AaB tager afsked med Lansing og sikrer sig HB Køge-keeper

4. marts 2019 kl. 13:59 af Brian Andersen

Michael Lansing kom i sommeren 2017 til AaB fra Vejle Boldklub.

AaB’s sportsdirektør Allan Gaarde udtaler:

- Michael er en dygtig målmand og er en fantastisk personlighed at have i truppen, men vi har i fællesskab vurderet, at det næste skridt for Michaels karriere er at få fast spilletid, og derfor vil det være bedst for Michael at finde en klub, hvor det umiddelbart er muligt.

- Der skal ikke være tvivl om, at Michael med sin professionalisme og sin positive tilgang også har bidraget til Jacob Rinnes (AaB’s førstemålmand, red.) succes, og vi ønsker Michael al mulig held og lykke med at finde en ny klub fra den kommende sæson, siger Allan Gaarde.

Michael Lansing er foreløbig noteret for to officielle kampe for AaB.

Ny mand i AaB’s Superligatrup fra den kommende sæson bliver til gengæld 23-årige Andreas Hansen, der allerede er noteret for 92 officielle kampe for HB Køge i 1. division. Flere end en tredjedel af kampene har resulteret i et clean sheet for den 186 centimeter høje keeper.

- Vi har i et stykke tid haft et godt øje til Andreas Hansen, og i forlængelse af beslutningen om at Michael Lansing skulle videre, er vi meget tilfredse med, det er lykkedes at få en aftale på plads med en så dygtig målmand som Andreas Hansen, lyder det fra Allan Gaarde.

- Andreas har et stort potentiale og har allerede en stor portion erfaring fra højt niveau. Han har udviklet sig meget det seneste år, og de primære kompetencer er, at han er dygtig med fødderne, eksplosiv og spændstig og spilintelligent, og vi ser frem til, at han fra den kommende sæson skal indgå i et stærkt målmandsteam sammen med Jacob Rinne, slutter Allan Gaarde.

Andreas Hansen skifter til AaB på en fri transfer, og kontrakten gælder foreløbig indtil 31. december 2021.

(Foto: Michael Frimundt Petersen, HB Køge).

Dagens opstilling mod Brøndby I.F.

4. marts 2019 kl. 12:23 af Brian Andersen

Det første af slagsen blev 11. februar vundet med 3-1 over Brøndby I.F., og samme klub er modstanderen i dag.

AaB’s opstilling til kampen i Brøndby er som følger:

Michael Lansing

Kristoffer Pallesen – Mathias Ross – Jakob Blåbjerg – Philipp Ochs

Robert Kakeeto – Rasmus Würtz – Filip Lesniak – Kasper Risgård

Frederik Børsting – Søren Tengstedt (U/19 Ligaspiller)

Der er kickoff i Brøndby kl. 14.00.

Tags på denne nyhed

Både U/17- og U/19 Ligaholdet sejrede mod AGF

4. marts 2019 kl. 12:03 af Brian Andersen

Således blev det til to sejre ved lørdagens besøg i Aarhus, hvor det blev til gevinster på henholdsvis 2-0 og 3-2.

For AaB’s U/17-mandskab blev der tale om revanche for nederlaget mod samme modstander i september, og føringsmålet var allerede ved at komme i første halvleg, da Oliver Henriksen stod for oplægget, som Christian Wagner sendte på overliggeren.

Føringsmålet kom i stedet midtvejs i anden halvleg, da Oliver Henriksens indlæg fra venstre blev headet i netmaskerne af Marcus Hannesbo.

I fortsættelsen pressede AGF på for en udligning, og tættest på var det, da man blev tilkendt et straffespark, men på fornem vis fik AaB-målmand Nicolai Vinter Christensen afværget forsøget fra pletten.

I stedet blev slutresultatet 2-0 en kendsgerning, da Oliver Børsting syv minutter før tid kunne udnytte Casper Gedsteds fine forarbejde.

I tabellen har AaB fra 11. pladsen nu skabt kontakt til de foranliggende mandskaber, og et nyt skridt kan tages, når Lyngby Boldklub lørdag er modstanderen på anlægget på Hornevej.

For U/19-holdets vedkommende fastholdt man med weekendens 3-2 sejr andenpladsen i rækken.

AaB satte sig fra første minut på begivenhederne, men man måtte vente indtil det 35. minut, før Mikkel Kaufmann kunne udnytte et straffespark begået mod Lukas Klitten til at bringe gæsterne i front.

Bare minuttet senere fik AGF imidlertid udlignet på et langskud, men AaB fortsatte dominansen, og et minut før pausen kunne Mikkel Kaufmann score igen efter forudgående kombinationer mellem Lukas Klitten og Oliver Klitten.

Midt i anden halvleg fik aarhusianerne dog igen udlignet, inden Jeppe Pedersen et kvarter før tid på et smukt frisparksmål fik afgjort tingene.

Også U/19-holdet møder lørdag Lyngby Boldklub.

Tags på denne nyhed

Bliv samarbejdspartner med AaB

3. marts 2019 kl. 14:18 af Rasmus Estrup

Som samarbejdspartner i AaB har du gode muligheder for at få gavn af samarbejdet gennem fire hovedområder: Hospitality, eksponering, digitalt og AaB Netværket.

Hospitality: Tag dine medarbejdere, forretningsforbindelser eller dit netværk med til unikke oplevelser, når Hele Nordjyllands Hold går på banen på Aalborg Portland Park. Med gennemsnitligt 700 erhvervsfolk i de eksklusive lounger og skyboxe får du adgang til et unikt netværk af potentielle forretningsforbindelser, der kommer for at udbygge både det personlige og erhvervsmæssige netværk. Læs mere her.

Eksponering: En samarbejdsaftale med AaB kan sikre jeres virksomhed en både effektiv og dynamisk eksponering, og derved øge kendskabet til jeres virksomhed og virksomhedens produkter. AaB tilbyder en lang række forskellige muligheder indenfor eksponering af jeres virksomhed, hvor I kan målrette jeres markedsføring mod flere forskellige målgrupper. Læs mere her.

Digitalt: Som samarbejdspartner har I mulighed for at blive en del AaB's voksende digitale univers, der spreder sig over en række forskellige platforme. Fra website og Facebook til elektroniske billetter, nyhedsmails, Twitter, Instagram og web TV. Læs mere her.

AaB Netværket: AaB Netværket kan blive jeres genvej til nye forretninger og giver jer en enestående mulighed for at vise jeres virksomhed frem og skabe større opmærksomhed omkring jeres produkter og ydelser. Læs mere her.

Tags på denne nyhed

AaB TV: AaB-Hobro I.K. 1-1

2. marts 2019 kl. 08:17 af Rasmus Estrup

Det endte 1-1, da AaB og Hobro I.K. i aftes tørnede sammen i det nordjyske lokalopgør på Aalborg Portland Park. 

Trods flere store chancer til AaB i første halvleg ved blandt andre Jakob Ahlmann og en yderst veloplagt Lucas Andersen, kunne Hobro I.K. bringe sig foran 1-0 ti minutter før pausen på et hovedstødsmål af Pål Kirkevold. 

Efter scoringen sad AaB igen på både spil og chancer, og 20 minutter før slutfløjtet scorede Lucas Andersen et drømmemål, da han fra kanten af feltet sendte bolden helt op i fjerneste målhjørne via overliggeren. 

Scoringen gav AaB-holdet blod på tanden for et sejrsmål, men trods flere pæne muligheder og et enormt spilovertag endte opgøret 1-1. 

Se mål og chancer fra kampen i sammendraget øverst. 

Tags på denne nyhed