Spar Nord Fonden afgiver tribunenavn til AaB’s fans
Spar Nord Fonden overdrager tribunenavnet på den vestlige tribune på Aalborg Portland Park til AaB’s fans, som også tildeles et hejseværk til tifoer af Spar Nord Fonden.
Den vestlige tribune på Aalborg Portland Park skal ikke hedde Spar Nord Tribunen frem over. Hvad tribunen nu skal hedde, er op til AaB’s fans.
På et fandialogmøde i aftes blev de fremmødte fans nemlig overrasket med en nyhed fra Spar Nord Fondens formand, Michael Slavensky Dahl, der fortalte, at Spar Nord Fonden ønsker at afgive navnet på Spar Nord Tribunen til AaB’s fans for på den måde at give fansene ejerskab over tribunen.
- Vi har et rigtig godt samarbejde med AaB omkring Hele Nordjyllands Håndsrækning, og Spar Nord Fonden støtter mange fællesskaber i hele landet. AaB og AaB’s fans skaber også et stort fællesskab, som bringer mange forskellige grupper sammen, og det sammenhold vil vi gerne støtte på denne måde, udtaler Michael Slavensky Dahl.
- Ved at overdrage tribunenavnet til fansene er vores håb, at fansene får en endnu bedre oplevelse, når de går til fodbold. I det lange løb kan det forhåbentlig være med til at skabe en endnu bedre stemning omkring AaB’s hjemmekampe, så flere og flere fans får lyst til at komme på stadion, fortsætter han.
AaB-fansene skal snarest beslutte, hvad tribunen skal hedde. Navnet kommer til at være gældende indtil minimum 2024, hvor Spar Nord Fondens nuværende tribunesponsorat udløber.
Udover afgivelsen af tribunenavnet vil Spar Nord Fonden også give AaB’s fans et hejseværk til tifoer på den vestlige tribune.
- Store og kreative tifoer er med til at skabe minder og store oplevelser. Da vi i dialogen med AaB blev bekendt med, at fansene havde et stort ønske om at få et hejseværk på stemningstribunen, besluttede vi derfor, at vi ville støtte dem med et hejseværk, som anerkendelse for det store tifoarbejde, siger Michael Slavensky Dahl.
AaB’s administrerende direktør Thomas Bælum udtaler:
- Vi sætter stor pris på, at en så god samarbejdspartner som Spar Nord Fonden på denne måde vælger at lovprise vores fans og give fansene ejerskab over stemningstribunen. Det er storsindet af Spar Nord Fonden og et stort cadeau til fansene.
- Vi glæder os meget til at se stemningstribunen prydet af flotte tifoer, som den aktive fanscene med AaB Tifo Kaos i spidsen kan skabe med det nye hejseværk. Vi har jo allerede set, hvilken kreativitet AaB Tifo Kaos besidder med de seneste tifoer til Poul Erik Andreasen, Rasmus Würtz og Kasper Risgård, siger Thomas Bælum.
AaB’s fans får desuden også selv mulighed for at udsmykke den vestlige tribune med maling, graffiti eller lignende, så det visuelle udtryk på stemningstribunen bliver nøjagtig, som fansene ønsker det. Dette vil AaB’s hovedsponsor, Spar Nord, gerne understøtte.
Bankdirektør i Spar Nord, John Lundsgaard udtaler:
- Vi vil gerne bruge kræfter på at give fansene en bedre stadionoplevelse, blandt andet ved at gøre tribunen til et superfedt sted at være. Så i samarbejde med fansene vil vi meget gerne kigge på udsmykningsmuligheder, som vi kan være med til at støtte, så vi kan være med til at øge den gode stemning på Aalborg Portland Park.
AaB-fansene skal sammen med Spar Nord i den nærmeste fremtid kigge på mulighederne for udsmykning af stemningstribunen på Aalborg Portland Park