AaB-fans vies i pausen af AaB-FC Midtjylland

31. oktober 2019 kl. 10:39 af Rasmus Estrup

Når AaB på søndag møder FC Midtjylland på Aalborg Portland Park, er det for første gang for Anders Jensen og Helene Strand ikke resultatet af kampen, der fylder mest i deres bevidsthed.

Parret fra Flauenskjold bliver nemlig selv hovedpersoner i pausen, hvor de to skal giftes midt på grønsværen.

- Vi var enige om, at vi hverken skulle have et kirkebryllup eller en vielse på rådhuset. Det skulle være noget specielt for os. Så vi kiggede på, hvad vi havde tilfælles, og hvor vi sammen har haft nogle store oplevelser. Derfor lå det lige til højrebenet, at vi skulle giftes på stadion, siger Anders Jensen, som skynder sig at pointere, at idéen var Helenes påfund.

- Ja, det var faktisk mig, der først foreslog det, men vi tænkte, at det nok ville blive svært at realisere sådan en skør idé. Men jeg tog kontakt til Martin (Stigaard Skammelsen, AaB’s oplevelseschef, red.), som med det samme var med på idéen, og det var skidefedt, supplerer Helene Strand.

Anders Jensen og Helene Strand blev kærester i november 2008, og i foråret 2009 inviterede Anders sin kommende hustru med til Helenes første fodboldkamp på et Superligastadion.

- Han fik lokket mig med herud, og så blev jeg fast inventar herude, for jeg blev fuldstændig grebet af stemningen og sammenholdet blandt fansene. Så i 10 år er vi kommet fast på stadion, siger Helene Strand.

 - Vi har vel haft sæsonkort i otte af de seneste ti sæsoner. De første mange år stod vi på Spar Nord Tribunen, men siden vi blev forældre i 2015 har vi haft pladser på Weber Tribunen. Først i blok C og på det seneste på Øvre D. Men på søndag bliver det første gang at vores drenge, Matti og Noah, på tre år og fire år skal med på stadion, siger Anders Jensen.

Selve vielsen skal den tidligere AaB-spiller og -assistenttræner Søren Kusk forestå.

- Det skal jo være en, der har bemyndigelse til det, og det har Søren Kusk, som jo sidder i byrådet i Aalborg. Det er fantastisk, at han har lyst til det, siger Anders Jensen.

Parret har selv inviteret omkring 20 gæster med til søndagskampen, og derudover vil flere af deres kollegaer og venner også være til stede på tribunen for at følge med, når Helene Strand i en rød kjole og hvide sko siger ja til Anders Jensen, der vil være iklædt en hvid skjorte og en rød vest.

- Vi er vildt spændte på, hvordan det kommer til at gå. Det bliver den største oplevelse i vores liv, siger Anders Jensen.

- Ja, det bliver lidt større, end vi lige havde regnet med, da vi fik idéen. Det er allerede nu helt surrealistisk, og vi glæder os helt vildt. Det er så fedt, at AaB giver os muligheden for det her, siger Helene Strand.

- På en eller anden møde føles det naturligt, at vi skal dele så stor en oplevelse med resten af fansene på Aalborg Portland Park. Herude har vi nemlig delt så mange store følelser med alle på stadion, og på søndag bliver forhåbentlig endnu en stor dag. Både for os og for holdet, siger Anders Jensen.

AaB-FC Midtjylland fløjtes i gang kl. 16.00 på søndag, og du kan købe billetter til opgøret her.

Tags på denne nyhed

Ross og Kaufmann udtaget til U/19-landsholdet

31. oktober 2019 kl. 08:22 af Rasmus Estrup

Det danske U/19-landshold står foran tre EM-kvalifikationskampe i den kommende landskampsperiode, og med i truppen er AaB's Mathias Ross og Mikkel Kaufmann. 

13. november spiller Danmark mod Finland, tre dage senere gælder det en kamp mod Færøerne, og 19. november er Frankrig modstanderen. 

