Blåbjerg udlejes til Vendsyssel F.F.

2. september 2019 kl. 16:15 af Brian Andersen

Jakob Blåbjerg, der allerede som U/13-spiller kom til AaB fra partnerklubben Vejgaard Boldspilklub, har ligeledes kontraktudløb i AaB 30. juni 2020.

AaB’s sportsdirektør Allan Gaarde udtaler:

- Jakob er en dygtig forsvarsspiller og en fantastisk personlighed, men da han i et stykke tid har haft svært ved at opnå spilletid på vores førstehold, så har det givet mening for begge parter at finde en anden løsning.

- Blåbjerg har nået en alder, hvor han skal spille fast, og derfor er vi glade for, at en aftale er faldet på plads med Vendsyssel F.F., hvor vi er overbeviste om, at Jakob bliver en gevinst, og han har den fordel, at han kan både kan dække positionerne i midterforsvaret og i venstre forsvarsside, konstaterer Allan Gaarde.

- Med sin professionalisme og sine menneskelige egenskaber har der ikke været en bedre repræsentant for AaB end Jakob, og vi ønsker ham al mulig held og lykke fremover, slutter Allan Gaarde.

Jakob Blåbjerg har spillet 57 ungdomslandskampe for Danmark.

- AaB har i 11 år været min klub, og derfor er det selvfølgelig også en svær beslutning at tage afsked med noget, man holder så meget af, og jeg vil i den forbindelse gerne takke alle, som jeg på den ene eller den anden måde har været i kontakt med i AaB, siger Jakob Blåbjerg.

- Alt i alt har jeg haft en god og lærerig tid på Hornevej, men lige nu giver det mening for alle parter, at jeg prøver noget andet.

- Vejen til spilletid på førsteholdet har i nogle måneder været lang for mig, og derfor glæder jeg mig til at repræsentere Vendsyssel F.F., hvor jeg forhåbentlig kan bidrage kontinuerligt, lyder det fra Jakob Blåbjerg, der dermed gør ligeledes udlejede Wessam Abou Ali selskab i Hjørring.  

Jakob Blåbjerg opnåede 134 officielle kampe og scorede seks gange i AaB-trøjen.

Tags på denne nyhed

Tæt nederlag i U/19 Ligaen til FC Midtjylland

2. september 2019 kl. 10:20 af Rasmus Estrup

U/19 Ligaen: AaB-FC Midtjylland 1-2

I lørdags tabte AaB's U/19-ligahold 2-1 på hjemmebane til FC Midtjylland. 

Gæsterne var mest dominerende fra opgørets begyndelse og kom foran efter 12 minutter på en omstilling, der endte med et flot langskud, som sad helt oppe i fjerneste målhjørne. 

Som halvlegen skred frem kom AaB bedre og bedre ind i opgøret, og det samme gjorde sig gældende i anden halvleg, hvor AaB var i bolddominans. Det udmøntede sig i en scoring af Jonatan Flindt 20 minutter før tid efter et god AaB-gennembrud, som gav en fri skudchance til Jonatan Flindt. 

10 minutter før tid scorede FC Midtjylland sejrsmålet efter en dødbold, der blev slået mod bagerste område og headet på tværs til en helt fri FC Midtjylland-spiller, som sendte bolden i mål. 

- Vi er tilfredse med, at vi langt hen ad vejen holder FC Midtjylland fra store chancer, og samtidig er vi også tilfredse med vores opbygningsspil og gennembrudsspil, bortset fra de sidste sekvenser foran mål, siger U/!9-ligatræner David Olsen.

- Alt i alt var det en meget lige kamp, hvor vi egentlig får skabt flest chancer, så vi skulle i hvert fald have haft et point fra opgøret, siger David Olsen.  

Med nederlaget har AaB seks point efter de fire første kampe i U/19 Ligaen, hvor holdet ligger på femtepladsen. Næste kamp i U/19 Ligaen spilles 14. september på udebane mod FC København

U/17 Ligaen: AaB-FC Midtjylland 0-4

Også i U/17 Ligaen måtte AaB på hjemmebane se sig slået af FC Midtjylland. 

Opgøret var kun 15 minutter gammelt, da udeholdet kom på tavlen første gang efter at have vundet bolden højt på AaB's banehalvdel. 

To minutter senere blev FC Midtjyllands føring fordoblet efter flot opspil og et stærkt langskudsmål. 

