i alderen 8-12 år, der har lyst til at prøve kræfter med ovenstående, så send os en video hvor du interviewer din far, din mor, en kammerat eller en helt fjerde person – ganske som du vil gøre det i dagene op til kampen.
Send din video til os via e-mail til aab@aab-as.dk senest torsdag den 27. februar med ”Junior-reporter” i emnefeltet. Fylder din video mere end der er plads til i en e-mail? Så benyt www.wetransfer.com til at sende os filen.
Vi finder to dygtige deltagere, der udover oplevelsen, også får fire billetter til kampen.
Få din tegning på storskærmen
Når AaB’s spillere råbes op til kampstart vil vi på storskærmen ikke vise det normale billede af spilleren, men i stedet vise en tegning fra en af de mange børn der også holder med AaB.
Skal dit barn have en tegning vist på storskærmen, så bed ham eller hende lave en eller flere tegninger af deres yndlings AaB-spillere, tag derefter et billede af tegningerne og indsend dem til os via e-mail til aab@aab-as.dk med ”Tegning” i emnefeltet.
Bemærk at tegningerne skal laves, så de ligner fotos som på denne side (https://aabsport.dk/holdet/spillertruppen/) i halv figur.
Vi vil gerne have tegninger af alle spillere i spillertruppen, og for hver spiller i truppen finder vi én tegning der bliver udvalgt til visning på storskærmen. For hver tegning der udvælges, kvitterer vi med to billetter til kampen.
AaB glæder sig til at modtage rigtig mange tegninger og videoer fra AaB-børn i hele Nordjylland!