AaB TV: U/19-ligaholdet møder Union Berlin

28. oktober 2019 kl. 13:13 af Rasmus Estrup

I morgen kommer Union Berlins U/23-mandskab til AaB's anlæg på Hornevej, når AaB's U/19-ligahold skal spille sin tredje kamp i efterårets Baltic Sea Cup mod de tyske gæster kl. 11.00. 

Se AaB TV's optaktsindslag i videoen øverst, hvor du kan høre fra U/19-ligatræner David Olsen og U/19-ligamålmand Marcus Bundgaard Sørensen. 

AaB, der vandt Baltic Sea Cup i sidste sæson, har endnu en sejr til gode i denne udgave af Baltic Sea Cup. I første opgør spillede AaB 2-2 mod svenske Halmstads BK, og i anden runde blev det til et nederlag mod tyske Hertha Berlin trods en god indsats fra AaB-drengene. 

AaB kvalificerede sig til Baltic Sea Cup via en andenplads i U/19 Ligaen i sidste sæson. Foruden kampen tirsdag mod Union Berlin mangler AaB også at møde FC Nordsjælland i turneringen. 

Tags på denne nyhed

Ny AaB-sejr i U/17 Ligaen

28. oktober 2019 kl. 09:37 af Rasmus Estrup

U/19 Ligaen: AGF-AaB 3-2

AaB’s U/19-ligahold tabte lørdag 3-2 på udebane til AGF. Hjemmeholdet kom fortjent foran 1-0 efter fire minutter, da et indlæg blev headet ind.

Efter scoringen overtog AaB mere af initiativet, og 10 minutter inde i kampen udlignede de nordjyske gæster, da Marcus Hannesbo headede et hjørnespark på tværs til Benedikt Tristan Axelsson, der sparkede bolden ind til pausestillingen 1-1.

AaB kom bedst ud til anden halvleg, men efter lidt over en times spil bragte AGF sig i front med 2-1.

AaB kom efterfølgende frem til flere gode muligheder, der desværre var uden gevinst. I stedet slog hjemmeholdet til efter en opspilsfejl af AaB, der gav en AGF-omstilling og et mål til 3-1 med cirka fem minutter igen.

AaB blev ved med at presse på mod opgørets afslutning, og til sidst fik Oliver Overgaard pyntet på resultatet efter oplæg fra Mathias Dyg Jensen.

- Drengene viste god intensitet og masser af energi, men på beslutningsdelen og den tekniske udførelse manglede vi det sidste, og det var fortjent, at AGF vandt, selvom vi med lidt mere held måske kunnet have taget det ene point, siger U/19-ligatræner David Olsen.

Efter nederlaget ligger AaB på niendepladsen i U/19 Ligaen. Næste kamp for det bolsjestribede mandskab er allerede i morgen, tirsdag, hvor Union Berlin gæster Hornevej kl. 11.00 i Baltic Sea Cup.

U/17 Ligaen: AGF-AaB 1-2

AaB’s U/17-ligahold tog tredje sejr i de seneste fire kampe, da nordjyderne lørdag besøgte AGF i Aarhus.

Selvom AaB fra start var mest på bolden, havde holdet svært ved at spille sig forbi østjydernes defensiv, og efter lidt over en halv times spil bragte AGF sig foran med en hovedstødsscoring på et hjørnespark.

Efter pausen lykkedes det AaB at tilspille sig flere gode muligheder, og 58 minutter inde i kampen udlignede Oliver Ross efter en dødbold.

Udligningen satte yderligere fart i sejlene hos AaB-mandskabet, og efter 82 minutters spil faldt sejrsmålet til 2-1. Et indlæg fra Christoffer Ravn endte i fødderne på Christian Wagner, som sendte sejrsmålet i rusen.

- Efter første halvleg fik vi justeret på intensiteten og attituden, og i en generelt meget lige kamp endte vi med at tage en god arbejdssejr på simple dyder, hvor især den sidste halve time var noget, vi kan tage med videre, siger U/17-ligatræner Nikolaj Hørby.

