AaB TV: AaB-SC Freiburg 1-1

5. februar 2020 kl. 20:21 af Rasmus Estrup

AaB spillede onsdag eftermiddag 1-1 mod SC Freiburgs U/23-mandskab i en testkamp, der var inddelt i fire perioder af hver 30 minutter. Det gav mulighed for 60 minutters spilletid til alle, mens Jakob Ahlmann og Kristoffer Pallesen begge spillede 90 minutter. 

Trods flere gode AaB-muligheder i starten, var det SC Freiburg, der kom først på måltavlen ved Marvin Pieringer efter 39 minutters spil. 

Den tyske 1-0-føring holdt indtil fem minutter før tid, hvor Kristoffer Pallesen flot flugtede udligningen i mål til 1-1. 

I dette indslag kan du se et sammendrag af kampen samt få reaktioner fra assistenttræner Lasse Stensgaard og anfører Lucas Andersen. 

Tags på denne nyhed

Remis i AaB-test mod SC Freiburg

5. februar 2020 kl. 19:56 af Brian Andersen

En hård vind på Estadio Municipal de La Linea nær Gibraltar gjorde betingelserne vanskelige, men alligevel blev de fire gange 30 minutter mod et absolut ikke ueffent Freiburg-mandskab af givtig karakter.    

I en ellers jævnbyrdig indledning havde Kasper Kusk kampens første to muligheder, og efterhånden fik AaB også overtaget rent spillemæssigt.

Dette gav efterfølgende tilbud til Iver Fossum og Lucas Andersen, men ligesom det var tilfældet med Kasper Kusk, så manglede præcisionen.

SC Freiburgs første chance opstod til gengæld først i det 27. minut, hvor Marvin Pieringer headede over mål.

AaB indledte anden halvleg aggressivt, og der opstod en dobbelt mulighed til Kasper Kusk og Iver Fossum, før tyskerne stik mod spil og chancer tog føringen, da Marvin Pieringer umarkeret kunne heade i mål ved den bageste stolpe.

Forsøg fra Patrick Olsen og Mathias Ross var ikke nok til at rette op på stillingen, inden AaB i pausen mellem anden og tredje halvleg skiftede ti mand.

I dystens tredje halvleg havde AaB stadig nogenlunde greb om udviklingen, uden at det dog udmøntede sig for alvor, og i stedet havde SC Freiburg i 82. minut en stor mulighed for at fordoble føringen, men afslutningen fik forbi mål.

I slutningen af tredje halvleg forsøgte Søren Tengstedt sig for AaB, hvilket i fjerde halvleg også gjorde sig gældende for Malthe Højholt og Jeppe Pedersen.

Det unge tyske mandskab havde i denne periode sværere og sværere ved at stå imod, og den fortjente udligning kom fire minutter før tid – i det 116. minut – hvor Kristoffer Pallesen efter et hjørnespark nydeligt fra kanten af straffesparksfeltet helflugtede en nedfaldsbold netmaskerne.

Mere blev det ikke til i den vindblæste affære, og i morgen tidlig sætter AaB kursen mod Aalborg.

Sidste testkamp inden forårspremieren i 3F Superligaen afvikles på søndag i Vrå mod Vendsyssel F.F.

Matchfatcs – testkamp på Estadio Municipal de La Linea  
SC Freiburg (U/23)-AaB  1-1 (0-0) (1-0) (0-0) (0-1)
39. min 1-0 Marvin Pieringer, 116. min 1-1 Kristoffer Pallesen.

AaB (4-3-3): Jacob Rinne (60: Andreas Hansen), Kristoffer Pallesen (60: Patrick Kristensen), Rasmus Thelander (60: Jores Okore), Mathias Ross (60: Anders Bærtelsen), Jakob Ahlmann (90: Kristoffer Pallesen), Magnus Christensen (60: Malthe Højholt), Iver Fossum (60: Robert Kakeeto), Patrick Olsen (60: Jeppe Pedersen), Frederik Børsting (60: Tom van Weert), Kasper Kusk (60: Søren Tengstedt), Lucas Andersen (60: Oliver Klitten).

AaB TV: Mød analytiker Jim Holm Larsen

4. februar 2020 kl. 18:04 af Rasmus Estrup

I dette indslag fra AaB TV giver analytiker Jim Holm Larsen et indblik i, hvordan AaB anvender data og videoanalyse.

