Køb kampbrugte Knæk Cancer-trøjer på auktion

21. oktober 2019 kl. 10:05 af Rasmus Estrup

Du kan nu blive ejer af en af de specialdesignede Knæk Cancer-trøjer fra hummel, som AaB-spillerne bar i 3F Superligasejren på 2-0 over Hobro I.K. 5. oktober. 

De kampbrugte Knæk Cancer-trøjer fra hummel er netop blevet sat på auktion på Odendo.dk, og hver en krone fra auktionen af de kampbrugte trøjer går til Knæk Cancer 2019. 

Auktionen er sat i gang i dag kl. 10.00, og løber frem til fredag 25. oktober. 

Tags på denne nyhed

Stærk storsejr i U/17 Ligaen over FC Nordsjælland

21. oktober 2019 kl. 09:34 af Rasmus Estrup

U/17 Ligaen: AaB-FC Nordsjælland 4-0

AaB tog en fornem sejr på 4-0, da FC Nordsjælland lørdag gæstede Hornevej i U/17 Ligaen.

Den indledende første halve time var ganske jævnbyrdig, men AaB kom frem til de største muligheder og havde blandt andet et træf på overliggeren, inden Jakob Gaardsøe omsatte en friløber til en nordjysk pauseføring på 1-0.

Scoringen fik AaB-mandskabet til at løfte sig, og AaB fik en suveræn start på anden halvleg, da Christian Wagner og Jakob Gaardsøe gjorde det til henholdsvis 2-0 og 3-0 i løbet af halvlegens første ti minutters tid.

Selvom AaB herefter trak sig lidt tilbage for at køre sejren hjem, blev det også til 4-0, da Gustav Dahl satte fart på i et gennembrudsløb, inden han spillede bolden til Christian Wagner, der sikkert sparkede opgørets sidste scoring i nettet til 4-0.

- Defensivt stod vi rigtig godt, og vi lykkedes med at ødelægge deres pasningsspil ved at presse dem højt, hvilket tvang dem til at slå lange bolde. Offensivt var det også os, der kom frem til de største muligheder, og når vi samtidig scorede fire mål, er det svært at finde noget at tale ned, siger U/17-ligatræner Nikolaj Hørby.

- Vores topspillere toppræsterede, og det var rigtig fedt, at hele holdet ramte så stærkt et niveau mod en rigtig dygtig modstander som FC Nordsjælland, siger Nikolaj Hørby.

Efter sæsonens fire første kampe var AaB uden point i U/17 Ligaen, men gennem de seneste tre kampe har nordjyderne hentet syv point, hvilket rækker til en 10. plads i U/17 Ligaen inden næste kamp, der spilles på lørdag på udebane mod AGF kl. 13.00.

U/15 Ligaen: AaB-Farum Boldklub 2-2

I U/15 Ligaen var AaB på eget græs oppe i mod Farum Boldklub, der forinden havde vundet samtlige kampe i U/15 Ligaen, men den sejrsstime stoppede lørdag.

En halv time inde i opgøret slog AaB til på en omstilling, som Rasmus Jørgensen udnyttede til at bringe AaB foran 1-0, og inden pausen blev AaB-føringen fordoblet, da Sebastian Lind på en dybdebold scorede til pausestillingen 2-0.

Gennem anden halvleg var AaB presset i bund, men nordjyderne formåede længe at holde stand. Men seks minutter før tid var der gevinst for gæsterne, da et hjørnespark blev headet ind til 2-1.

I kampens sidste minut snuppede Farum Boldklub så det ene point, da endnu et hjørnespark resulterede i en scoring til gæsterne. Dermed endte opgøret 2-2, og AaB ligger nu på ottendepladsen i U/15 Ligaen.

AaB’s næste kamp i U/15 Ligaen spilles også på lørdag på udebane mod AGF kl. 13.00.

Tags på denne nyhed

Få automatisk AaB's kampprogram i din kalender

20. oktober 2019 kl. 10:44 af Rasmus Estrup

Tidligere har det været muligt at få AaB's kampprogram i sin egen kalender. I denne sæson har kalenderen dog ikke været opdateret, da AaB ikke længere har et samarbejde med den tidligere udbyder. 

Men nu er det igen muligt at få AaB's planlagte kampe placeret i din egen kalender, så du altid har styr på, hvornår AaB spiller. 

Alt du skal gøre er at hente den nye kalender via knappen nedenfor. 

Kalenderen er tilpasset til både Apple, Google, Outlook, Hotmail, Office365 og Android. 

Så snart AaB's kampprogram med de nøjagtige kamptidspunkter fastsættes, bliver kalenderen automatisk opdateret. 

Tags på denne nyhed

AaB TV: AaB-OB 1-0

19. oktober 2019 kl. 07:57 af Rasmus Estrup

I denne video kan du se et fyldigt sammendrag af AaB's fredagssejr på 1-0 over OB i 13. runde af 3F Superligaen. 

AaB, der spillede på hjemmebane på Aalborg Portland Park, kom bedst fra start, og efter 12 minutter blev Jakob Ahlmann nedlagt i feltet, og AaB fik tilkendt et straffespark. 

Fra pletten scorede Lucas Andersen stensikkert til 1-0. 

AaB var bedst i første halvleg, mens OB overtog styringen i anden halvleg - dog uden at fynboerne var meget farlige foran AaB-målet. 

En enkelt gang måtte Jacob Rinne dog diske op med en særdeles god redning på et forsøg fra Sander Svendsen i anden halvleg. 

AaB's sejr på 1-0 betyder, at Hele Nordjyllands Hold inden weekendens øvrige kampe indtager sjettepladsen i 3F Superligaen. 

Tags på denne nyhed
'