AaB havde kampen igennem svært ved at få spillet til at fungere, og fem minutter efter pausen blev det 3-0 til FC Midtjylland på deres tredje langskudsmål i kampen. En kamp der blev lukket to minutter senere på en foræring fra AaB-holdet, som sikkert blev udnyttet af udeholdet. 

- Vores positionering var egentlig som aftalt, men eksekveringen var under niveau. Vi begår for mange simple fejl, og så får vi svært ved at vinde sådan en kamp, når vi møder et hold, der så effektivt udnytter fejlene, siger U/17-ligatræner Nikolaj Hørby. 

- Omvendt skal spillerne roses for ikke at kaste håndklædet i ringen, men fighte lige til det sidste, siger Nikolaj Hørby. 

I U/17 Ligaen er AaB uden point efter de to første runder. En ny mulighed for at komme på pointtavlen får holdet på lørdag kl. 15.15, når Silkeborg I.F. gæster Hornevej. 

U/15 Ligaen: AaB-FC Midtjylland 2-2

AaB's U/15-ligahold kunne som det eneste af de tre mandskaber snuppe point fra FC Midtjylland i lørdags, da kampen endte 2-2. 

FC Midtjylland kom ellers foran efter 35 minutter, men lige efter pausen udlignede AaB's Jonas Møller Kühn, da et højt pres resulterede i en erobring og en scoring. 

En håndfuld minutter senere var det AaB's tur til at tage føringen, da Kasper Davidsen sparkede kuglen direkte i mål på et frispark på kanten af feltet. 

FC Midtjylland svarer kort efter igen med det udlignende mål til 2-2 på et langskud fra 25-30 meter. 

Mod slutningen var AaB-holdet presset i bund, men nordjyderne holdt stand og kunne tage det ene point. Dermed har AaB et point efter de to første runder af U/15 Ligaen. Næste opgave venter på lørdag kl. 13.00 på hjemmebane mod Silkeborg I.F. 

Tags på denne nyhed

AaB TV: AaB-FC København 1-0

2. september 2019 kl. 07:05 af Rasmus Estrup

Se AaB TV's fyldige sammendrag af AaB's sejr på 1-0 over FC København foran 11.645 tilskuere på Aalborg Portland Park. En sejr der blev sikret af Kasper Kusks sejrsmål efter 17 minutter. 

Med i sammendraget er blandt andet også stolpeskuddene fra Lucas Andersens og Mikkel Kaufmann. 

Efter sejren ligger AaB på tredjepladsen i 3F Superligaen, hvor AaB på grund af en landskampspausen først skal i aktion igen søndag 15. september kl. 12.00 på udebane mod AGF.

Inden da spiller AaB på udebane mod Nørresundby FB i Sydbank Pokalen 11. september kl. 17.15. 

Men allerede på onsdag spiller AaB en testkamp på udebane mod FC St. Pauli. 

Tags på denne nyhed

AaB slår FCK 1-0 i fantastisk kulisse

1. september 2019 kl. 17:55 af Rasmus Estrup

AaB var det første hold i denne sæson af 3F Superligaen til at besejre FC København, da Hele Nordjyllands Hold vandt den meget velbesøgte kamp med 1-0 søndag eftermiddag. Sejrsmålet blev sat ind af Kasper Kusk efter 17 minutter. 

I en fabelagtig kulisse med 11.645 tilskuere blev Patrick Kristensen lige inden kampen hyldet, da han i dag spillede sin 350. kamp for Hele Nordjyllands Hold. 

I indledningen forsøgte først Lucas Andersen og siden Kasper Kusk at bryde igennem over venstresiden, men i begge tilfælde var det uden effekt. Det samme manglede Rasmus Falk på sin hovedstødsmulighed efter syv minutter. 

De 11.645 fremmødte tilskuere blev bragt i stor jubel efter 17 minutter. En ripost efter et hjørnespark havnede hos Kasper Kusk, som resolut afsluttede med venstrepoten, og afslutningen, som var uden chance for Sten Grytebust, bragte Hele Nordjyllands Hold foran 1-0. 

En håndfuld minutter senere var AaB igen farlige. Et fremragende AaB-opspil, der gik gennem Kasper Kusk, Iver Fossum, Jakob Ahlmann og Lucas Andersen var lige ved at føre til en afslutning på kanten af det lille felt til Jakob Ahlmann, men gæsternes forsvar fik i sidste moment afværget til et hjørnespark. 

