AaB besejrede onsdag fuldt fortjent 2. Bundesligamandskabet fra FC St. Pauli med 2-0.
AaB’s scoringer blev sat ind af Kasper Kusk og Iver Fossum, og der var chancer til flere mål under perfekte betingelser ved dagens testkamp i det tyske.
På et lækkert græstæppe på det intime Edmund-Plambeck-Stadion – normalt hjemmebane for FC Eintracht Norderstedt i Regionalliga Nord, Tysklands fjerdebedste fodboldrække – begyndte FC St. Pauli bedst, men efter at Kasper Kusk efter glimrende AaB-kombinationer i det sjette minut sendte læderet snert forbi stolpen, fik cheftræner Jacob Friis’ tropper greb om kampen.
I det 13. minut eroberede viceanfører og dagens anfører Tom van Weert bolden ved midterlinjen og styrede ned mod modstanderens mål, hvor hollænderen også kom til en afslutning, som FC St. Pauli-målmand Svend Brodersen fik reddet til hjørnespark.
I fortsættelsen var der forsøg fra både Frederik Børsting, Kasper Kusk, Jakob Ahlmann og Patrick Olsen, men uden held for AaB.
Heldet var til gengæld med Hele Nordjyllands Hold efter 24 minutter, hvor en helt fri Johannes Flum headede en gigantisk mulighed forbi mål.
AaB virkede dog stadig til at være det bedste hold på banen, og fem minutter senere sendte Magnus Christensen Tom van Weert alene igennem, og da angriberen få centimeter uden for straffesparksfeltet var i færd med at passere fremstormende Svend Brodersen, blev han nedlagt, hvilket dommeren korrekt dekreterede til et direkte rødt kort til keeperen.
Holdene fortsatte dog med at spille 11 mand mod 11, men AaB fik straks løn som fortjent, da Kasper Kusks afrettede frisparksforsøg gik i netmaskerne til 1-0.
Øjeblikket efter fik FC St. Pauli en ny stor hovedstødschance, men denne gang headede Ersin Zehir lige på AaB-keeper Andreas Hansen.
Kampbilledet blev nogenlunde det samme i anden halvleg, hvor FC St. Pauli igen bragte nogle optimistiske indledende minutter, men efterhånden fik AaB igen fat, selvom boldtabene var flere i anden halvleg.
Chancerne blev dog ved med at komme, og der var muligheder til både Kasper Kusk og Tom van Weert, inden Iver Fossum i det 64. minut bragte AaB på 2-0 med Kasper Kusk som ophavsmand.
I fortsættelsen ramte Iver Fossum overliggeren, mens der også var enorme tilbud til Frederik Børsting, Kasper Kusk og Tom van Weert, men det blev ved de 2-0 til AaB efter en stærk indsats såvel defensivt som offensivt med flere velfungerende mønstre.
Næste opgave for AaB er pokal- og lokalopgøret på udebane mod Nørresundby FB onsdag den 11. september kl. 17.15.
Matchfacts – testkamp på Edmund-Plambeck-Stadion i Norderstedt, Hamburg
FC St. Pauli-AaB 0-2 (0-1)
32. Min 0-1 Kasper Kusk, 64. min 0-2 Iver Fossum
AaB (4-3-3): Andreas Hansen, Kristoffer Pallesen, Anders Bærtelsen, Rasmus Thelander, Jakob Ahlmann (63: Patrick Kristensen), Magnus Christensen (82: Søren Tengstedt), Frederik Børsting, Patrick Olsen (46: Iver Fossum), Kasper Kusk (67: Jeppe Pedersen), Tom van Weert, Oliver Klitten.