Nederlag i forårets første Danmarksseriekamp

25. marts 2019 kl. 09:37 af Rasmus Estrup

Mens hverken U/19-ligaholdet eller U/17-ligaholdet var i aktion i weekenden, tabte AaB forårets første kamp i Danmarksserien med 3-1 til topholdet Nørresundby FB.

AaB's taktik gik på at stå lavt, og det lykkedes fint i den første halve time, indtil den tidligere AaB-spiller Rolf Toft blev spillet fri med en lang bold, og fra 30 meter udplacerede Nørresundby-angriberen AaB's keeper og gjorde det til 1-0.

AaB svarede dog hurtigt igen, da Ali Darvishani på et indlæg fra Ebrima Ceesay sendte læderet i mål via både stolpen og overliggeren. Dermed var stillingen 1-1 med ti minutter tilbage af første halvleg. 

Kort før pausen fik gæsterne fra Nørresundby FB et straffespark, som Rolf Toft igen udnyttede med sin scoring til 2-1. 

Efter pausen var der lidt muligheder i begge ender, inden AaB med ti minutter tilbage smed folk frem i håb om en udligning. Desværre for de bolsjestribede gav det Nørresundby FB en målgivende omstilling tre minutter før tid, hvor Christian Kjeldsen Jensen scorede til slutresultatet 3-1. 

- Det var rart at komme i gang med turneringen igen, og vi har også meget ære af kampen, da vi langt hen ad vejen fik presset topholdet. Men det er selvfølgelig ærgerligt at tabe første kamp i foråret - især også når to af vores nærmeste konkurrenter i nedrykningskampen vandt deres kampe og dermed overhaler os, siger den spillende danmarksserietræner Nickolaj Jonstrup. 

AaB ligger efter weekenden på niendepladsen ud af ti hold og har to point op til sjettepladsen. Næste kamp spilles på udebane mod FC Djursland på lørdag kl. 15.00. FC Djursland ligger på syvendepladsen med et enkelt point mere end AaB. 

Tags på denne nyhed

Abildgaard matchvinder mod Frankrig

25. marts 2019 kl. 07:23 af Rasmus Estrup

Det danske U/21-landshold vandt søndag aften 1-0 på udebane over Frankrig på et sejrsmål af AaB's Oliver Abildgaard. 

Daskerne havde i første halvleg flere gode muligheder, mens Frankrig i samme halvleg også havde et skud på overliggeren. 

Kort inde i anden halvleg scorede AaB's Oliver Abildgaard, der desuden startede inde i opgøret. Et hjørnespark blev slået mod bageste stolpe, hvor den høje AaB-midtbanespiller steg til vejrs og stangede kampens eneste mål i nettet. 

Magnus Christensen blev skiftet ind med 28 minutter tilbage, og den tidligere AaB-spiller Joakim Mæhle blev sendt på banen i tillægstiden. 

Med sejren vandt U/21-landsholdet begge sine test i denne samling, og Magnus Christensen kan nu bryste sig af syv U/21-optrædener, mens Oliver Abildgaard har spillet ti U/21-landskampe og scoret to mål. 

Fire AaB'ere startede i U/19-nederlag til Tjekkiet

24. marts 2019 kl. 13:20 af Rasmus Estrup

Ligesom i opgøret mod Grækenland var de fire AaB-talenter, Mathias Ross, Oliver Klitten, Lukas Klitten og Mikkel Kaufmann, i startopstillingen, da Danmarks U/19-landshold i går tabte 3-1 til Tjekkiet i andet opgør ved Elite Round. 

Trods flere gode muligheder til Danmark, heriblandt en chance til Mikkel Kaufmann, kunne tjekkerne gå til pausen foran 1-0. 

Tidligt i anden halvleg gjorde Tjekkiet det også til 2-0, inden Danmark efter 58 minutter reducerede til 2-1. Fem minutter før tid lukkede tjekkerne kampen med opgørets sidste scoring til 3-1. 

