Den omdøbte og nyudsmykkede tribune indvies søndag med fanfest forud for kampen mod Brøndby I.F. på Aalborg Portland Park.
Når AaB søndag aften løber på banen til årets første hjemmekamp i 3F Superligaen, vil AaB’s dedikerede fans bag det ene mål have fået et nyt tilholdssted: Vesttribunen.
AaB’s hovedsponsor Spar Nord, samt Spar Nord Fonden, besluttede i efteråret 2019 at give tribunenavnet tilbage til AaB’s fans, og her faldt valget på navnet Vesttribunen.
Ligeledes har Spar Nord og Spar Nord Fonden finansieret en markant ny udsmykning af den nye tribune, samt et hejseværk til AaB Support Clubs tifogruppe, AaB Tifo Kaos, hvilket muliggør en endnu flottere iscenesættelse og stemning omkring AaB’s kampe.
- Vi følte, at vores sponsorat ville komme endnu flere til gavn ved at give tribunens navn og udsmykning tilbage til AaB’s fans, for hvem tribunen virkelig er et hjemsted. Fansene spiller en meget stor rolle i at skabe den bedste stemning og oplevelse for alle tilskuere til AaB’s kampe, så vi glæder os meget til at se tribunen indviet søndag, udtaler direktør John Lundsgaard fra Spar Nord.
- Hos Spar Nord Fonden støtter vi op om fællesskaber, og der er ingen tvivl om, at det fællesskab, der findes på Vesttribunen blandt AaB’s fans, er et fællesskab, der er med til at skabe glæde hos såvel de involverede fans, samt alle øvrige tilskuere på Aalborg Portland Park, så vi håber, det giver grobund for mange flere store oplevelser, tilføjer Michael Slavensky Dahl, formand for Spar Nord Fonden.
En drøm er gået i opfyldelse
Hos modtagerne af den flotte gave fra Spar Nord og Spar Nord Fonden er der også stor glæde at spore.
- Lige siden fanklubben flyttede ind på den vestlige tribune på Aalborg Portland Park for 25 år siden, har det været en drøm at kunne navngive tribunen, samt at få den udsmykket på en måde, der taler direkte ind til det at være AaB-fan og den opbakning, vi gerne vil give til spillerne på banen, fortæller Rasmus Fihl, formand for AaB Support Club.
- Den drøm er nu gået i opfyldelse, og der er rigtig mange i fanmiljøet, som ser frem til at få indviet tribunen med manér søndag aften, lyder det videre fra Rasmus Fihl.
Stor fanfest før søndagens kamp
For at markere indvielsen af Vesttribunen afholder AaB og Spar Nord inden søndagens kamp en storstilet fanfest i Aalborg Stadionhal 1, hvor man fra kl. 15.30 kan varme op til braget mod Brøndby I.F.
Her vil der være musik og drikkevarer, samt flere forskellige indslag fra scenen.
Blandt andet vil AaB-podcasten ”Rød Aalborg” afholde en live podcast med den tidligere AaB-spiller Kasper Risgård, mens AaB’s cheftræner Jacob Friis også besøger fanfesten og giver oplæg til dagens kamp.
Eftermiddagen afsluttes af den populære stand-up komiker Nicolaj Lange, der kommer og underholder de fremmødte fans med sit show.
Der er gratis adgang for alle interesserede til fanfesten, der afholdes i tidsrummet 15.30-17.45, mens kampstart på opgøret mod Brøndby I.F. er kl. 18.00.