AaB TV: U/19-ligaholdet møder Union Berlin
I morgen spiller AaB's U/19-ligahold mod Union Berlin i den internationale turnering, Baltic Sea Cup.
I morgen kommer Union Berlins U/23-mandskab til AaB's anlæg på Hornevej, når AaB's U/19-ligahold skal spille sin tredje kamp i efterårets Baltic Sea Cup mod de tyske gæster kl. 11.00.
Se AaB TV's optaktsindslag i videoen øverst, hvor du kan høre fra U/19-ligatræner David Olsen og U/19-ligamålmand Marcus Bundgaard Sørensen.
AaB, der vandt Baltic Sea Cup i sidste sæson, har endnu en sejr til gode i denne udgave af Baltic Sea Cup. I første opgør spillede AaB 2-2 mod svenske Halmstads BK, og i anden runde blev det til et nederlag mod tyske Hertha Berlin trods en god indsats fra AaB-drengene.
AaB kvalificerede sig til Baltic Sea Cup via en andenplads i U/19 Ligaen i sidste sæson. Foruden kampen tirsdag mod Union Berlin mangler AaB også at møde FC Nordsjælland i turneringen.