Nederlag i U/19 Ligaen og U/17 Ligaen
Der var masser af mål, men desværre ingen point til AaB, da det nordjyske U/19 Ligahold og U/17 Ligahold i går tabte til Silkeborg I.F. i sæsonens anden runde.
U/19 Ligaen: Silkeborg I.F.-AaB 3-2
AaB’s U/19 Ligahold tabte i går til Silkeborg I.F., da de to hold tørnede sammen i Ikast, hvor VAR testes forud for sæsonstarten i 3F Superligaen.
AaB indledte kampen bedst, og med to mål af Marcus Hannesbo inden opgøret rundede sin første halve time, kunne AaB gå til pause foran 2-0.
I anden halvleg blev der vendt op og ned på opgøret. Silkeborg I.F. scorede tidligt i anden halvleg, og kort efter fik Zifarlino Nsoni sit andet gule kort og dermed en udvisning. Herefter dominerede Silkeborg I.F., og med et kvarter igen blev der udlignet til 2-2, og kun to minutter senere scorede Silkeborg I.F. også sejrsmålet til 3-2.
AaB har et point efter de første to runder, og næste U/19 Ligakamp spilles også i Ikast. Det sker søndag kl. 17.15 mod SønderjyskE.
U/17 Ligaen: AaB-Silkeborg I.F. 4-6
AaB’s U/17 Ligahold måtte ligesom U/19 Ligaholdet se sig besejret af Silkeborg I.F. i Ikast i går.
Silkeborg I.F. begyndte opgøret klart bedst og var foran 2-0 efter 11 minutter. Trods flere AaB-muligheder i de følgende minutter, lykkedes det også Silkeborg I.F at score til 3-0, inden Oliver Ross reducerede til 3-1 kort før pausen. Silkeborg I.F. nåede dog også at score til 4-1 inden pausefløjtet.
Anden halvleg begyndte godt for AaB’s vedkommende, og omkring en times spil nettede nordjyderne to gange ved først Oscar Meedom og siden Oliver Ross, hvilket førte måltavlen til 4-3.
Mod slutningen var det desværre igen Silkeborg I.F., der med to scoringer øgede føringen til 6-3, inden Oliver Ross scorede sit tredje mål i kampen til slutresultatet 6-4.
AaB har dermed tabt sine to første kampe i U/17 Ligaen, inden tredje runde, som spilles søndag kl. 14.45 i Ikast.