Skuffende exit i Sydbank Pokalen

8. december 2020 kl. 19:03 af Rasmus Estrup

Trods et hav af AaB-chancer i anden halvleg blev ottendedelsfinalen endestationen i denne sæsons udgave af Sydbank Pokalen, da 2. divisionsklubben B.93 vandt 1-0 på Right to Dream Park. Hjemmeholdets sejrsmål stod Tammer Bany for. 

I en rodet start på ottendedelsfinalen stod B.93 for den første afslutning, da de fra distancen testede Andreas Hansen med et kvalificeret og knækkende spark, som målmanden dog fangede uden store problemer. 

AaB havde i indledningen svært ved at skabe noget offensivt mod et velpressende B.93-mandskab. 18 minutter gik der derfor, før Tom van Weert efter en stikning fra Lucas Andersen kom til den første nordjyske afslutning. Men B.93-forsvaret kom i to omgange i vejen for hollænderen. 

Kort efter slap B.93 igennem over kanten efter gode ting fra Tammer Bany og Benjamin Lund. Sidstnævnte afsluttede i sidenettet fra en spids vinkel. 

Midt i første halvleg prøvede Lucas Andersen sig med en afslutning fra kanten af feltet, men forsøget gik forbi, og AaB-anføreren måtte efterfølgende lade sig udskifte med en skade. Han blev erstattet af Kasper Kusk. 

I opgørets 30. minut kunne 2. divisionsklubben så bringe sig i front. Lauge Persson fandt en fri Tammer Bany på kanten af offside, og den blot 17-årige angriber udnyttede sikkert friløberen og sendte 1-0-scoringen ind bag Andreas Hansen.

To minutter efter scoringen var Iver Fossum tæt på at udligne i to tilfælde. Først med en fornem afslutning mod fjerneste målhjørne, men målmand Simon Rossil viftede flot kuglen ud til hjørne. Hjørnesparket fra Kasper Kusk fik målmanden dog ikke fat i, og i stedet dumpede bolden ned i panden på Iver Fossum, men nordmandens hovedstød fra nært hold gik over mål. 

Med ti minutter til pausen måtte spillet afbrydes i otte minutter, da den ene linjedommer fik en skade og måtte erstattes af fjerdedommer Anders Poulsen. 

Efter afbrydelsen tog AaB bedre fat om kampen, og med en håndfuld minutter til pausen fik Frederik Børsting en fin mulighed på en andenbold fra Kasper Kusks kantfrispark, men afslutningen strøg lige over mål. 

Iver Fossum nåede også til endnu en afslutning. Denne gang efter godt opspil af Tom van Weert og Kasper Kusk, men Iver Fossums forsøg ved forreste stang blev straks blokeret. 

Lige inden pausefløjtet fik Kasper Kusk halvlegens sidste gode mulighed, da Iver Fossum forinden havde fundet Frederik Børsting diagonalt. Højrekanten sendte bolden på tværs til Kasper Kusk, som efter en berøring afsluttede fra kanten af det lille målfelt. Men endnu en gang stod B.93's defensiv i vejen. 

Efter pausen kom AaB tidligt til en chance, da Timothé Nkada efter fremragende detaljer slog et indlæg ind til Frederik Børsting, der dog ikke havde rette retning på sit hovedstød. 

AaB fortsatte med at presse på for en udligning, men hjemmeholdets forsvarskæde kom i vejen for afslutninger fra både Kasper Kusk og Lukas Klitten, inden sidstnævnte desværre måtte se sit stærke hovedstød reddet af en fodparade fra Simon Rossil. 

Efter en times spil blev Tim Prica og Jakob Ahlmann sat i spil, og mens AaB fortsatte jagten på målet, opstod der et par omstillingsmuligheder til hjemmeholdet. Blandt andet fik Oliver Carrara afsluttet forbi AaB-målet. 

I modsatte ende forsøgte Tim Prica sig tidligt med et par forsøg fra distancen, men afslutningerne manglede den fornødne præcision. 

Midt i anden halvleg fik AaB sine hidtil største muligheder. Kombinationer mellem Tim Prica og Kasper Kusk satte Tom van Weert til afslutning midt i feltet, men hollænderens forsøg blev halvklaret af B.93-keeperen. Riposten sprang dog lige ud til Iver Fossum, der øjeblikkeligt sparkede på mål, men inde på stregen blev bolden headet væk. 

