U/17 Ligaen: AaB-Silkeborg I.F. 2-3
AaB’s U/17-ligahold tabte sæsonens tredje kamp i lørdags mod Silkeborg I.F. med 3-2. Nordjyderne fik ellers den bedst tænkelige start på opgøret, da Christian Wagner efter et oplæg fra Christoffer Ravn bragte AaB i front i første minut.
Resten af første halvleg bølgede spillet frem og tilbage, men med gæsterne som det mest farlige og effektive mandskab. To gange inden pausen fandt Silkeborg I.F. da også vej til målnettet, og dermed var de foran 2-1 ved pausen.
Efter pausen kom AaB bedre ud, og 20 minutter inde i anden halvleg udlignede Jakob Gaardsøe efter et stærkt pres af Gustav Dahl.
Scoringen gav AaB-spillerne yderligere tro på tingene, men trods adskillige muligheder, lykkedes det ikke at score sejrsmålet. I stedet endte det med en sejr til Silkeborg I.F., da et hjørnespark til gæsterne medfører et AaB-selvmål.
- Efter vores føringsmål i første halvleg har vi en periode, hvor vi bliver for passive og står for dybt. Men efter pausen får vi stresset Silkeborg I.F., og vi kommer frem til et hav af chancer, som vi bør udnytte til at få den sejr, som drengene havde fortjent, siger U/17-ligatræner Nikolaj Hørby.
AaB er uden point efter de tre første runder i U/17 Ligaen. Næste U/17-ligakamp spilles på lørdag på udebane mod FC København.