Iver Fossum: Alt skal være bedre på søndag
Iver Fossum, der er faldet godt til i AaB og Aalborg, regner med en markant bedre indsats i Farum end mod AGF.
I går var det en måned siden, at Iver Fossum fik sin AaB-debut, da han og resten af Hele Nordjyllands Hold gæstede Brøndby I.F. i en jævnbyrdig kamp, som AaB trods en scoring af midtbanekollega Patrick Olsen tabte 2-1.
Iver Fossum havde inden Brøndby-kampen kun været AaB-spiller i to dage, men efter 58 minutter blev den tidligere Hannover-spiller sendt på banen til sin 3F Superliga- og AaB-debut.
- Det var specielt, men også rart at komme i kamp med det samme. Jeg følte også, at jeg var klar til det, og jeg ville bare gerne i gang med at spille med det samme. En udebanetur til Brøndby gør også, at man hurtigere kommer ind i fællesskabet på holdet, så det var en god oplevelse - bortset fra resultatet, siger Iver Fossum.
Siden debuten har han i samtlige 3F Superligakampe og Sydbank Pokalkampe spillet fuld tid på den centrale midtbane, hvor det blandt andet er blevet til storsejre over AC Horsens og Nørresundby FB samt en stærkt hjemmebanesejr over FC København foran 11.645 tilskuere.
- Specielt mod AC Horsens og FC København spillede vi to rigtig gode kampe. Mod AC Horsens spillede vi fantastisk offensivt fodbold, og mod FC København viste vi, hvad vi som hold er i stand til, og vi vandt fortjent kampen, siger Iver Fossum, der selvfølgelig også mærkede den store opbakning fra de 11.645 tilskuere på Aalborg Portland Park.
- Det kunne ikke være bedre. Stadion var fyldt, og der var en fantastisk god stemning, som virkelig var med til at bære os frem. Opbakningen fra fansene har meget at sige, så når man på den måde bliver båret frem af fansene, kan det være udslagsgivende for, om opgøret ender uafgjort, eller om vi vinder med et enkelt mål som mod FC København, siger den norske midtbanespiller.
I sin første fulde 3F Superligakamp leverede han en perfekt assist til Lucas Andersens 5-0-scoring, mod FC St. Pauli kom han selv på tavlen og i sidste uges pokalkamp mod Nørresundby FB brillerede han med et hattrick.
- Det er mit første hattrick i en betydende kamp, og jeg håber da også, at jeg snart får scoret i 3F Superligaen, siger nordmanden.
Seneste kamp mod AGF endte desværre med et nederlag på 3-0, og derfor kigger han og holdet frem mod en præstation på søndag på udebane mod FC Nordsjælland, der skal være markant bedre.
- Alt skal gøres bedre end mod AGF. Vi spillede en dårlig kamp, og vi skal være meget bedre i mange facetter. Heldigvis ved vi, hvad vi gjorde forkert, så vi ved, hvad vi skal arbejde på. Vi skal blandt andet være meget bedre i spillet med bolden og være skarpere i omstillinger - både offensivt og defensivt, siger han.
- Men det bliver en helt anden kamp på søndag, så vi skal frem til søndag forberede os godt på, hvad der venter os, og så skal vi bare lære af nederlaget i søndags og levere en god præstation mod FC Nordsjælland. Det er jeg også sikker på, at vi kan, siger Iver Fossum, der uden for grønsværen er faldet godt til i klubben og byen.
- Aalborg er en rigtig hyggelig by. Jeg har fundet en lejlighed nær centrum og tæt på vandet, så det er perfekt. Mine holdkammerater har også taget rigtig godt i mod mig, og det er tydeligt at mærke, at man i klubben holder af hinanden og næsten er som en familie. Det kan jeg rigtig godt lide, slutter Iver Fossum.