Efter 33 minutter drev FC Københavns nummer 33, Rasmus Falk, bolden frem, og sendte læderet ud til Michael Santos, som fra kanten af feltet forsøgte sig med en følt afslutning mod fjerneste stolpe. Jacob Rinne var dog klar og greb bolden. 

Fem minutter senere stod stolpen i vejen, da Lucas Andersen forsøgte at udbygge AaB's føring. Anføreren modtog bolden i venstre side på egen banehalvdel. Med et godt drev førte han bolden ind mod midten og helt frem til FC Københavns felt. Her fik han med en skudfinte sat sig selv alene op med Sten Grytebust. Desværre fik FCK-målmanden med foden dirigeret Lucas Andersens afslutning ind på stolpen. 

Rasmus Falk prøvede to minutter senere at placere læderet oppe i fjerneste målhjørne, men igen var AaB's svenske målmand beredt, og igen kunne Jacob Rinne gribe bolden. 

Lige inden pausefløjtet forsøgte Pep Biel sig også med en afslutning fra distancen, men spanierens forsøg gik lige over AaB-målet. 

Efter en hyldest af AaB's mesterhold fra 1999 i pausen var det FC København, der kom bedst ud til anden halvleg, og gæsterne fik også en fin mulighed efter 50 minutter, men AaB-defensiven fik blokeret forsøget. 

En time inde i søndagsduellen var stolpen igen i vejen for AaB. Mikkel Kaufmann fik vendt rundt på Andreas Bjelland og med gode driblinger kom han til afslutning i FCK-feltet. Den hårde afslutning prellede desværre af på nærmeste stang. 

Tre minutter senere var Kasper Kusk på spil på højrekanten, men målscoreren blev generet nok til, at hans afslutning sad lige på Sten Grytebust. Det samme gjorde en afslutning fra kantspillerens fod et minut senere. Denne gang havde afslutningen dog så meget saft og kraft, at målmanden måtte give en retur. 

I mellem de to Kasper Kusk-afslutninger fik Lucas Andersen også testet Sten Grytebust, der måtte ud i en stor redning ved roden af stolpen på et solidt langskud fra AaB-anføreren. 

Halvvejs i anden halvleg fik FC København en fin mulighed, men Michael Santos missede hovedstødet, og den efterfølgende tværbold fik Jores Okore afværget.  

FC København fortsatte de næste 15 minutter med at lægge pres på AaB-mandskabet, men AaB-forsvaret fik gentagende gange beskyttet målet. 

88 minutter inde i kampen fik Mikkel Kaumann muligheden for at lukke opgøret efter en frispilning af Lucas Andersen, men den unge angriber sparkede bolden lige på Sten Grytebust. 

Trods stort FCK-pres til sidst lykkedes det AaB at holde målet rent og snuppe alle tre point. 

Med sejren ligger AaB på tredjepladsen i 3F Superligaen med 13 point efter otte runder. 

Næste kamp for Hele Nordjyllands Hold er en testkamp mod FC St. Pauli på onsdag kl. 12.00 på Edmund-Plambeck-Stadion i Norderstedt nær Hamborg. 

Matchfacts - 3F Superligaen, 8. spillerunde

AaB-FC København 1-0 (1-0)
18. min 1-0 Kasper Kusk
Advarsler AaB: Patrick Olsen (49), Magnus Christensen (59), Jakob Ahlmann (78), Lucas Andersen (90)
Advarsler FC København: Andreas Bjelland (78)
11.645 tilskuere på Aalborg Portland Park

AaB (4-3-3): Jacob Rinne, Patrick Kristensen, Jores Okore, Kasper Pedersen (46: Rasmus Thelander), Jakob Ahlmann, Patrick Olsen, Magnus Christensen (69: Frederik Børsting), Iver Fossum, Kasper Kusk (84: Kristoffer Pallesen), Mikkel Kaufmann, Lucas Andersen. 

FC København (4-4-2): Sten Grytebust, Guillermo Varela (72: Karlo Bartolec), Sotirios Papagiannopoulos, Victor Nelsson, Pierre Bengtsson, Pep Biel (46: Andreas Bjelland), Zeca, Jens Stage, Rasmus Falk, Michael Santos (72: Mohamed Daramy), Pieros Sotiriou.  

Dommer. Jakob Kehlet

Tags på denne nyhed