Det anvendes både i modstanderanalyser, hvor der for eksempel kan kigges på de helt små detaljer i spillet i forhold til løbemønstre, omstillinger, afslutninger, dødbolde og opbygningspillet.

Derudover bliver der også til hver træning evalueret på egne spilsystemer og tendenser, og umiddelbart efter en træning er afsluttet, har trænere og spillere mulighed for at gennemgå sekvenserne og evaluere øvelserne.

Til hver kamp sidder Jim Holm Larsen i samarbejde med assistenttræner Lasse Stensgaard også og finder spillemønstre og videobilleder, som præsenteres for spillerne i pausen, så de er helt opdaterede, når de løber på banen til anden halvleg.

AaB’s startformation onsdag mod SC Freiburg

4. februar 2020 kl. 16:15 af Brian Andersen

I opgøret er alle øvrige deltagende markspillere på træningslejren plus de to målmænd, Jacob Rinne og Andreas Hansen, tiltænkt spilletid i AaB’s næstsidste test inden forårspremieren i 3F Superligaen mod Silkeborg I.F. 16. februar.

Følgende 11 spillere vil starte på banen for AaB i morgen: Jacob Rinne, Jakob Ahlmann, Kristoffer Pallesen, Iver Fossum, Lucas Andersen, Magnus Christensen, Kasper Kusk, Patrick Olsen, Mathias Ross, Frederik Børsting og Rasmus Thelander.

Der vil være fem minutters pause mellem de respektive halvlege.

Kampstart er kl. 15.30, og livetweets fra opgøret kan følges på AaB’s officielle Twitterprofil. 

AaB udlejer Abildgaard til FC Rubin Kazan

3. februar 2020 kl. 20:15 af Brian Andersen

Det har været et stort ønske for 23-årige Oliver Abildgaard at prøve sig af i udlandet, og dette bliver nu opfyldt med i første omgang en lejeaftale indtil 30. juni 2020.

AaB’s administrerende direktør og fungerende sportschef Thomas Bælum udtaler:

- Oliver har gjort det godt i AaB og havde et stærkt ønske om at komme af sted til en udenlandsk klub, og her har FC Rubin Kazan indfriet både Olivers og vores forventninger.

- Med sine særlige kompetencer i hoved- og nærkampsspillet besidder Oliver nogle specielle evner, og han vil være savnet. Men da vores økonomiske krav blev opfyldt, har vi ikke villet stå i vejen for Olivers drøm, konstaterer Thomas Bælum.

- Samtidig har vi i fællesskab i den sportslige sektor vurderet, at vi selv med afgang af Oliver er særdeles godt dækket ind på 8’er-positionen, hvorfor vi ser fortrøstningsfuldt frem mod et spændende forår, siger Thomas Bælum.

Oliver Abildgaard, der er vokset op og udviklet i AaB Talent, hvor han allerede som tiårig skiftede til fra partnerklubben Aalborg Freja, ser frem til sin nye udfordring:

- Det har ikke været nogen hemmelighed, at jeg gerne ville prøve mig af på en anden og højere hylde, og jeg er glad for, at det nu er en realitet.

- Med FC Rubin Kazan bliver jeg del af en stor klub i en stærk liga, og det er min klare ambition, at opholdet i Rusland skal blive af længere varighed, siger Oliver Abildgaard.

- Samtidig erkender jeg, at det er specielt at tage afsked med en klub, som jeg holder meget af og har trivedes i de seneste 13 år, og jeg vil gerne sende en stor tak til alle de mange mennesker, jeg undervejs har været i berøring med i AaB, slutter Oliver Abildgaard.

Oliver Abildgaard står noteret for 91 officielle kampe for AaB og har scoret fire mål. Herudover har Oliver Abildgaard opnået 12 ungdomslandskampe for Danmark. Debuten for FC Rubin Kazan kan komme 1. marts i udekampen mod FC Tambov.

På baggrund af udlejningen af Oliver Abildgaard opjusterer AaB resultatforventningerne til 2020 fra et minus i niveauet 8-13 mio. kr. til et minus i niveauet 7-12 mio. kr.
Heri er indregnet investering i spillertruppen og strategiske investeringer i den kommercielle udvikling.
Der er i resultatforventningen ikke indeholdt et salg af Oliver Abildgaard eller øvrige transferindtægter.

Tags på denne nyhed
'