Næste opgave i U/17 Ligaen venter på lørdag kl. 11.30 på udebane mod Vejle Boldklub.

U/15 Ligaen: AGF-AaB 2-2

En jævnbyrdig første halvleg i U/15-ligakampen endte målløst, men efter 48 minutter kom AaB fortjent foran 1-0 efter en god start på anden halvleg, da Rasmus Jørgensen scorede på Oscar Mortensens fine indlæg.

10 minutter senere bragte AGF dog balance i stillingen med et hovedstødsmål.

AaB svarede øjeblikkeligt igen, da Benjamin Damsgaard fandt Malthe Gyldenløve, som sendte AaB foran med 2-1.

Kort før tid snuppede AGF dog det ene point, da et klumpspil efter et hjørnespark førte til slutresultatet 2-2 og dermed en pointdeling.

Også i U/15 Ligaen er AaB’s næste kamp på udebane mod Vejle Boldklub på lørdag kl. 11.30.

Tags på denne nyhed

AaB TV: SønderjyskE-AaB 1-3

28. oktober 2019 kl. 07:11 af Rasmus Estrup

Se fyldigt sammendrag af AaB's comebacksejr på 3-1 udebane over SønderjyskE. 

Hjemmeholdet kom foran midtvejs i første halvleg, da Mart lieder tæt under mål headede et indlæg fra Christian 'Greko' Jakobsen i rusen til 1-0. 

Anden halvleg bød på den ene chance efter den anden i begge ender af banen, og 11 minutter før tid bragte Mikkel Kaufmann flot balance i regnskabet, da et indlæg fra indskiftede Kasper Kusk blev headet ind langs stolpen af den unge angriber. 

Mikkel Kaufmann var også stærkt medvirkende til at AaB i 90. minut kom foran. Den unge frontløber fik med stor energi vundet bolden i SønderjyskE-feltet, inden han et splitsekund senere blev nedlagt af SønderjyskE-målmand Sebastian Mielitz, hvilket gav AaB et straffespark. 

Dette sparkede Kasper Kusk sikkert ind midt i målet, og dermed var AaB foran 2-1. 

I tillægstiden brugte Mikkel Kaufmann resten af sin energi på en lang solotur fra midten af banen. Med høj hastighed sikrede han sig en friløber, og inde i SønderjyskE-feltet udnyttede han flot muligheden til at afgøre kampen med målet til 3-1. 

Sejren sender AaB på femtepladsen i 3F Superligaen med 22 point efter 14 spillerunder. 

Tags på denne nyhed

Alle mand til Køge!

27. oktober 2019 kl. 21:35 af Simon Vangsgaard Jensen

Navn: Capelli Sport Stadion
Kapacitet: 4.000
Placering udebaneafsnit:  Indgang C

Billetpriser:
Børn U/16 år: Gratis
Voksen: 80,-
Pensionist: 40,-
Køb din billet her.
Bemærk venligst, at både stå- og siddepladsbilletter giver adgang til AaB's fanafsnit, hvor der både er stå- og siddepladser. Du skal derfor blot selv vælge en vilkårlig billettype til kampen for at få adgang til AaB's afsnit. Du kan dog kun tilgå AaB's fanafsnit via Indgang C, der findes mellem Tårn 1 ved Netto og mobiltribunen ud mod Stensbjergvej.

Transport til og fra Køge: 

Fælles:

AaB Support Club arrangerer bus til kampen. Læs mere og bestil her.

Kør selv:

Adresse: Ved Stadion, 4600 Køge

Parkering: Der er mulighed for at parkere i nærområdet, hvor det anbefales, at søge mod Stensbjergvej for at parkere, hvis man kommer frem i egen bil. Planlæg din tur her.

Facebook-event:
Vis at du tager med, tilmeld dig kampens Facebook-event via dette link.

AaB takker Jer alle for at støtte holdet på udebane.

Tags på denne nyhed