Inden de tre forestående EM-kvalifikationskampe har Mathias Ross 24 ungdomslandskampe bag sig, heraf 13 kampe for U/19-landsholdet.

Mikkel Kaufmann har spillet 19 kampe i nationaldragten, og 11 af disse har været for U/19-landsholdet. 

Tags på denne nyhed

Pokalkamp mod HB Køge udsat til senere dato

30. oktober 2019 kl. 18:35 af Rasmus Estrup

På grund af lukningen af Storebæltsbroen kan Sydbank Pokalkampen mod HB Køge ikke spilles i dag. AaB's materialebil har nemlig været strandet på Fyn og har ikke mulighed for at nå frem til Capelli Sport Stadion i Køge tids nok til, at en kamp kan afvikles i aften. 

Kampen udskydes derfor til en endnu ikke fastsat dato. 

Et nyt kamptidspunkt offentliggøres, så snart det fastsættes. 

Tags på denne nyhed

AaB TV: Superliga mod eSuperliga i FIFA 20

30. oktober 2019 kl. 08:44 af Rasmus Estrup

I dette indslag fra AaB TV kan du se, hvordan det gik, da to fra AaB’s Superligahold var oppe imod to spillere fra AaB’s eSuperligahold i Play Station-spillet FIFA 20. 

For eSuperligamandskabet var anfører Jacob Kraglund flankeret af Mads Skibsted, der debuterede i eSuperligaen i søndags, hvor han spillede 1-1 mod FC Midtjyllands Keller. 

Oliver Klitten og Søren Tengstedt repræsenterede AaB’s 3F Superligatrup. Oliver Klitten har tidligere fået en andenplads i en større FIFA-turnering, mens Søren Tengstedt har været i Top 100 i FUT Champions. 

AaB’s næste eSuperligakamp spilles på søndag kl. 22.00 mod OB i en kamp, der kan følges på Dplay. På mandag kl. 22.00 kan AaB’s eSuperligakamp mod Hobro I.K. ses på Canal 9. 

To eSuperliganederlag for AaB

30. oktober 2019 kl. 08:20 af Rasmus Estrup

FC Midtjylland-AaB 3-1

Søndag aften skulle AaB møde FC Midtjylland, og i første duel var der eSuperligadebut til unge Mads Skibsted, der er den yngste spiller i hele eSuperligaen.

Mads Skibsted kom utroligt godt i gang, og bragte sig i front allerede i det syvende minut af sin debut. Resten af første halvleg fortsatte Mads Skibsted sit gode spil, men cirka 10 minutter før opgørets slutfløjt udlignede Keller til 1-1 for FC Midtjylland.

I andet opgør var Daniel “Shoppen” Mogensen oppe imod Hedegaard, og her var det FC Midtjylland-spilleren, der hurtigt kom på tavlen med målet til 1-0 efter fem minutter.

Til trods for at “Shoppen” fik presset på, lukkede Hedegaard kampen med målet til 2-0 et kvarter før tid.

Dermed tabte AaB i alt 3-1.

AaB-FC København 1-4

Mandag aften lagde “Shoppen” ud mod FC Københavns Pilm, og efter en målløs første halvleg, scorede FC København tidligt i anden halvleg det eneste mål i kampen, der endte 1-0 til FC København.

I andet opgør var Jacob Kragelund oppe imod Marcuzo. Også her endte første halvleg uden mål, mens FC København tidligt i anden halvleg kom foran 1-0.

Kragelund var meget tæt på at svare tilbage øjeblikkeligt, men muligheden løb ud i sandet.

Et kvarter før tid udbyggede Marcuzo sin føring til 2-0, og kort efter blev det også 3-0 til FC København.

Kort efter ramte Kragelund overliggeren, inden han i tillægstiden fik pyntet på resultatet med scoringen til 3-1.

Det samlede nederlag på 4-1 betyder, at AaB ryger ned på syvendepladsen i eSuperligaen.

AaB spiller søndag kl. 22.00 mod OB, og mandag kl. 22.00 gælder det et opgør mod Hobro I.K.

Tags på denne nyhed