I løbet af anden halvleg blev Lukas Klitten og Mikkel Kaufmann i øvrigt udskiftet. 

Nederlaget betyder, at Danmark ikke har mulighed for at spille sig videre til EM-slutrunden til sommer. Der mangler dog fortsat en kamp ved Elite Round, som Danmark på tirsdag spiller mod England. 

AaB TV: Sammendrag af AaB-Odds Ballklubb

23. marts 2019 kl. 08:42 af Rasmus Estrup

I videoen øverst kan du se AaB TV's fyldige sammendrag af fredagens testkamp mod norske Odds Ballklubb. En testkamp, der endte med et nordjysk nederlag på 2-0. 

AaB sad på indledningen af kampen, men gæsterne kom bedre og bedre med i opgøret, og kort inde i anden halvleg bragte Elbasan Rashani Odds Ballklubb på 1-0. 

2-0-scoringen til nordmændene blev scoret cirka fem minutter før tid af Markus Kaasa. 

Udover et sammendrag kan du også høre Jacob Friis' vurdering af fredagens test i ovenstående indslag. 

Tags på denne nyhed

AaB tabte mod nordmænd

22. marts 2019 kl. 17:49 af Brian Andersen

Resultatet kunne være gået begge veje i et opgør, hvor mange unge talenter fik værdifuld spilletid.

AaB var meget dominerende i kampens indledende fase, og Tom van Weert var nærgående i to omgange, mens udeholdets André Södlund blev af afværget en enkelt gang af AaB-målmand Michael Lansing.

En kæmpe chance tilfaldt dog Odds i det 26. minut, da en upresset Vebjørn Hoff fra få meter og midt for mål helkiksede sin afslutning.

Tempoet sivede herfra langsomt ud af dysten, men AaB kunne have bragt sig i front tre minutter før pausen, da Kristoffer Pallesen og ikke mindst Malthe Højholt sørgede for et fint forarbejde til Kasper Risgård, hvis flade forsøg blev reddet med en refleks af Odds-keeper Sondre Rosbach.

AaB skiftede fire mand i pausen, men åbningen på anden halvleg blev ikke optimal, da den tidligere Brøndby-spiller Elbasan Rashani tidligt med en afslutning via indersiden af stolpen kunne bringe gæsterne foran.

Efter 56 minutter kom Michael Lansing i vejen for et afrettet frisparksforsøg fra Tobias Lauritsen, og herfra bød opgøret på 20-25 minutters dødvande med masser af fight, men lidet poleret fodboldspil.

I det 79. minut manglede Søren Tengstedt dog blot en støvlespids for at udnytte Kasper Risgårds smukke pasning, og to minutter senere fik AaB et gigantisk tilbud, men Jores Okore headede fra et par meter en præcis bold fra Philipp Ochs over tværribben.

I stedet kunne Markus Kaasa afgøre affæren med sin træffer til 2-0 seks minutter før tid, og AaB kom aldrig tæt på en reducering, selvom der var udmærkede forsøg fra Søren Tengstedt og Philipp Ochs.

Næste opgave er den første dyst i gruppespillet, hvor Randers FC gæster Aalborg Portland Park søndag den 31. marts. Køb i forsalg din billet her.

Matchfacts – testkamp
AaB-Odds Ballklubb  0-2 (0-0)
47. min 0-1 Elbasan Rashani, 84. min 0-2 Markus Kaasa.

AaB (3-4-3): Michael Lansing, Kasper Pedersen (46: Thomas Christiansen), Jores Okore, Jakob Blåbjerg, Kristoffer Pallesen, Rasmus Würtz (46: Robert Kakeeto), Malthe Højholt (46: Jeppe Pedersen), Philipp Ochs, Tom van Weert (64: Filip Lesniak), Nicolai Bech Laursen (46: Søren Tengstedt), Kasper Risgård.

Tags på denne nyhed