AaB TV: AaB-Brøndby I.F. 3-2
Se sammendrag af AaB's fantastiske sejr på 3-2 over Brøndby I.F. Den underholdende kamp bød blandt andet på to hovedstødsmål af Tom van Weert og en straffesparksscoring fra Lucas Andersen.
I videoen øverst kan du se sammendrag af AaB's målrige triumf over Brøndby I.F. på 3-2 søndag aften på Aalborg Portland Park.
7.896 tilskuere overværede den underholdende affære, der bød på flere stor chancer i en målløs første halvleg. Gæsterne havde blandt andet to friløbere, mens Jores Okore og Jakob Ahlmann var tæt på scoringer for hjemmeholdet.
Efter pausen bragte Tom van Weert AaB på sejrskurs med to hovedstødscoringer. Ved første mål blev Lucas Andersens indlæg til bagerste stolpe køligt headet ind, mens hollænderen var resolut fremme ved forreste stang på et indlæg fra Jakob Ahlmann ved målet til 2-0.
Brøndby I.F. svarede dog lynhurtigt igen og fik med to scoringer af henholdsvis Samuel Mraz og Anthony Jung udlignet til 2-2 i løbet af seks minutter.
AaB tog dog sejren til sidst, da Lucas Andersen eksekverede et straffespark, som Kristoffer Pallesen tilkæmpede sig med et kvarter igen.
3-2-sejren betyder, at AaB ligger på sjettepladsen med 34 point, hvilket er samme pointantal som FC Nordsjælland, der har en bedre målscore og et point færre end Brøndby I.F. på fjerdepladsen.