Kun 7 positive tests ud af 10.373 i 3F Superliga og NordicBet Liga

10. august 2020 kl. 10:53 af Martin Stigaard Skammelsen

I de 11 uger det tog for dansk fodbold at afvikle resten af sæsonen – inkl. træningsopstart – blev der udført 10.373 tests med kun syv positive prøver. Dermed har 0,07% af testene været positive, hvilket kun er en fjerdedel af Danmarks samlede tal fra samme periode, som er på 0,27%. Der kan nævnes masser af grunde til, at tallet for hele Danmark er så meget større end tallet for de omkring 1200 ugentligt testede personer i og omkring fodboldklubberne i 3F Superliga og NordicBet Liga, men det viser i hvert fald, at den konsekvente strategi med fokus på testning, opsporing og isolering har været en stor succes i dansk professionel fodbold. De grundige protokoller har reguleret dagligdagen i klubberne og været med til at beskytte spillere og øvrige medarbejdere.

- Vi er lykkedes med at skabe et ansvarligt miljø, hvor alle i trupperne har levet normalt ved siden af deres fodboldarbejde – og alligevel har vi kunnet holde smitte ude af trupperne. De protokoller spillere og klubber har skullet følge har virket så godt, at vi har kunnet reagere hurtigt på de få positive prøver, der har været, og hver gang sørget for at bryde alle potentielle smittekæder tidligt, lyder det fra direktør i Divisionsforeningen Claus Thomsen.

Den succesfulde formel med testning, opsporing og isolering har sammen med protokollerne været den væsentligste årsag til, at det har været muligt at holde antallet af positive tests nede – og helt undgå smittespredning til andre i trupperne. Tilsvarende er der også lavet protokoller for tilskuere på stadion, der gør, at hvis der har været en smittet person blandt tilskuerne, så er der en plan for opsporing af de personer, der har været tætte konkakter til den smittede. Planen inkluderer bl.a. en etableret kommunikationslinje til sundhedsmyndighederne til deling af relevant information.

- Ingen fodboldkamp med tilskuere i Danmark har kunnet konstateres at være en smittesprederbegivenhed. Ligesom med spillerne og resten af truppen har vi også skabt et trygt miljø for fodboldfans, så de kan følge deres hold på stadion i kontrollerede omgivelser. Selvfølgelig kan vi ikke garantere, at der ikke kan være en smittet person blandt tilskuerne, men vi kan med alle de tiltag, der tages på stadion, sørge for at begrænse smittemulighederne – og så kan vi i en grad, det ikke er mulig ret mange andre steder, bidrage til smitteopsporing i samfundet i samarbejde med myndighederne, og dermed begrænse smittespredningen. Det peger på, at det er lige så sikkert at tage til fodboldkamp, som at bevæge sig rundt andre steder i Danmark – og vores mulighed for smitteopsporing bliver ikke tilbudt ved mange andre samfundsaktiviteter, siger Claus Thomsen.

 

Tags på denne nyhed

Tirsdag frigives nye pladser til salg

9. august 2020 kl. 10:00 af Thomas Fiele

Efter i morgen mandag udløber sæsonkort for 19/20 sæsonen, som ikke er gentegnet til et sæsonkortabonnement. Det betyder at de pladser, der ikke er fornyet, frigives til åbent salg tirsdag.

Er du sæsonkortholder, er det altså sidste chance i morgen mandag 10. august for at gentegne dit sæsonkort. Det kan gøre dette ved at logge ind på din profil og tegne et abonnement, eftersom det traditionelle sæsonkort, der kun er gyldigt en sæson ad gangen, afskaffes fra den nye sæson. Gentegner du med et abonnement beholder du din faste plads, det samme kort og adgang til alle AaB's hjemmekampe lige så længe du ønsker. Fra købet af dit abonnement er du kun bundet de første seks måneder. 

 

Her kan du se en video af, hvordan du gentegner dit sæsonkort og bliver sæsonkortabonnent. 

Grundet situationen med Covid-19 kan vi på nuværende tidspunkt ikke garantere, at det fra den nye sæson vil være muligt at overvære kampene fra din normale faste plads, men gentegner du, vil pladsen være din, så snart Aalborg Portland Park åbner igen under normale forhold. 