AaB-chancerne stod fortsat i kø, og med 20 minutter igen prikkede Frederik Børsting bolden lige forbi mål efter Kasper Kusks fine indlæg. 

Med et kvarters tid igen måtte B.93's målmand lade sig udskifte med en skade, og den indskiftede keeper, Aris Vaporakis, havde sin første redning med ti minutter igen på en afslutning fra Tom van Weert efter et hjørnespark. 

I 89. minut begyndte AaB at vade i chancer. Først blev Tom van Weerts forsøg fra kanten af det lille målfelt blokeret til hjørne. Dette hjørnespark fra Kasper Kusk dansede på overliggeren, og få sekunder senere sparkede Tom van Weert på træværket. 

I tillægstiden fik Frederik Børsting også en afslutning blokeret, og umiddelbart efter modtog Tim Prica sin anden advarsel og blev således udvist. 

I sjette tillægsminut smed AaB alt frem på en dødbold fra Kasper Kusk. Læderet havnede hos Andreas Hansen, men målmanden fik ikke kontrol over kuglen, og AaB kom ikke til yderligere muligheder. Dermed er AaB ude af pokalturneringen. 

AaB spiller sin næste kamp søndag, når Lyngby Boldklub gæster Aalborg Portland Park kl. 14.00 til 12. runde af 3F Superligaen. 

Matchfacts - Sydbank Pokalen, ottendedelsfinalen

B.93-AaB 1-0 (1-0)
30. min 1-0 Tammer Bany
Advarsler B.93: Niels Morberg (25), Souheib Dhaflaoui (45), Adam Emme (75)
Advarsler AaB: Kristoffer Pallesen (21), Jores Okore (86), Tim Prica (90)
Udvisning: Tim Prica (90)

B.93 (4-3-3): Simon Rossil (79: Aris Vaporakis), Simon Væver, Adam Emme, Morten Hegaard, Benjamin Lund, Lauge Persson (73: Hassan Elsayed), Mikkel Mouritz Jensen, Niels Morberg (61: Søren Nørgaard), Jeppe Erenbjerg, Souheib Dhaflaoui (61: Oliver Carrara), Tammer Bany.  

AaB (3-4-3): Andreas Hansen, Kristoffer Pallesen, Mathias Ross, Jores Okore, Frederik Børsting, Malthe Højholt, Iver Fossum, Lukas Klitten (61: Jakob Ahlmann), Tom van Weert, Lucas Andersen (25: Kasper Kusk), Timothé Nkada (61: Tim Prica). 

Dommer: Jakob Sundberg

Tags på denne nyhed

AaB TV: Foregående mål i Sydbank Pokalen

8. december 2020 kl. 08:25 af Rasmus Estrup

På vej til dagens ottendedelsfinale mod B.93 vandt AaB i forrige runde 2-1 på udebane over 2. divisionsklubben AB. De to AaB-scoringer fra det opgør kan ses i videoen øverst. 

Første mål blev sat ind af Jores Okore, der fra nært hold tordnede læderet ind i netmaskerne. 

Anden scoring stod Kasper Kusk fornemt for, da han modtog bolden fra Tim Prica, og fra sin position på kanten af feltet satte læderet op i fjerneste målhjørne til den nordjyske sejr på 2-1. 

Dagens kamp i Sydbank Pokalen spilles kl. 17.00 og kan ses på Viaplay. 

Tags på denne nyhed

Truppen til ottendedelsfinalen mod B.93

7. december 2020 kl. 14:05 af Rasmus Estrup

I morgen kl. 17.00 på Right to Dream Park i Farum spiller AaB ottendedelsfinale i Sydbank Pokalen mod B.93. 

B.93 ligger på andenpladsen i 2. divisons vestkreds og har i denne udgave af Sydbank Pokalen slået Rønne I.K., Solrød FC og ASA, Aarhus, mens AaB på vej til ottendedelsfinalen besejrede 2. divisionsklubben AB med 2-1.

