AaB TV: Nørresundby FB-AaB 0-8

12. september 2019 kl. 07:12 af Rasmus Estrup

I videoen øverst kan du se et fyldigt sammendrag af AaB's sikre sejr på 8-0 over partnerklubben Nørresundby FB i går. 

Sejren blev allerede grundlagt efter ni minutter, da Iver Fossum scorede det første af sine tre mål i opgøret. 

Små ti minutter før pausen headede Rasmus Thelander AaB på 2-0, inden Iver Fossum eksekverede et straffespark kort før pausefløjtet til 3-0. 

Efter pausen fortsatte målscoringen for AaB, da Frederik Børsting efter 58 minutter spillede sig selv fri via stolpen og scorede til 4-0. 

Blot fire minutter senere kom Kasper Kusk på tavlen med målet til 5-0. 

Med et kvarter tilbage scorede Patrick Olsen to mål umiddelbart efter hinanden til først 6-0 og siden 7-0, inden Iver Fossum efter 84 minutter lukkede kampen med målet til 8-0. 

Tags på denne nyhed

Fossum-hattrick i sikkert avancement

11. september 2019 kl. 19:18 af Rasmus Estrup

En regnvåd og blæsende Sydbank Pokalkamp endte med en sikker AaB-sejr på 8-0 over partnerklubben Nørresundby FB. Iver Fossum stod for tre af målene, Patrick Olsen fulgte trop med to kasser, og de resterende mål stod Kasper Kusk, Frederik Børsting og Rasmus Thelander for. 

AaB startede med en kraftig medvind i første halvleg, og det grønklædte udehold havde fra start fuld kontrol over opgøret på Nordjyske Bank Arena. 

Efter flere tilløb i indledningen bragte Iver Fossum AaB foran 1-0 efter ni minutter, da et hjørnespark fra nordmanden sejlede direkte i mål. 

Den eneste afslutning hjemmeholdet sendte inden for rammen i første halvleg, blev sendt mod Andreas Hansens mål efter et kvarter, men afslutningen gav ingen problemer for debutanten i AaB-målet. 

AaB fortsatte halvlegen igennem med at komme til afslutninger, og mens forsøg fra blandt andre Oliver Klitten, Kasper Kusk og Frederik Børsting var uden den fornødne præcision, måtte Iver Fossum og Tom van Weert se sine afslutninger reddet. 

Ti minutter før pausen kunne Rasmus Thelander fordoble AaB's føring. Tom van Weert headede et hjørnespark fra Kasper Kusk videre til bagerste stolpe, hvor den tilbagevendte forsvarsspiller stod fri og headede læderet over stregen til 2-0. 

Med tre minutter til pausefløjtet eksekverede Iver Fossum et straffespark begået mod Oliver Klitten, og nordmandens andet mål i opgøret gav pausestillingen 3-0 til AaB. 

Kampbilledet i anden halvleg var ligesom i første med AaB som det dominerende og chanceskabende hold. Andreas Hansen blev dog også tvunget i en redning nede ved stolpen på en fin afslutning fra hjemmeholdet. 

Men 58 minutter inde i kampen fik Frederik Børsting spillet bande med stolpen, inden han sikkert bragte AaB foran 4-0, lige som solen kom frem over græstæppet på Voerbjergvej. 

Blot fire minutter senere gjorde Kasper Kusk det til 5-0 efter i første omgang at have brændt en stor chance. 

Efter 70 minutter sendte AaB endnu en debutant i spil, da U/19-ligaspiller Jeppe Pedersen kom ind til sin første officielle førsteholdskamp for Hele Nordjyllands Hold. 

Fem minutter senere kom AaB foran 6-0 på en scoring af Patrick Olsen, der sparkede et fladt langskud ind langs stolpen. 

Minuttet senere var Patrick Olsen på pletten igen, da han fra en spids vinkel sparkede bolden ind ved fjerneste stang til 7-0. 