Er du sæsonkortabonnent, er du i forvejen sikret din plads fremadrettet, og du behøver således ikke foretage dig noget for at bevare din adgang til alle AaB's 3F Superligakampe og Sydbank Pokalkampe på Aalborg Portland Park. 

Tags på denne nyhed

AaB-bøllehat til sommervarmen

8. august 2020 kl. 11:58 af Martin Stigaard Skammelsen

Går du også og sveder i sommervarmen, bør du overveje at bestille den nye AaB-bøllehat, så du er klædt på til både hverdag og fest, strandtur og sommerhus eller blot en gåtur i byen.

 

Tags på denne nyhed

AaB sælger Bærtelsen til Vendsyssel F.F.

7. august 2020 kl. 14:00 af Martin Stigaard Skammelsen

Anders Bærtelsen kom til AaB som U/12-spiller fra partnerklubben Støvring I.F. og blev i sommeren 2019 rykket op i Superliga-truppen.

Sportschef Inge Andre Olsen udtaler:

- Vi har med Anders udviklet endnu et godt talent, men må også erkende, at vejen til at slå igennem på Superliga-niveau for ham indtil videre har været svær, da vi har hård konkurrence på positionerne i midterforsvaret. Derfor er vi i fællesskab blevet enige om, at den bedste løsning for Anders vil være at prøve sig af i en ny klub, hvor han kan få mere spilletid og fortsætte sin udvikling, hvilket han helt sikkert kan hos Vendsyssel F.F. Han er en meget professionel spiller med den rette indstilling, og vi ønsker ham alt muligt held og lykke fremover.

20-årige Anders Bærtelsen, der er noteret for 30 ungdomslandskampe og to mål for Danmark, tilføjer:

- Jeg har været rigtig glad for at være i AaB, hvor det efterhånden er blevet til en del år. Jeg har haft mange gode trænere og holdkammerater og fået mange gode oplevelser, men nu er tiden kommet til at vores veje skal skilles.

- Jeg var afklaret med, at jeg skulle finde en ny klub for at få mere spilletid og fortsætte min udvikling, så begge parter var enige om, at der skulle findes en god løsning, hvilket jeg føler, vi har fået. Jeg ønsker alle i og omkring AaB alt det bedste fremover og takker alle der har hjulpet og støttet mig i min tid i klubben.

Anders Bærtelsen opnåede fire officielle kampe for Hele Nordjyllands Hold.

Tags på denne nyhed

Peter Feher ny assistenttræner i AaB

6. august 2020 kl. 08:34 af Martin Stigaard Skammelsen

Feher tiltræder i AaB på en etårig aftale og kommer til klubben med en UEFA P-licens i bagagen, ligesom han har mange års erfaring med trænergerningen, senest som cheftræner hos FC Helsingør, og med hele ni års erfaring fra FC Nordsjælland, blandt andet som U/19-cheftræner med to danske mesterskaber til følge, samt som assistenttræner for Superliga-mandskabet samme sted. 

- Vi har søgt en træner med erfaring, og i Peter får vi en af landets dygtigste talentudviklere, en mand der både har været cheftræner og assistenttræner, og som også er dygtig til transitionsdelen og udvikling af ungdomsspillere, hvilket passer godt ind med den vej vi gerne vil gå. Dertil er han meget arbejdsom og ønsker at lykkes, så jeg er overbevist om, at han bliver et godt match for os, udtaler AaB’s sportschef Inge André Olsen.

AaB’s nye assistenttræner ser også selv frem til at møde de nye kolleger og komme på træningsbanen på Hornevej i den kommende uge.

- AaB er en stor klub og har hjemme i en rigtig fodboldby, hvilket selvfølgelig er noget der tiltaler en fodboldmand som mig. Samtidig er det spændende med de ting som Jacob Friis, Rasmus Würtz, Søren Krogh, Inge André Olsen og resten af trænerteamet (AaB’s cheftræner, assistenttræner, fodboldchef og sportschef, red.) har gang i, så jeg glæder mig til at komme i gang og forventer både at vi kan være med i den sjove ende af tabellen i 3F Superligaen, samt at vi kan få udviklet nogle dygtige spillere, udtaler Peter Feher.

AaB-truppen har onsdag 12. august på Hornevej første træning i sæson 2020/2021.

Tags på denne nyhed