Til tirsdagens kamp har fungerende cheftræner Peter Feher udtaget følgende 18 spillere inklusive 10 spillere, der har spillet ungdomsfodbold i AaB:

1 Jacob Rinne, 2 Kristoffer Pallesen, 3 Jakob Ahlmann, 4 Mathias Ross, 5 Jores Okore, 8 Iver Fossum, 9 Tom van Weert, 10 Lucas Andersen, 11 Tim Prica, 14 Malthe Højholt, 15 Lukas Klitten, 17 Kasper Kusk, 19 Timothé Nkada, 22 Andreas Hansen, 23 Robert Kakeeto, 24 Vladimir Prijovic, 25 Frederik Børsting og 28 Jeppe Pedersen.

Skadeslisten til pokalkampen omfatter Oscar Hiljemark og Daniel Granli.

Kampen i morgen kan ses på Viaplay.

Tags på denne nyhed

Okore: Specielt at møde min barndomsklub

7. december 2020 kl. 12:19 af Rasmus Estrup

- Det bliver selvfølgelig specielt for mig. Det er jo min barndomsklub, og det er altid sjovt at spille mod nogle, man kender, og i dette tilfælde nogle, man nærmest er vokset op med, så jeg glæder mig meget.

I morgen bliver det for Jores Okores vedkommende et gensyn med B.93. Den nuværende 2. divisionsklub er Jores Okores barndomsklub, som forsvarsspilleren spillede i, da han var mellem otte år og 16 år gammel.

- Det er en passioneret klub, som går meget op i klubbens kultur og historie. Der er et stort sammenhold i klubben, og klubben var nærmest som en familie, hvor alle følte sig velkommen, fortæller Jores Okore, der dog godt kan mærke, at det er mange år siden, han spillede i B.93's kampuniform. 

- Havde vi mødt dem for nogle år siden, ville jeg have kendt en større del af spillerne på holdet, end jeg gør nu. Men jeg kender stadig nogle stykker, og det er gode spillere, der gerne vil spille god, offensiv fodbold, siger Jores Okore, der forventer, at tirsdagens modstandere går ind til kampen med en frihed.

- De gerne vil vise deres talent frem, og de kommer nok med en masse gejst, gåpåmod og fri energi, fordi de kan spille frit og uden bekymringer, siger Jores Okore.

B.93 ligger på andenpladsen i 2. Division Vest med 25 point efter 13 kampe. Det er nøjagtig samme pointantal efter samme antal kampe som AaB’s seneste modstander i Sydbank Pokalen, AB, der ligger på tredjepladsen i 2. Division Øst, og Jores Okore ser flere sammenligninger mellem B.93 og AB.

- De to klubber minder meget om hinanden. De har nogle vævre kanter, som kan skabe en del på gene hånd, og det skal vi være opmærksomme på. Samtidig skal vi selvfølgelig stadig fokusere på at spille ud fra vores egne parametre, få scoret nogle mål og forhåbentlig afgjort kampen tidligt, siger Jores Okore, der håber tirsdagskampen kan bruges som en revanche for fredagens præstation i 3F Superligaen.

- Når man har en halvdårlig præstation, gælder det om at komme tilbage hurtigst muligt, og det skal vi gøre i morgen. Nu har vi muligheden for at revanchere os og få selvtillid igen, og den mulighed skal vi gribe, så vi også kommer videre til næste runde af Sydbank Pokalen, siger Jores Okore. 

Kampen i morgen spilles kl. 17.00 på Right to Dream Park i Farum, da Østerbro Stadion er lukket ned for resten af året. Opgøret kan følges på Viaplay.

Tags på denne nyhed

AaB's fankoordinator har gennemført SLO-uddannelse

7. december 2020 kl. 09:48 af Rasmus Estrup

UEFA's SLO-uddannelse er den første af sin slags, og Danmark var således det første land til at gennemføre uddannelsen. 

Simon Vangsgaard Jensen, der udover at være AaB's fankoordinator også er repræsentant for alle de danske fankoordinatorer, var qua sin rolle med til at give input til uddannelsens områder, så uddannelsen var tilpasset de forhold og udfordinger, de danske SLO'er møder.

SLO står for Supporter Liaison Officer, og Simon Vangsgaard Jensen fungerer dermed som et bindeled mellem fansene og klubben.