Målkontoen blev lukket efter 84 minutter, da Iver Fossum fik en dybdebold, som han drejede rundt på og sikkert sparkede i nettet for at fuldende sit hattrick og bringe AaB på 8-0. 

Sejren kunne være blevet større, men trods flere misbrugte tilbud i slutminutterne, avancerede AaB sikkert til næste runde i Sydbank Pokalen. 

AaB spiller igen på søndag i 3F Superligaen på udebane mod AGF kl. 12.00.

Matchfacts - Sydbank Pokalen, 2. runde

Nørresundby FB-AaB 0-8 (0-3)
10. min 0-1 Iver Fossum, 37. min 0-2 Rasmus Thelander, 43. min 0-3 Iver Fossum (str.), 59. min 0-4 Frederik Børsting, 63. min 0-5 Kasper Kusk, 76. min 0-6 Patrick Olsen, 77. min 0-7 Patrick Olsen, 85. min 0-8 Iver Fossum. 
Advarsler Nørresundby FB: Kristian Hessellund (35)
Advarsler AaB: Kasper Kusk (73)

Nørresundby FB (4-5-1): Patrick Overgaard Andersen, Kasper Knudsen, Christian Vestergaard Andersen, Kristian Hessellund, Tobias Nørgaard (46: Per Sudergaard), Victor Rafael, Thomas Quorning Poulsen, Andreas Stær Nielsen, Nick Vinstrup Svendsen (73: Emil Botin Kjeldsen), Mads Davidsen (68: Miclas Søndergaard Larsen), Rolf Toft. 

AaB (4-3-3): Andreas Hansen, Kristoffer Pallesen, Rasmus Thelander, Mathias Ross, Jakob Ahlmann, Frederik Børsting, Magnus Christensen (70: Jeppe Pedersen), Iver Fossum, Kasper Kusk, Tom van Weert (62: Mikkel Kaufmann), Oliver Klitten (51: Patrick Olsen). 

Dommer: Patrick Remon Gammelholm

Tags på denne nyhed

AaB TV: Tilbageblik på Nørresundby FB-AaB

11. september 2019 kl. 08:55 af Rasmus Estrup

I dag kl. 17.15 spiller AaB på udebane mod partnerklubben Nørresundby FB i Sydbank Pokalen. De to nordjyske klubber mødtes også i pokalturneringen for tre år siden. 

Dengang vandt AaB 5-1 efter to scoringer af Thomas Enevoldsen og mål fra Jannik Pohl, Sebastian Grønning og Markus Holgersson. 

I dette tilbageblik kan du se eller gense alle fem AaB-mål fra det seneste pokalmøde mellem AaB og Nørresundby FB. 

Tags på denne nyhed

Truppen mod Nørresundby FB

10. september 2019 kl. 14:37 af Brian Andersen

Her skal AaB forsøge at vinde sin tredje betydende kamp i træk, og efter tirsdagens træningspas har Jacob Friis udvalgt følgende trup på 18 navne inklusive ti egenudviklede folk fra AaB Talent og 12 af AaB’s partnerklubber:

1 Jacob Rinne, 2 Patrick Kristensen, 3 Jakob Ahlmann, 5 Jores Okore, 6 Kristoffer Pallesen, 8 Iver Fossum, 9 Tom van Weert, 16 Magnus Christensen, 17 Kasper Kusk, 20 Oliver Klitten, 21 Patrick Olsen, 22 Andreas Hansen, 24 Mathias Ross, 25 Frederik Børsting, 26 Rasmus Thelander, 27 Søren Tengstedt, 29 Mikkel Kaufmann og U/19 Ligaspiller Jeppe Pedersen.

Lucas Andersen, Oliver Abildgaard, Lukas Klitten, Kasper Pedersen og Anders Bærtelsen er ukampdygtige.

Der er kickoff kl. 17.15 på Nordjyske Bank Arena til dysten i 2. runde af Sydbank Pokalen.

Tags på denne nyhed
'